Tre nemme julechokoladeprojekter (med eller uden børn)

12 musthaves til den lange flyvetur

Efterhånden er jeg blevet ret ligeglad med, om jeg skal flyve tre timer til en destination eller 30.

Nej, jeg synes naturligvis ikke, at en flyrejse er synderligt sjov. Men det er nu engang et nødvendigt onde, når man gerne vil se verden (og gerne den hele!!), at man også må sidde i en flyver i det antal timer, som det nu engang tager at komme frem til destinationen.

Første gang jeg tog en længere flytur, var da jeg fløj til New York for efterhånden en del år siden. Siden er Sydney, Melbourne, Brisbane, San Francisco og Washington DC også kommet på listen over destinationer, som det har taget lidt længere at komme til (for ikke at tale om alle mellemlandingerne undervejs).

Denne vinter skal vi også på farten. Og denne gang til Bali! Yay!

Vi skal flyve over Istanbul og Jakarta, inden vi, efter cirka 28 timers flyrejse, lander i Denpasar på Bali.

Det er en lang tur. Men det er jo ikke, fordi vi ikke har prøvet det før. Og efter en del flyrejser rundt omkring i verden, glæder Lillemanden sig da også bare til at sidde og stene Svampebob Firkant på flyveren, mens han spiser alle de kiks, som hans lille mave kan rumme.

Med årene er jeg da også efterhånden blevet ret god til at pakke let men godt, når rejsen er lidt længere. Der er nemlig ganske enkelt ting, som jeg, af bitter erfaring, ved, at jeg ikke vil undvære på flyveren, hvis det hele skal være en (nogenlunde) behagelig oplevelse.

Hvis du selv står foran en længere flyrejse, så er du meget velkommen til at stjæle med arme og ben fra listen.

Og husk, at det er rigtig rart at indkøbe de ting, man kan, i rejsestørrelse. Det bliver man glad for, når man pludseligt skal løbe fra en ende af en lufthavn til en anden med håndbagagen på slæb, fordi man er ankommet til en anden gate end beregnet eller er blevet en anelse forsinket i luften.

musthaves-til-lang-flyvetur-urbannotes-dk
1) Eau Thermale
Den meget tørre genbrugsluft i sådan et fly kan udtørre ens hud på nul-komma-fem! Og man bliver altså hverken friskere at være sammen med eller se på, når man er helt stram og tør i masken!

Man kan naturligvis tage en ansigtscreme med sig i tasken. Men jeg synes, det er nemmere og rarere at have en vand på flaske med i tasken, fordi man så er fri for at røre sig selv i ansigtet, og fordi det er meget forfriskende og fugtende med sådan en omgang let kølet vand i det trætte fjæs.

Avène Eau Thermale fås i en rejseudgave, som er lige til at have med i håndbagagen.

2) Nakkestøtte
Ja, der er som regel små puder på et fly, når man rejser lidt længere. Men hvis man sidder ved gangen eller i midten, har man ikke noget sted at hvile puden og dermed ens hoved, og så er man jo lige vidt!

En nakkestøtte er super at have med, fordi den holder hovedet og nakken nogenlunde på plads. 

Så undgår man også at sidde og vælte latterligt meget rundt med hovedet, mens man halvsover. Evt. savleri må man dog tage med …

Jeg kan godt lide de oppustelige nakkestøtter til flyrejsen, fordi de ikke fylder noget i tasken, når man tager luften ud.

3) Natmaske
Jeg har været udsat for, at der ligger små sovemasker i lommen på flyet, når man hopper ind i sit sæde. Men man kan altså ikke være sikker på, at lige det flyselskab, man har valgt denne gang, har sørget for den slags luksus.

Og det er altså rart at kunne lukke lyset fra flyet ude, hvis man vil tage sig en lur.

Jeg slapper desuden ofte bedre af, når mine øjne er skærmet helt fra diverse indtryk.

Desuden fås natmasker med indbygget køleelement, hvilket lige kan sørge for at den værste hævelse under øjnene bearbejdes undervejs.

4) Kleenex
Flyrejser og bussemænd hænger sammen, fordi luften i sådan et fly bliver genbrugt i en evighed!

Derfor har jeg altid minimum en pakke Kleenex med i håndbagagen, så vi kan pudse næse undervejs helt uden også at slide næsetippen halvt ihjel med tørre servietter fra flytoilettet eller serveringsvognen.

Desuden er det rart at have en Kleenex ved hånden, når man vælter et glas cola ned i skødet på sig selv. Og det vil ske!

