Ham her er jeg vild med

På en måde føles det som i går, at vores lille Felix flyttede ind. På den anden side kan jeg næsten ikke huske, at han ikke har været her, selvom han altså kun har boet sammen med os i små ni uger.

Det lille kræ er bare meget hurtigt blevet en stor del af vores hverdag og en naturlig del af vores lille familie.

Han er den første, jeg bliver mødt af (og slikket på hænderne af), når jeg står op. Han er også den første, jeg serverer morgenmad for om morgenen (fordi han er suuuuulten, og fordi barnet er B-menneske og dermed skal hives ud af sengen hver morgen!) Han er næsten den, jeg snakker mest med i løbet af en dag (fordi han hele tiden vimser om fødderne på mig, og når han nu altid er der, så kan man ikke lade være med at sludre lidt med ham.)

Og så er han bare det sødeste, mildeste og klogeste lille væsen, der har vundet vores tre menneskehjerter i det sekund, han flyttede ind hos os.

Sådan er det nok bare i det hele taget at have et husdyr, der ikke bor i bur. De bliver meget hurtigt en utroligt stor del af ens hverdag og fylder ganske meget. I hvert tilfælde, hvis både dyr og mennesker gider hinanden – og det gider vi.

Siden jeg sidst skrev om at have fået Felix ind i vores liv og om, at ambitionen var, at han skulle være frikanin, er jeg da også blevet en del klogere på ham og han på os.

Hvis jeg skal starte med hans læringer gennem de seneste par måneder som familie-kæledyr, så har han fundet ud af, det er ganske smart at komme, når vi kalder på ham. Så det gør han. Han har også fundet ud af, at hvis han spørger rigtig pænt og næsten står på vores tæer foran køleskabet med bedende små øjne, så falder der nok lidt salat eller en anden frisk snack af. For det gør der jo!

Derudover har han vist nok også lært, at sådan nogle mennesker ikke gider at have, at man tisser i sofaen. Så det er han (stort set) holdt op med. Nu kommer der kun en tør kaninlort i sofaen i ny og næ. Og dem har han fundet ud af, at menneskene godt til nøds kan leve med, fordi de hverken sviner eller lugter (altså pøllerne – ikke menneskene.)

Jeg har til gengæld lært, at en kanin er et langt mere intelligent dyr, end jeg nogensinde havde forestillet mig.

Felix er nemlig faktisk rigtig sjov, sød, fin og kontaktsøgende, og han forstår simple kommandoer. Og når han fx ikke lige gider at sludre, så går han bare stille og roligt videre og signalerer til os, at det ikke lige er nu, han vil have en fuld kropsmassage (selvom han helt sikkert gerne vil have den senere!)

Samtidig har jeg lært, at en kanin er et utroligt givende kæledyr! Eller lad mig omformulere: Med en kanin får man, hvis man også selv giver. Vi giver en del, og vi får derfor også virkelig meget igen.

Vores lille kanin har fx fået hele vores hjem som hjem og ikke kun et bur, og det betyder, at han er en utroligt givende del af vores hverdag. Han ligger ved siden at mig på madrassen, når vi ser film om aftenen, og han har lige været henne og sige hej, mens jeg sad i sofaen og skrev dette indlæg.

Dagligt får han mig til at grine, når han kaster sig helt slasket på gulvet af udmattelse af at løbe rundt (det hedder et “flop” på kaninsprog – endnu en ting, jeg har lært …) Eller når han spurter rundt i samtlige rum med 150 km/t for at lave “binkies” på alle tæpper, han kan finde.

Ja, faktisk sammenligner jeg ofte det at have kanin med at have en lille hund. Kaninen skal blot ikke luftes flere gange dagligt og i alt slags vejr. Selvom man naturligvis sagtens kan gå en tur med en kanin.

I takt med at vi har lært vores lille frikanin Felix at kende, og han har lært os at kende, er han også langsomt kommet tættere på at være 100 pct. frikanin. Hvor vi de første uger satte ham i hans bur, når vi sov og var på arbejde, så er han nu i dele af lejligheden, når vi er på arbejde og i skole. Det var nervepirrende at have ham rendende rundt helt alene i 7-8 timer de første par gange.

Men indtil videre har han allerhøjst rodet hø rundt på hele gulvet i køkkenet og ædt en halv banan fra frugtskålen, som han på en eller anden måde har fået snuden i. Så hvor vi var ellers bange for, han skulle tygge i skabslågerne eller æde hele bio-skraldespanden inklusiv indhold, så har det været en del mindre dramatisk at have den lille fyr rendende frit rundt. Derfor skal han nok også snart være fuld frikanin, der bor helt uden tremmer – også om natten.

Det tænker jeg dog skal komme, når han er blevet kastreret om et par uger. Noget, der får mit hjerte til at banke lidt ekstra, når jeg kommer i tanker om det, fordi jeg er så bange for, at noget skal gå galt.

Men min næsten vanvittige beskyttertrang og kærlighed til det lille kræ er vist en anden snak, som jeg hellere må overlade til en af de frikanin-grupper, jeg er del af, på Facebook, og hvor jeg virkelig kan få afløb for min nye trang til at snakke om kaniners madvaner, kaniners sjove påfund, kaniners afføring og meget meget mere.

Nu vil jeg holde en yderst velfortjent weekend med den lille familie, fredagsslik og kaninnus. God weekend!

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.