På aktiv ferie i Danmarks (nok) vildeste natur

Fem vegetarvenlige spisesteder på Bornholm – og en enkelt must-visit isbar

Om en lille uge er der dømt sommerferie. I hvert tilfælde for skolebørnene.

Jeg glæder mig, som sædvanlig, rigtig meget til, at dagen oprinder, fordi sådan en skolesommerferie betyder væsentligt mere ro på i hverdagen. Vi skal ikke op kl. 6 – 6.30 for, at Lillemanden skal nå at være i skole til kl. 8. Det letter hele familielogistikken med sådan cirka 80 pct.!

Selvom hverdagen for nogle uger føles lidt som ferie, så går der dog endnu lige nogle uger, inden vi skal på sådan rigtig sommerferie.

Vi havde jo egentligt flybilletter til Canada, som vi havde glædet os meget til at indløse, men nu er flyene (endelig) blevet aflyst, hvilket betyder, at vi bare skal læne os tilbage og vente 6-12 måneder på at få pengene retur. Oh well …

Vi havde forudset, det ville ske, så vi har for nogen tid siden bestilt en vaskeægte børnefamilieferie til Rønbjerg Feriecenter med badeland, hoppepude, strand og familierestaurant! Det er sådan en ferie, vi ellers aldrig har været på (mest af alt, fordi jeg virkelig ikke er fan af hverken badeland eller familierestauranter …) Men en gang skal jo være den første, og 2020 er bare året, hvor intet er, som det var.

Vi kommer dog også til at gøre et lille stop i Aarhus på vejen hjem fra Nordjylland, så jeg lige kan få lidt storbyvibes på min ferie også. Og forhåbentligt også noget ordentligt mad, da jeg, desværre, forudser, det ikke vrimler med vegetarvenlige restauranter i Nordjylland … Måske jeg bliver positivt overrasket, men jeg har ikke så høje forventninger.

Jeg føler jo ellers lige, at vi har været afsted på familieferie. Selvom vi kun var Lillemanden og jeg afsted på Bornholm. Der var det heller ikke nødvendigvis super nemt at finde de vegetar- og veganervenlige spisesteder på Bornholm, nok særligt fordi vi var lidt uden for sæson, men det lykkedes os da at finde nogle steder at spise et vegetarisk og sågar vegansk måltid (også selvom den eneste veganske restaurant på Bornholm åbenbart lige har måttet lukke og slukke).

Og eftersom jeg allerede er blevet spurgt en håndfuld gange om, hvor man kan spise et godt plantebaseret måltid på Solskinsøen, så tænkte jeg, at jeg lige ville dele den håndfuld steder, hvor vi i hvert tilfælde fandt en rigtig udmærket vegetarisk frokost, den gode sushi, en dejlig pizza, en helt særlig is uden mælk eller fløde etc.

Beyers sushi bornholm urbannotes.dk Beyers sushi bornholm urbannotes.dk

Beyers Sushibar i Svaneke
Man forventer sig måske ikke så meget af en sushibar på Bornholm. Men så skal man huske på, at Bornholm er lidt af et madmekka, og at mange af de gode kokke fra resten af landet har kastet deres kærlighed over hele Danmarks lille solskinsø. Således også manden bag Beyers Sushibar på Bornholm, der bl.a. har en baggrund fra Sticks’n’Sushi og Wabiwabi.

På Beyers Sushibar i Svaneke er der fisk på menuen, men der er faktisk også mange gode sager at vælge imellem, hvis man er vegetar og veganer. Og så er der fokus på økologi og bæredygtighed, så, vegetar eller ej, hvis du leder efter et godt sted at spise sushi på Bornholm, så tag et kig på menukortet hos Beyers Sushibar.

Dideriks veranda bornholm urbannotes.dk

Dideriks Veranda i Allinge-Sandvig
Måske det var, fordi vi lige havde klatret på en virkelig høj granitvæg og kun havde fået et æble og vand hele formiddagen, men nuij, hvor vi satte pris på den veganske sandwich, vi fik på Dideriks fine lille Veranda! Der var egentligt ikke noget fancy eller højtideligt ved hverken stedet eller maden – tværtimod. Men det var en dejlig sandwich, en fin kaffe (ingen plantemælk til kaffen dog), og så var betjeningen bare virkelig sød og nærværende!

Da jeg fik min sorte kaffe, måtte betjeningen beklage, at hun var kommet til at lægge TO små chokolader i underkoppen i stedet for en. Sikke dog en uorden! Så måtte Lillemanden jo hjælpe mig med at spise den ene.