5) Læbepomade
Tør hud og tørre læber. En god og fugtgivende læbepomade er et absolut must, hvis man vil ankomme til destinationen med et mundtøj, som ikke ligner en tør gammel rosin.

Jeg har altid minimum en læbepomade med i tasken og gerne (også) en på tube. Her er Eight Hour Cream fra Elizabeth Arden fx genial, fordi den kan bruges på nærmest hele kroppen, hvis den trænger.

6) En god bog og et magasin
Læsestof er helt uundværligt på et fly, hvis du spørger mig!

Jeg har derfor altid en god bog med i tasken samt et magasin til de perioder, hvor koncentrationen måske ikke er til, at man læse det ene kapitel efter et andet.

Jeg køber altid det seneste Eurowoman i lufthavnen og finder en god paperback, som ikke fylder alverden, og som forhåbentligt indeholder underholdning til både fly og tiden ved poolen. 

7) Sunde snacks
Det er meget forskelligt, hvor meget service og forplejning sådan et flyselskab mener, man fortjener, når man flyver på monkey class.

Jeg har prøvet fuld skrue på servicen, hvor du nærmest blev stukket en ny lækker banan, hver gang du havde spist den foregående. Men jeg har også prøvet, hvor man nærmest selv skal rejse sig, hver gang man har lyst til en lille pakke kiks med to mini-kiks i hver eller en kop kaffe.

Derfor har jeg altid lidt sunde snacks med til turen. Fx. nødder, figenstænger, tørret frugt eller en lille pakke kiks, som ikke smuldrer for meget.

Så er man ligesom forberedt og har noget ved hånden, man ved, man kan lide. Og sådan nogle børn kan jo faktisk snack’e hele døgnet rundt, hvis de får lov – og det får han altså på en flyvetur!

8) Håndcreme
Tørt fjæs, tørre læber og naturligvis også tørre hænder.

En håndcreme, som ikke fylder alverden, skal bare med på rejsen.

EOS har fx. flere helt små håndcremer, der er perfekte til håndbagagen, og det samme har The Body Shop.

9) Tandbørste og tandpasta
Man kan få en så utroligt dårlig smag i munden og enormt meget pels på tænderne, når man skiftevis sover og spiser flymad.

En tandbørste og en lille rejsetandpasta er derfor helt uundværlige ting på den længere flyrejse.

Jeg vil ikke anbefale, at man børster tænder i vandet på flytoilettet. Men man kan lige suse på toilettet i næste lufthavn og give bisserne en ordentlig omgang. Så er alt godt igen! Også for dem, man sidder ved siden af på flyet …

10) Neglefil
Jeg ved ikke med dig, men jeg bliver enormt irriteret, hvis jeg flækker en negl, og jeg kan ikke stoppe med at pille, indtil jeg har fået filet neglen pæn og lige igen.

Så for ikke potentielt at blive sindssyg eller ende med at gnave hele den flossede negl af, fordi den hænger fast alle steder og irriterer, så har jeg altid, for en sikkerheds skyld, en lille neglefil med på flyet. 

Husk for guds skyld, at neglefilen skal være så lille som muligt, hvis den er af metal, så den ikke bliver taget i sikkerhedskontrollen. Så er man jo lige vidt og har samtidigt mistet en god neglefil.

11) Bløde, hyggelige sokker
Varm luft arbejder sig opad, kold luft arbejder sig nedad. Det gælder også på et fly. Og det er drøn irriterende at sidde og fryse på hele kroppen, fordi fødderne er kolde.

Et par bløde, måske hjemmestrikkede, sokker er derfor gode at have ved hånden.

Og hvis man ikke elsker sine striksokker alt for meget, så kan man jo bruge dem til de små gåture rundt i flyet, så man slipper for at tage sko på.

Dog ville jeg ALDRIG gå i strømpesokker ud på flytoilettet. Nej, mænd kan (heller) ikke ramme kummen på en flyver …

12) Øjendråber
Til sidst vil jeg nævne, at jeg ret ofte også har fugtgivende øjendråber med, når jeg skal flyve lidt længere.

Øjnene bliver ekstremt tørre på et fly, så det kan være rart lige at tilføre en smule fugt med et enkelt dryp i hvert øje.

På foto:
1) Avène Eau Thermale
2) Kleenex Balsam
3) Daydream sovemaske med kølemaske
4) Curaprox tandpasta og tandbørste
5) Elizabeth Arden Eight Hour Cream
6) Anyday Nuts Dry Roasted Nut Mix
7) Flying Tiger strømper
8) “Mig før dig” af Jojo Moyes, udgivet af Cicero
9) Akryl neglefil fra By K

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tre nemme julechokoladeprojekter (med eller uden børn)