Diagnose eller ej

Her til morgen ringede vores vækkeur en anelse senere, end det ellers plejer at gøre på en helt almindelig mandag morgen. Vi står normalt tidligt op i hverdage ligesom de fleste andre familier med skolebørn.

Men i dag var en anden slags dag. En dag, som vi har ventet på i spænding, med en del viltre sommerfugle i maven og nok også med lidt bange anelser. Vi skulle nemlig på psykiatrisk afdeling, hvilket er noget, vi så absolut aldrig har prøvet før. Faktisk kan vores kontakt med hospitalsverdenen nok tælles på en hånd.

I sidste skoleår foreslog skolen dog, at vi fik lavet en udredning af Lillemanden, hvilket er det, vi i dag har sat gang i til trods for, at det der skoleliv egentligt efterhånden går ret godt for ham.

Det har været lidt en sjov og surrealistisk proces, idet vi gang på gang er blevet spurgt, hvorfor vi har opsøgt sygehusvæsenet for en udredning, når nu det ikke på noget tidspunkt har været os, der har haft behov for at få sat en eventuel diagnose på vores barn. Vi har udelukkende valgt at gøre det, fordi skolen har skubbet på.

Faktisk har jeg slet ikke behov for at åbne diagnose-skuffen, fordi jeg ved, at den er fyldt med alt muligt spændende, der er designet til at sætte mit barn, som er helt sin egen ligesom alle andre børn, i en bås, som jeg grundlæggende er lidt ligeglad med.

Men på den anden side er jeg heller ikke bange for diagnoser, fordi en diagnose ikke siger noget om mit barn. Derfor har vi, for skolens skyld, indvilliget i projektet, som i dag blev søsat, fordi vores forhåbning er, at skolen eventuelt kan få nogle redskaber, der gør det nemmere for dem at arbejde med Lillemanden.

Jeg er ikke i tvivl om, at det er fint nok at gå gennem sundhedssystemet for at se, om de kan sætte en finger på noget, der evt. kan gøre mit barns videre skoleliv nemmere for alle parter. Men jeg har dog været i tvivl om, om jeg ville skrive om hele forløbet.

Faktisk blev kladden til dette indlæg allerede oprettet i slutningen af maj, hvor en udredning kom på tale første gang i forbindelse med et møde med skolen.

Men jeg tror alligevel, måske, at en beskrivelse af vores forløb kan hjælpe andre, som evt. står i samme situation, på vej, hvis de overvejer, om de skal opsøge sygehusvæsnet i forbindelse med en udredning. Og derfor har jeg alligevel valgt at dele vores oplevelse.

Ligesom så mange andre forældre til børn, der ikke trives 100 pct. i de rammer, som vi i dag sætter op for vores børn i skolesystemet, har vi været igennem flere psykologsamtaler, kognitive tests og skriftlige spørgeskemaer, der har kunnet skildre, at vores barn er radikalt anderledes og bliver oplevet radikalt anderledes i skolen sammenlignet med hjemmet og andre situationer udenfor skolen.

Vi har også måttet være vidne til, at vores barn er blevet beskrevet på måder, som vi på ingen måde har kunnet nikke genkendende til, fra skolens side.

Det kan der, skal jeg skynde mig at sige, sikkert være mange grunde til. Måske fordi han bare opfører sig anderledes i skolen end udenfor skolen. Måske fordi vi bare håndterer vores barn på en måde, som han bedre kan være i. Måske, fordi der bliver sat krav til skolebørn i dag, som han bare ikke kan honorere. Måske noget helt fjerde eller en kombination af det hele.

Det er utroligt svært at slå ned på et bestemt punkt, som har gjort, at vores barn har mistrivedes i skolen. Af samme årsag bliver det måske også meget godt at få nogle professionelle briller ind over nu, som kan hjælpe til at finde ud af, hvorfor vores barn ikke har haft den samme flyvende skolestart som så mange andre. For den slags børn er der mange af i dag, og der kommer flere og flere, hvilket, jeg ikke mener, skal være tabu-belagt, hvis vi fremadrettet skal kunne gøre tingene bedre i skolesystemet.

Hvis jeg skal vende tilbage til i dag, så handlede dagen i dag på psykiatrisk afdeling om, at vi skulle tale med et par psykologer, der har speciale i børn og unge. Snakken gik mest på, hvordan det går i skolen, derhjemme og socialt, og det var særligt Lillemanden, der kom til orde med sin udlægning af, hvordan det går, og hvad han tænker.

Efter lidt ventetid skulle vi desuden til konsultation hos en læge, der skulle udelukke, at der var noget fysisk galt ved at veje, tjekke lunger, hjerte, nerver etc. Så der blev fjollet, lavet øvelser, klappet, peget, gået på line og meget andet, hvilket Lillemanden syntes, var ret sjovt og fjollet.

Da vi gik hjem (ingen af os nåede i skole eller på arbejde i dag, da det tog en del timer inkl. transport) spurgte jeg da også Lillemanden, hvordan han syntes, det havde været, og han svarede, at han faktisk syntes, det havde været ret hyggeligt, og at han håbede, at det ville føre til noget godt.

Nu skal vi i første omgang tilbage igen i næste uge, hvor han igen skal til en snak, og hvor vi desuden skal til en forældresamtale. Derfra må vi se, hvad der skal ske. Vi er ganske enkelt ikke informeret om, hvad det yderligere forløb er, hvis der da er et. Ej heller er vi informeret om, hvornår i forløbet de eventuelt sætter et af de famøse diagnose-klistermærke på vores barn – hvis de da gør det. Selvom de bliver delt rundhåndet ud, så er der vel ingen garantier, tænker jeg?!

Uanset hvor vi ender henne, så ændrer det jo heldigvis intet for os eller for den måde, som vi ser og oplever vores barn. Han er jo altså først og fremmest vores barn og ikke en eventuel diagnose, og det er vigtigt at holde sig in mente i en proces som denne.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.