[ Opskrift ] Plantebaseret koldskål

2017: Endnu et godt rejseår

For rundt regnet et år siden skrev jeg dette indlæg, fordi jeg troede, at et rejseår ikke kunne blive meget bedre (altså med mindre man er decideret rejseblogger eller -journalist, ikke har fuldtidsarbejde og skole at passe …) end 2016 viste sig at blive.

I 2017 var planen egentligt ikke at rejse synderligt meget mere end på sommerferie og måske en yderligere tur efter, vi kom hjem fra Bali lige efter nytår.

Men et par rare uventede invitationer tikkede pludseligt ind i mailboksen, og en spontan beslutning blev taget, og hopla, så endte jeg alligevel med at se dejligt meget af verden endnu engang. Og endda steder, som jeg endnu ikke havde krydset af min rejse bucket list.

Og eftersom 2017 kun er halvvejs passeret, kan man jo håbe på endnu flere spontane beslutninger i nærmeste fremtid.

At se og opleve verden, møde nye kulturer og mennesker er ganske enkelt noget, jeg ikke kan få nok af. Og jeg mangler stadig utroligt mange lande og byer, som jeg skal nå at udforske, inden jeg stiller træskoene om forhåbentligt mange destinationer.

// Billedet er taget for nyligt i Mauerpark i Berlin. Et virkeligt fedt sted at besøge, hvis man er til historie, legeplads og street art. (Skjorte: Mads Nørgaard, jakke: Mads Nørgaard, jeans: COS, briller: Louis Nielsen)

// Billedet er taget for nyligt i blæsevejr i Mauerpark i Berlin. Et virkeligt fedt sted at besøge, hvis man er til historie, legeplads og street art. (Skjorte: Mads Nørgaard, jakke: Mads Nørgaard, jeans: COS, briller: Louis Nielsen)

Bali
Vores år startede på en strand i Sanur på Bali, hvor vi skød nytåret ind med sand mellem tæerne.

Det var vores første rejse til Asien, og selvom vi er ret drevne rejsefolk, så var det alligevel en helt særlig og anderledes oplevelse at rejse rundt på og omkring Bali.

Der var fordele, og der var ulemper. Der var overraskelser, og så var der et paradis på jord: Gili Trawangan.

Selvom Bali var skøn, vejret var godt, folk var søde, og maden utroligt god og billig, tror jeg ikke, vi kommer til at rejse til Bali igen sådan lige med det samme. Men det var bestemt en oplevelse, som jeg ikke ville være foruden!

Los Angeles
Allerede en måneds tid efter vi var kommet hjem fra Bali, tikkede der en ganske uventet mail ind. Vil du til Los Angeles og besøge Disney Studios med Disney Junior?

Indledningsvist sagde jeg faktisk nej, fordi rejsen var lige om hjørnet i min kalender, fordi jeg havde utroligt travlt på job, og fordi vores hverdag meget ofte er noget af et logistisk puslespil med en mand med faste vagtplaner, som ikke kan bare rykkes rundt.

Men det lykkedes, og jeg kom afsted til sunny (og super fede) Los Angeles, hvor jeg fik oplevelser for livet, mødte utroligt mange søde (og vist nok også kendte?) mennesker, fik dyrket min søns barndomsidol, Mickey Mouse, og fik dejlig LA-sol på den blege næsetip.

LA var helt klart den vildeste oplevelse, og jeg nød samtlige cirka 40 timer, jeg var i byen, inden jeg igen sad på et fly hjem til København.

London
En anden rejse på egen hånd, som jeg glædede mig til i månedsvis, var min deltagelse i prisuddelingen til årets AllergyAward i London i april.

Jeg var så priviligeret at blive spurgt, om jeg ville være dommer i en af kategorierne til årets internationale prisuddeling for allergivenlige produkter til hud, hår og hjem, og da dagen så oprandt, var det min opgave (med bævrende stemme og på halv fesent Danglish) at uddele en af priserne til AllergyAward i London.

