Syv dufte, der skræmmer lus væk

5 tips til Ubud, Bali

Det føles stadig som om, vi lige er kommet hjem fra Bali. Men der er altså gået mere end en måned, siden vi igen satte fødder på dansk jord.

Vi savner stadig de lune dage (og meget varme nætter), de bare tæer i sandet, og de helt ufatteligt smukke steder, der var overalt, hvor vi nærmest kiggede hen!

Men vi vil heldigvis altid have minderne og kan huske hinanden på, hvor rart det var at komme helt ned i gear og at være omgivet af smukke, smilende mennesker, dejlig mad og skøn, frodig natur.

Når man rejser til Bali første gang, er Ubud vel et uundgåeligt stop på ruten, fordi man har hørt en del om Ubud, der er kendt for at være turistvenligt, og fordi det ligger i ret kort afstand fra Denpasar og dermed lufthavnen på Bali.

Det var i hvert tilfælde nogle af vores bevæggrunde for at starte der.

Desuden har filmen (og bogen) “Spis, bed, elsk” i særdeleshed sat Ubud på landkortet, også selvom det siges, at filmen ikke holder sig helt til fakta.

Ubud var altså stedet, hvor vi startede vores rejse. Og det er vi faktisk, set i bakpejlet, glade for.

For Bali var ny for os, hele kulturen skulle lige synke ind, og desuden er Ubud en blød landing, fordi alle i byen taler strålende engelsk, og det hele faktisk bare fungerer ret fint!

Siden vi kom hjem, er jeg blevet spurgt af adskillige, hvad de skulle opleve, spise og se i Ubud. Så nu har jeg samlet det, jeg synes, er højdepunkterne ved selve Ubud. Der er sikkert mange flere. Men man skal jo også huske at slappe af, nyde poolen og vejret og læse en god bog, mens man slænger sig i en liggestol.

Høj på vandmelonjuice og Ubud.

// Høj på vandmelonjuice og Ubud.

Mine tips til Ubud, Bali

Abeskoven i Ubud
Monkey Forest er nok en af de ting, som Ubud er allermest kendt for. I hvert tilfælde kender jeg nærmest ingen, som har været i Ubud, som ikke har været omkring stedet. Det er da også lidt af en særlig oplevelse at rende rundt mellem alle de små aber, der har deres hverdag i skoven.

Selvom jeg har set stedet på et ton billeder, så var det dog slet ikke, som jeg havde forestillet mig.

For det første forestillede jeg mig ikke, at det var en decideret indhegnet turistattraktion, som man skulle købe billet til. Desuden havde jeg ikke regnet med, at stedet faktisk lå i byen. Men når man går op ad Monkey Forest Jalan Monkey Forest fra byens midte, rammer man, efter en relativt kort gåtur, Sacred Monkey Forest.

Faktisk kom det så meget bag på os, at vi var tæt på, at vi havde købt en is til barnet blot 5-600 meter derfra, og da vi var små 200 meter fra skoven, var der en af de frække (og ret store) aber, der sprang på ham for at stjæle hans is. Lad os bare sige, at han var pænt skrækslagen!

Aben satte sig på en motorcykel for at spise isen (og dryppe godt på sædet), og barnet skulle lige finde ud af, hvordan man trækker vejret igen.

Lesson learned: Ingen mad og drikke i nærheden af Monkey Forest! Godt så!

I det hele taget er det nok bedst ikke at medbringe alt for mange løsdele, når man har betalt entré og bevæger sig ind i skoven. Det vrimler nemlig med aber, og de stjæler med arme og ben. Både de små bananer, som mange turister køber og fodrer dem med. Men der var også folk, der fik hapset solbriller fra hovedet og andre ting end bananer ud af hænderne.

Jeg havde en lille rød taske på ryggen, som en af de store aber pludseligt satte sig på, mens den greb hårdt fat i min ryg og begynde at småbide mig i armen og på ryggen. Det var med at holde masken og tage det helt roligt, mens det i forvejen ret skeptiske barn så på. Men efter 50 meter med en nappende abe på ryggen, gav den heldigvis op og smuttede videre i dagens program.

Uanset om vi mistede en halv is på vejen, blev tygget lidt på og så aberne fra både deres søde og knap så søde side, så var det en helt særlig oplevelse, som man bestemt skal unde sig selv, hvis man er i Ubud. Det er i hvert tilfælde en oplevelse, som vi sent vil glemme.

Abeskoven i Ubud er et ret specielt sted. Hold på hat og briller ...

// Abeskoven i Ubud er et ret specielt sted. Hold på hat og briller …

Aben, der stjal barnets is - og næsten skræmte livet af ham.

// Aben, der stjal barnets is – og næsten skræmte livet af ham.


