Lykken er ... (overraskende nok) at gå amok i lyseblåt

Alt det man skal kunne, når man starter i skole

Om mindre end to måneder er børnehavelivet slut, og Lillemanden får sit første møde med den virkelige verden og med det skoleliv, som han skal være en del af i mange, mange år fremover.

Når man regner på det, så ender vi jo rundt regnet med at gå i skole i måske 18 år af vores liv, hvis altså vi vælger at tage en gymnasiel uddannelse og så en videregående uddannelse oveni.

Det er mange år. Og det skoleliv bliver ham den lille kastet ud i pr. 1. maj, som er datoen, hvor man typisk starter i SFO her i kommunen.

Jeg har allerede haft lidt sommerfugle i maven over det i nogle måneder. Vi har været til en række informationsmøder, hvor man jo som sådan bliver klædt på til, at ens barn skal starte et nyt liv, hvor der bliver stillet nye krav til både barnet og de voksne.

skole-skolebarn-urbannotes-dk

Men nu nærmer det sig, og jeg synes ikke, jeg mentalt er helt klar til, at han skal være en del af en skolegård med meget større børn, at vi skal smøre madpakker hver dag, at vi skal bruge eftermiddagene på at løse opgaver istedet for at lege med LEGO, eller at jeg skal sende Lillemanden ind i endnu en ny børnegruppe med nye voksne, når nu børnehavelivet allerede har budt på en vis grad af mobning og alt for mange skift i pædagoger, som ikke alle har haft forståelse for det væsen, som det enkelte barn har.

Når jeg dog kigger på Lillemanden, er jeg sikker på, at han er klar. Han er stadig sensitiv, og han har stadig følelserne lidt udenpå tøjet, men mentalt er han heldigvis klar, og så må jeg jo også hellere være det. Det er jo trods alt mig, der er den voksne her og hans klippe.

Heldigvis har han også helt styr på det praktiske, som der ikke står hverken en forælder eller pædagog til rådighed for, når først man starter i skolen.

Han kan sagtens klæde sig af og på, klarer toiletbesøg selv, holder fint på en blyant, kan tælle til mange og skrive bogstaver og tal (både forfra og bagfra), og det der med at tale rent og tydeligt, det har han haft helt styr på, siden han sagde sine første ord. Munden står nemlig stort set aldrig stille, og fortællelysten er stor.

Når mor her så lige har lært at sluge kamelen om, at hendes lille guldklump ikke længere er så lille endda, så skal det hele nok også både blive sjovt, lærerigt og spændende. Og jeg skal nok blive (næsten) lige så klar, som han er … Med tiden!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Lykken er ... (overraskende nok) at gå amok i lyseblåt