AllergyAward og AllergyCertified har jeg fulgt, siden allergicertificeringen opstod, så det var en stor ære og oplevelse at være med helt oppe på talerstolen.

Derudover er et gensyn med London altid en god idé – også selvom man ender med at traske rundt i Londons gader med en trolleykuffert i lidt for mange timer.

Berlin
For nyligt var vi så i Berlin. Det var en ret spontan beslutning, at vi skulle det. Men det kom sig af, at Lillemanden brændende ønskede sig at komme ned og opleve historiens vingesus og se Berlinmuren.

Jeg greb straks bolden, og endte med stort set at få hele vores rejse og hotel stort set gratis, hvilket bare gjorde hele idéen til en endnu bedre en af slagsen!

Og vi nød faktisk Berlin langt mere, end jeg havde forventet! Det er jo en ret fed by på den måde, at man virkeligt kan dyrke byens historie på stort set hvert et gadehjørne.

Eksempelvis gik vi forbi en kirke, hvor vi tydeligt kunne se, hvor bomberne havde ramt under 2. verdenskrig.

Det er bestemt ikke sidste gang, vi har været i Berlin. En forlænget weekend var faktisk slet ikke nok!

Montenegro
Siden jeg var i Kroatien og Montenegro på pressetur sidste år, har Montenegro spøgt i mit baghoved. Så da vi skulle til at drøfte, hvor årets sommerferie skulle gå hen (vi plejer at tage en uges tid om sommeren og så nogle flere uger om vinteren), skyndte jeg mig at pege på smukke smukke Montenegro!

Så det er det, det bliver til. Vi har bestilt rejsen gennem Apollo. Og vi rejser om blot få uger.

Planen er, at vi primært skal slappe af, bade i hotelpoolen og på stranden. Men jeg vil også rigtigt gerne vise drengene de smukke udsigter, som Montenegro kan byde på, hvis man kører lidt op i bjergene (se bare her), så jeg tænker, at vi også skal bruge en dag eller to på at køre rundt.

Men ellers bliver det en klassisk charterferie med masser af sol, god mad, familietid og afslapning ved pool og strand. Det er lige det, vi har brug for oven på en række hektiske måneder.

Next stop: Åh den ubeslutsomhed!
Om der kommer en spontan sviptur mellem sommerferien og slutningen af året står endnu i det uvisse. Men en ting er sikkert: Vi har en lille sum penge stående, som er dedikeret til en vinterrejse til varmere himmelstrøg.

Det er utroligt dejligt at kunne se frem til. Problemet er bare, at vi er totalt vægelsindede, når det kommer til, hvor vi skal rejse hen!

Jeg har fået de to andre overtalt til, at de skal med til Los Angeles på et tidspunkt. Og den er de (efterhånden) helt med på. Men vi er i tvivl om, om der er rigtigt varmt i LA omkring årsskiftet, hvilket der ganske enkelt er nødt til at være, hvis det skal give mening at rejse dertil i vintersæsonen. Los Angeles skal ligesom bare være sunny!

Samtidigt vil vi utroligt gerne til Australien igen. Men vi har kun rundt regnet to ugers ferie at gøre godt med denne gang, og sidst vi tog til Melbourne i 15 dage, var det ret hårdt jetlag-mæssigt, fordi vi kun lige nåede at komme ordenligt oven på, inden vi sad på et fly hjem igen.

Dog vil Lillemanden rigtigt gerne til Sydney igen (der er en vandlegeplads, som han er ret vild med 😀 ), og vi vil gerne vise ham Brisbane, som vi har besøgt nogle gange, inden han begyndte at rejse med, og som er en utroligt dejlig by.

Men beslutningen er endnu ikke taget, så hvis du lige ligger inde med viden om, hvordan det er at være i Los Angeles omkring juletid, så må du endelig byde ind og gøre beslutningen nemmere for os.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

[ Opskrift ] Plantebaseret koldskål