11 rutiner, der plejer hud og hår i en kold tid

At rejse er at blive modig

Første charterferie til Mallorca - og ikke en bekymring i livet.

Første charterferie til Mallorca – og ikke en bekymring i livet.

Førend vi blev forældre, rejste vi allerede en del. Vi tog de klassiske rygsækrejser op og ned Australiens østkyst og ind i landet, vi rejste til New York og brugte vores somre på at gennemtygge Europas strande og vores forår og efterår på at opleve alverdens storbyer.

Da vi så blev forældre, tog vi på lidt mindre rejser rundt omkring i Europa og rejste på charterferier med all inclusive om sommeren, hvilket var forbløffende nemt med en baby, hvis bare man sørgede for, at halvdelen af kufferten var fyldt til randen med bleer og den anden halvdel med rene bodyer.

Lillemandens første flyrejse gik til London, da han lige knap var fyldt et halvt år, og siden har han oplevet Amsterdam, New York, San Francisco, Tyrkiet, Australien hele to gange, Bali, Washington DC, Oslo, Paris, Sydfrankrig og alle de steder, jeg har glemt i forbifarten.

Han er med andre ord en lille globetrotter, og det er jeg glad for!

Han er nemlig tryg ved at rejse. Og for hver gang, vi rejser, bliver han desuden lige en tand mere tolerant og meget klogere på, hvordan verden hænger sammen. Han møder kulturer, som han kan lære en hel masse af og om, han smager på spændende nye ting, og han tager en bid af livet, som, jeg tror på, vil gavne ham i mange år fremefter.

Da han var mindre, betød den intensive tid med forældrene desuden, at hans ordforråd voksede med raketfart. Det gør det ikke så meget længere, hvor hans ordforråd er mere end udbygget, fordi han øver sig så meget!

Vores seneste rejse til Bali var desuden et tiltrængt pusterum fra et skoleliv, der ikke altid er så nemt. På det seneste har der nemlig været en del, som han har været bange for og bekymret sig om, og det er alt sammen begyndt, da han startede i skole.

Det har bl.a. betydet, at det til tider har været svært at sove alene eller blot at gå ud i køkkenet alene, mens vi andre har siddet i stuen. Det har også betydet, at han har været nærmest skrækslagen, når vi har mødt en hund på gaden, eller vi har besøgt et hjem med kat.

Den ellers så trygge dreng er med andre ord pludseligt blevet fyldt med bekymringer og bange anelser, som har fyldt en del i vores hverdag det seneste halve års tid.

Samtidigt er skolestart jo også spændende, og han har lært en masse ting. Hans interesse for ord og bogstaver er blomstret, og det samme gælder tal og matematik.

Mens vi var på ferie, blev alt med tal og bogstaver da også taget op. Det var bl.a. at finde den rette række og de rigtige sæder på flyet. det var værelsesnumre og menukort, vejskilte og diverse regnestykker, når vi skulle gå fra vores hotel til stranden og tilbage igen.

Desuden kom der en masse spørgsmål op omkring, hvorfor folk på Bali gjorde dit og dat, og hvordan det hele i øvrigt hang sammen. Og heldigvis for ham havde han hele to lærere med på turen, så han kunne stille spørgsmål og få svar på dem, fra han stod op og til, han gik i seng!

Det intensive samvær, de få forpligtelser og graden af afslapning på sådan en ferie gør oven i købet, at man som forældre orker at svare uddybende på mange flere spørgsmål, end man gør i hverdagen, hvor logistik og forpligtelser nemt at tære på overskuddet. Og jeg vil vove at påstå, at de tre skoledage, som han gik glip af pga. vores rejse, blev så rigeligt indhentet undervejs.

Inden vi rejste, havde vi dog talt om, hvordan han mon ville reagere på alle de herreløse hunde, som Bali er kendt for at have utroligt mange af. Det er jo store hunde, som går rundt i gaderne uden nogen ejer og helt uden snor.

De første dage var han da også noget skeptisk omkring dem. Men da han fandt ud af, at hundene var ret ligeglade med ham, og at de, hvis de overhovedet nærmede sig, blot ville udnytte skyggen under hans stol, så lærte han at blive enten ligeglad eller godmodigt interesseret i dem.

På Gili Trawangan var der ikke hunde. Men der var til gengæld katte overalt. Dem lærte han da også at holde af – specielt alle dem, som manglede hele eller dele af halen. Det var jo lidt spændende, hvor den hale var blevet af.

Da vi boede på vores hotel i Sanur, hvor de havde en hotelkat, der netop havde fået killinger, gik han oven i købet helt alene ned til katten for at kæle med den en aften. Et helt utænkeligt scenarie for os forældre, der har været vidne til hans opførsel det seneste halve år, hvor han hverken har villet være blot tre meter væk fra os eller i en radius på 100 meter af en huskat.

At være væk fra de vante rammer og samtidigt vide, at man har sit trygge bagland, som man ved, at man kan stole på, betyder åbenbart så meget, at man på bare 16 dage kan glemme de fleste af de bekymringer, man har i livet. At man kan blomstre, lære og blive mere tryg ved både sig selv og sine omgivelser er noget af det, som en rejse kan give en.

Nu hvor vi er hjemme, og skolelivet er godt i gang igen, er nogle af bekymringerne desværre kommet tilbage. Men da vi mødte en lille hund på vejen hjem fra skole i dag, og den gamle dame, som havde den i snor, spurgte, om vi ville klappe den, så blev der godt nok lige synket og kigget, men så fik den lille Cavalier ellers et par kærlige klap på ryggen. Det var modigt, og det var dejligt, og jeg er glad for, at vi rejste væk fra det hele – endnu engang!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

11 rutiner, der plejer hud og hår i en kold tid