Når man fylder 40 …

Jeg var hos tandlægen, da det pludseligt gik op for mig, at det at fylde 40 er væsentligt anderledes end at fylde 25 eller 30.

Godt nok kan man risikere (det er i hvert tilfælde stadig en ting i Jylland, tror jeg) at få kanel eller peber, når man fylder 25 eller 30 og endnu er ugift. Men det er slet ikke som at fylde 40 år.

Når man fylder 25, 30 eller for den sags skyld 38 år, står der nemlig ikke et banner og blinker på tandlægens skærm, som afslører, at tandlægen skal være ekstra OBS, fordi patienten enten netop er eller snart vil fylde et antal år, som gør, at hendes krop (og dermed hendes tænder) begynder at gå i forfald.

Jeg fylder 40 på fredag.

Så jeg kender den blinkende advarselslampe hos tandlægen. Jeg kender også det stigende antal Tena reklamer på min skærm, når jeg browser på diverse blogs. Og jeg ved, at der lige skal lidt mere træning til for at holde bingo-vingerne i skak, end der skulle for blot nogle år siden. Damn you, tyngdekraft!

Men jeg synes faktisk også, 40 er en klog alder. Det er den alder, hvor alder bliver ligegyldig. Det kan godt være, min krop er anderledes, end den var, da jeg var 26 – og det er den! Jeg har også i mellemtiden født et barn. Men indeni er jeg, rent mentalt, på mange punkter, ikke en dag ældre, end jeg var, da jeg fyldte 26.

Jeg synger stadig alt for højt med, når min Spotify playlist spiller Nik & Jay. Jeg kan stadig blive barnlig begejstret, når jeg køber noget til mig selv, som jeg længe har ønsket mig. Og jeg gider faktisk stadig ikke at tale om pensionopsparing (selvom jeg naturligvis har en!) Derudover synes jeg faktisk, at søde drinks smager væsentligt bedre end rødvin.

På nogle punkter er jeg dog også væsentligt anderledes, end jeg var, da jeg var 26.

Jeg er blevet bedre til bare at være mig. Alle kvinder kender sikkert til det der med at føle sig utilstrækkelig og at gøre tæt på alt for at være hende, som alle godt kan lide. Når man nærmer sig de 40, har man dog bare erkendt, at det aldrig kommer til at ske, og at man ikke kan være gode venner med alle og faktisk ikke engang har lyst til det.

Man behøver ikke altid at være elskelig. Man behøver ikke at være gode venner med alle. For dem, der betyder noget, kan jo godt lide en præcis, som man er.

Min FOMO (Fear Of Missing Out) har også været på retur de seneste år.

Hvor jeg tidligere bare måtte opleve, se, møde og deltage i alt, så er min tid bare blevet mere værd. Den tid hænger sgu ikke på træerne, når man har et job, nogle værdifulde venner og en familie (som er nogle af dem, man skal sørge for at være elskelig over for), og det er derfor helt okay at sige nej tak uden at komme med en grund. Bare nej tak! Det er så rigeligt.

I det hele taget tror jeg, man tør gå mere mod flertallet og mister sit “pleaser-gen” med alderen. Den slags djævelskab siver nok bare organisk ud af kroppen for hver dag, der går af ens liv. Indtil man en dag ender som hende, der sidder og kigger ud ad vinduet og råber af børnene, der løber og larmer på vejen. Måske …

Da jeg var i 20’erne, lige var kommet ind med 4-toget fra Jylland og startede i reklamebranchen, var jeg af den overbevisning, at man var død indeni, når man var 40. Og jeg var ved at falde ned ad stolen, da jeg mødte branchens 40-årige, der var fyrige, rørige og vilde personligheder med sygt god smag, og jeg kunne næsten ikke få samlet kæben op fra gulvet, da de fortalte mig, HVOR gamle de egentligt var.

Men det var også dengang, jeg troede, at livet var færdigt, når man havde fast job, havde stiftet familie og ikke gik i byen tre gange om ugen, som betød, at man var nødt til at sove søndag væk. Men intet kunne være mere forkert. Jeg føler, jeg oplever nye ting hver dag (kuraterede ting, der fortjener min tid), og jeg har derudover også endelig penge til at gøre det.

Det giver netop håb for fremtiden. Håb om, at det der liv aldrig for alvor bliver kedeligt. I hvert tilfælde er livet, hvad man gør det til, og hvor tit man griber den der berømte dag.

Af samme årsag griber jeg også en forlænget weekend med dem, jeg har allermest kær i London i forbindelse med min fødselsdag. For jeg har ikke lyst til en stor fest, og der er ingen i denne verden, der skal fortælle mig, at det er det, der forventes af mig.

Når vi er hjemme fra London, og sommeren forhåbentligt er over os, vil jeg så invitere nogle gode mennesker lidt drypvis til bobler og søde drinks ude i byen, så vi kan få lidt kvalitetstid og nogle af de der dybere samtaler, der (heldigvis) også følger med, når man officielt rammer den alder, hvor tandsættet begynder at skramle.

 

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.