Kræsne børn og dem, der er lige modsat

Skolelivet har budt på et helt nyt liv herhjemme, som vi slet ikke var forberedte på, men som vi omfavner og faktisk, lang de fleste dage, synes er rigtigt hyggeligt! Lige pånær al den tøjvask.

Jeg taler naturligvis om legeaftaler, som pludseligt skal foregå stort set hver dag.

De mange legeaftaler betyder også, at jeg efterhånden sjældent kun køber ind til tre personer.

Jeg er nødt til at indregne en ekstra person i antal Sun Lolly, mængden af frugt og snacks og, ikke mindst, når det handler om aftensmaden. Det er nemlig faktisk efterhånden sjældent, vi kun sidder tre over aftensmaden. Der er stort set altid en ven eller veninde, som spiser med – med mindre naturligvis barnet spiser ude, og vi derfor tager forskud på, at han en dag (måske) flytter hjemmefra.

Det er hyggeligt med alle de legeaftaler, og vi nyder rigtig meget, at Lillemanden har et ganske omfangsrigt socialt liv og et stort netværk, der spænder over både forskellige køn og aldre. Det betyder nemlig intet, om det er piger eller drenge, en fra 0. klasse eller ham fra 2. Alle er potentielle venner, som man endnu ikke har hoppet i trampolin med, synes at være devisen.

Legeaftalerne bliver dog også hurtigt et ganske interessant studie i opdragelse og i, hvordan andre børn gør, siger og, ikke mindst, spiser.

Selvom jeg altså har tænkt, at vores søn spiser som de fleste andre på hans alder, så er det langt fra sandheden.

Det er nemlig sådan, at særligt drengevennerne ofte sidder og stikker i maden og ikke vil spise det, der bliver serveret, med mindre menuen står på burgere eller pizza. Pigevennerne spiser stort set alt – med mindre de ikke lige kan lide gulerødderne og derfor springer dem over. Men drengevennerne er rigtigt ofte temmeligt kræsne og får derfor næsten ikke spist noget som helst.

En anden observation er dog, at de ganske ofte er utroligt høflige omkring, at de ikke kan lide det, de sidder og skubber rundt på tallerkenen, og at de undskylder det med, at de har spist en utroligt stor madpakke til frokost. Meget sødt – men også 100 pct. løgn 😉

Hvis altså jeg ikke i forvejen satte pris på, at man kan servere stort set alt for vores barn, så gør jeg det endnu mere nu efter at have oplevet, hvor kræsne mange andre (særligt drenge-) børn er.

Jeg tænker, at det handler om, at vi altid har haft en særlig regel herhjemme om, at man smager på maden, inden man siger, at man ikke kan lide den. Reglen indførte vi, da Lillemanden var ganske lille, så sådan har det været lige så længe, som han kan huske.

Man må naturligvis gerne spytte maden ud, hvis det skulle vise sig, at det er det mest afskyelige, man længe har smagt. Men smage på det, det skal man altså.

Samtidigt spiser vi ret varieret. Vi har naturligvis nogle få hofretter, som vi spiser oftere end andre. Men ellers spiser vi ret mange forskellige ting med mange forskellige smage. Og qua at vi ikke spiser kød til vores fælles måltider, så er vores måltider også blevet en del mere kreative, fordi vi aldrig spiser kød, sovs og kartofler.

Det har bl.a. gjort, at en af Lillemandens livretter er stegt tofu, og at han elsker kidney bønner, som han spiser som slik.

Naturligvis hænger det hele nok også sammen med, at jeg i mine voksenår altid har haft ja-hatten på overfor mad.

Der er ikke noget, der er ulækkert, og der er ikke noget, som ikke skal smages (i de senere år dog kød, fisk og mange mælkeprodukter, men det handler ikke om, at jeg ikke kan lide dem …) Barnet har derfor også haft ja-hatten på, når det gælder nye retter og fødevarer generelt, og da han fx fik serveret tørrede insekter og melorme første gang, tog han straks en hel håndfuld! Og han er den bedste makker at have med ud at handle – særligt om lørdagen, hvor der er smagsprøver.

Herudover taler vi en god del om mad herhjemme og om, hvad der er god mad og dårlig mad. Barnet er derfor også ganske bevidst om, hvad mad handler om, og hvorfor mad er både vigtig og interessant.

Mange af forældrene til børnene i Lillemandens klasse har talt om, at de gerne vil sende deres børn på lejr herhjemme, så deres kræsne unger kan lære at være mindre kræsne. Og det er de så i ny og næ, når de er på besøg. Men jeg tænker, at kræsenhed kan bekæmpes med, at man selv udvider sin horisont, at man viser entusiasme omkring sin mad, og at man simpelthen tvinger både sig selv og børnene til at smage lidt på det hele.

Mad er nemlig faktisk ret fantastisk (også når der ikke lige er burgere og pizza på menuen!)

Skulle der være andre teorier omkring kræsne børn og metoder til at bekæmpe kræsenhed derude, så er jeg sikker på, at mange forældre vil sætte pris på dem. Så kom endelig med dem!