Tag et kig på enten hummus og avocado sandwichen eller Brie sandwichen på Dideriks Veranda, hvis du er sulten i Allinge-Sandvig.

Strandhotellet Allinge-Sandvig sandvig urbannotes.dk Strandhotellet Allinge-Sandvig sandvig urbannotes.dk

Strandhotellet Sandvig i Allinge-Sandvig
Glæden var stor, da vi opdagede, at Strandhotellet Sandvig havde et fint lille menukort bestående udelukkende af pizza med fokus på grønt! Selvom der kun var få pizzaer på menuen, og det fine klassiske hotel kun havde få siddepladser, var det svært at vælge, hvilke pizzaer vi skulle kaste os over, da vi endelig sad med menukortet i hånden. En Tomato Cheese og Wildflower Goat blev det til. Begge til 100 kr stykket, og de var alle pengene værd. Også da vi spiste resterne fra en pizzabakke fra køleskabet dagen efter (jeg elsker en god doggie bag).

En virkelig god pizza til en fin pris i et stemningsfyldt gammelt hotel. Og hvis du endelig er i selskab med en, der insisterer på, at man ikke kan spise et måltid uden, der er kød involveret, så kan man allernådigst få bacon på sin pizza for en flad 20’er ekstra. Men spis nu bare de planter i stedet!

Pizzaerne serveres fra fredag til søndag. Se mere på Strandhotellets nyhedsside.

Hammerhavns kiosken bornholm urbannotes.dk Hammerhavns kiosken bornholm urbannotes.dk

Hammerhavns Kiosken i Allinge
Vi havde allerede hørt om Hammerhavnens Kiosk på Bornholm, inden vi tog hjemmefra. Det var nemlig det sted, vi fik anbefalet flest gange, da folk hørte, at vi skulle et lille smut til Bornholm. “Så skal I spise sandwich på Hammerhavnen”, lød det. Og deres lækre sandwich skuffede da bestemt heller ikke. Det gjorde iskaffen (kulsort med en sjat havredrik) bestemt heller ikke!

Stedet er egentligt bare en lille kiosk med servering fra et par luger, og så kan man sidde ved vandet ved borde og bænke og nyde sin mad, mens man ser på folk, der dykker og bader. Men det fungerer bare (særligt i solskin), og den frisksmurte sandwich smager virkelig skønt. Vi fik den vegetariske med masser af gode sager – og ja, den dejlige iskaffe.

Se mere om menuen og Hammerhavnens Kiosk på Facebook.

Hammerhavns kiosken bornholm urbannotes.dk Hammerhavns kiosken bornholm urbannotes.dk

Sommer i Allinge
Skal ferien også byde på et lidt finere måltid, så er det oplagt at lægge vejen forbi Restaurant Sommer i Allinge. Her er flere lækre vegetarretter på menuen.Der er flere grønne småretter, som kan sammensættes til et måltid afhængigt af sulten, og bl.a. en virkelig skøn quinoabøf med perlebyg, svampe og spinat, som smager, så fuglene synger!

Restaurant Sommer har også en velassorteret vinreol, men eftersom jeg skulle køre bil, og vi skulle nå en båd kl. 8 om morgenen fra Rønne (som vi så næsten mistede, men det er en anden historie …), så blev det til en sodavand til os hver.

Se mere om menuen på Sommer i Allinge på deres hjemmeside.

Is kalas bornholm urbannotes.dk Is kalas bornholm urbannotes.dk

Sandvig Is Kalas i Allinge-Sandvig
Skal man kun have én is på Bornholm, så skal den være fra Is Kalas i Allinge-Sandvig!

Stedet er berømt-berygtet for sine hjemmelavede is, der blive frisklavet på stedet. Køledisken var oven i købet delt omtrent halvt-halvt op med is med og uden fløde, så der manglede ikke valgmuligheder til alle os, som holder os til de veganske is.

Isene hos Kalas varierer fra dag til dag. Men hvis nu du får mulighed for at smage varianten med æble og basilikum, så er det det, du gør!! Bare gør det!

Se mere om Kalas Bornholm på deres hjemmeside.

Så er der vist kun tilbage at sige: God tur til Bornholm, din heldige banan!

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

2 kommentarer

  • Mette

    Jeg elsker Bornholms køkken. Jeg anbefaler slik, fisk og andre lokale produkter til alle.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Ja, Bornholm kan virkelig noget!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

På aktiv ferie i Danmarks (nok) vildeste natur