Kaffe i Ubud

Når man har fordøjet mødet med aberne, trænger man til en god kop kaffe og måske en erstatningsis.

Der er mange steder at drikke kaffe i Ubud. Men de fleste steder får man såkaldt balinesisk kaffe, som er en form for grumset Nescafé, som aldrig opløses helt. Det smager ikke skidt, men det er heller ikke en espresso, der er kælet for.

På Grandpa’s Coffe and Eats i Ubud kan man dog få serveret en rigtig god kop kaffe i en smuk kop. Desuden har de yderst lækker iskaffe (som nok er foretrukket i varmen), gelatto og andre søde sager, og så er Grandpa’s desuden et af de få steder, hvor man kan vælge plantemælk til kaffen.

Udover at kaffen er god, er stedet super fint, og den rare ejer stiller hellere end gerne op for at hjælpe sine gæster med at tage et lækkert billede til Instagram. Se det er god forretningssans!

I øvrigt betaler man kun for antal kugler is og ikke for antal is. Så hvis man fx skal have tre isvafler med en kugle i hver, så får man dem til samme pris som en vaffel med tre kugler.

Grandpas Coffee and Eats er stedet, hvis man skal have en god iskaffe i varmen.

// Grandpas Coffee and Eats er stedet, hvis man skal have en god iskaffe i varmen.


Spis ekstra lækkert i Ubud

Der ligger rigtigt mange gode spisesteder i Ubud. Der er mange af de mere traditionelle restauranter, hvor man kan få alskens lækre ris- og nudelretter samt asiatiske og balinesiske retter.

Det er ofte ret turistede steder, hvor man også kan få paraplydrinks, og hvor børnemenuen lyder på noget a’la kyllingenuggets med pomfritter.

Maden er de fleste steder rigtigt god, og man kan nemt spise for 200-250 kr. for tre personer inkl. drikkevarer.

Vil man dog gerne skifte nudler og ris ud for en stund, så kan jeg varmt anbefale Watercress Café i Ubud, som er et super cool sted, der, hvis man ser bort fra udsigten og varmen, kunne være en københavnsk café i en funky ende af skalaen.

Stedet er super fedt indrettet, der er frisk juice, hjemmelavede sodaer, kombutcha og vildt mange vegetariske og veganske retter på menuen, som alle er lige til at spise med øjnene!

Der er kræset for detaljerne, og selvom mange af tingene på menuen er plantebaserede, så kan man også sagtens udskifte rødbedeburgeren med en klassisk burger med bøf.

Uanset om der er rødbede eller ko i burgeren, så gør dig selv den tjeneste, at du bestiller en Lime Quench til at skylle maden ned med.

Watercress Café ... Mums!

// Watercress Café … Mums!


Vandmelonjuice og mere vandmelonjuice

Apropos noget, som man skal springe i med begge ben, når man er i Ubud, så er det vandmelonjuice. De serverer det stort set alle steder, og det smager fantastisk og er både læskende og sød på en gang.

Vi glemte helt at drikke sodavand, fordi vi sad og suttede i den ene vandmelonjuice efter den anden. Og når sådan en juice rundt regnet koster 10 kr. uanset, hvor man bestiller dem, så kan man altid lige tage en runde mere!

Vi var i vandmelonhimlen i Ubud!

Man glemmer næsten sodavand, når man er i Ubud. Og de fleste steder er det ren blendet vandmelon, de hælder i glasset.

// Man glemmer næsten sodavand, når man er i Ubud. Og de fleste steder er det ren blendet vandmelon, de hælder i glasset.


Godt hotel i Ubud

Hvis du i øvrigt vil bo godt i Ubud, så kan jeg varmt anbefale D’bulakan Boutique Resort.

Godt nok ligger hotellet lidt udenfor selve byen. Men det er utroligt fint og rent.

Servicen er helt i top, der er altid mange på arbejde, personalet er behjælpelige med alt fra stort til småt og leger desuden gerne chauffører og kører til og fra centrum de gange om dagen, det kræver, når deres gæster vil ind til Ubud.

Det er en køretur på cirka 10 minutter, og det sker i flotte nyere biler, så det fungerer rigtigt godt!

D’bulakan Boutique Resort har desuden en lækker pool og have samt en utroligt god restaurant med både balinesiske, asiatiske og vestlige retter. Og er man forfalden til en god morgenmaden, så er D’bulakans både god, varieret og rigelig!

Vi fandt D’bulakan Boutique Resort på Hotels.com til en rigtigt god pris.

dbulakan-boutique-resort-bali-ubud-urbannotes-dkdbulakan-boutique-resort-ubud-urbannotes-dk

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Syv dufte, der skræmmer lus væk