Smugkig på The Body Shop nytårs- og julekalender

De bedste tips til serier og bøger, du vil se og læse i den mørke tid

[ Indeholder reklame ]

Personligt kan jeg ikke helt finde ud af, hvor jeg står, når det handler om sommertid og normaltid. Synes jeg, at vi skal have normaltid året rundt med al den morgenmørke, som det vil medføre nærmest året rundt? Eller er det faktisk fint at skifte fra normaltid til sommertid en gang om året med fare for, at vi forbruger mere strøm, får depressioner og potentielt stresser de stakkels malkekøer, som helt sikkert er stressede nok i forvejen?

Jeg ved det ikke. En ting ved jeg dog, og det er, at jeg ikke er den store fan af den mørke tid. Bevares, jeg kan godt lide at tage flere lag tøj på, fordi det giver flere muligheder for en reel styling end et par bukser og en tynd t-shirt, og jeg kan faktisk godt lide strik.

Men kulde og den konstante mørke, man er omgivet af, fra man kører hjemmefra om morgenen og til, man kommer hjem igen, det er altså ikke min kop te!

Forleden forsøgte jeg at forklare en udlænding, hvad der sker med mange af os danskere i denne køligere og mørke tid. Jeg fortalte, at mange af os er mere hjemme, dyrker det, som kun vi kan dyrke, nemlig hyggen, og at vi tilbringer langt mere tid i sofaen end ude i naturen, når først kulden rammer landets kyster. Med mindre naturligvis man er en outdoor-type, som bare spænder de smarte vandresko og suser derudaf trods vind og vejr. Det er jeg ikke!

Nej, jeg er indendørs-typen, lige så snart vi bevæger os ind i de sene efterårsmåneder. Og jeg går kun udenfor en dør, hvis jeg skal – som fx når jeg tvinger min krop til en yoga-time om aftenen, hvor jeg skutter mig hele vejen til og fra centeret i mine tynde yogabukser.

Nu hvor jeg har forklaret en udlænding om danskernes vintervaner, så håber jeg ikke, at jeg er den eneste, der har det sådan, og at jeg dermed potentielt har løjet for den stakkels kvinde.

Derfor har jeg også samlet nogle af de bedste serier og bøger, som du passende kan lade dig inspirere af, når du skal muntre dig indendøre, mens du dyrker chokolade, dyne i sofaen og den så berømte danske hygge.

Stjæl med arme og ben, hvis du vil. Sæt dig godt tilrette og gå endelig tidligt i seng med en god bog eller en serie på iPad’en. Det har du fortjent! Hvad du skal se og læse, finder du nedenfor.

hayu netflix jojo mojes toner i natten hella joof mildhed modgang og mirakler jenny colgan den lille butik urbannotes.dk bogblogger

Explained

“Explained” er en Netflix-serie, der stiller skarpt på alt mellem, bogstavelig talt, himmel og jord og på ganske få minutter. Man kan bl.a. få forklaret, hvorfor kvinder (stadig) tjener mindre end mænd, hvorfor det kun er mennesker, der kan danse til musik (eller er det?), og hvorfor vi pludseligt kan stå uden drikkevand i visse dele af verden.

Det er faktisk meget interessant og lærerigt, og eftersom hvert afsnit kun varer 15-20 minutter, så er det også ganske effektiv læring, der er skruet sammen på yderst underholdende vis.

Se Explained på Netflix.

Dage med mildhed, modgang og mirakler
Det er nok ikke gået din næse forbi, at Hella Joof har udgivet en ny bog. Det, du måske ikke har opfattet endnu, er, at du vil læse den!

Hella Joof deler nemlig ud af sine skønherlige tanker og opdeler året i dage med hvert deres formål. Og det er ikke kun sjovt og til tider helt tåkrummende. Det giver også stof til eftertanke. En rigtig fin bog, som jeg har tilladt mig at læse i næsten en lang køre, men som naturligvis også kan tages en dag ad gangen – ligesom livet.

Dage med Mildhed, modgang og mirakler er udgivet af Gyldendal og kan købes her.

Venner
Jeg har egentligt flippet forbi “Venner” på Netflix en milliard gange, når jeg har siddet og søgt streamingtjenesten igennem for film eller serier, jeg ville se. Men for nogen tid siden, hvor jeg ikke kunne finde på andet, så nappede jeg lige et enkelt afsnit. Dernæst nappede jeg to, tre, fire og fem mere, og nu kan jeg slet ikke stoppe igen!

Du har helt sikkert allerede set “Venner” fra ende til anden tæt på 50 gange, men ved du hvad? Gå i gang igen! Den er mindst lige så sjov, fantastisk, fin og dejlig, som den var, da man så den første gang!

Se Venner på Netflix.

Made in Chelsea
Har du allerede gnasket alle afsnit af “Venner” igennem for nyligt, så du kan gengive alle afsnit uden overhovedet at tænde for tv’et, så kan den britiske serie “Made in Chelsea”, som handler om de rige og smukke unge mennesker i London-bydelen Chelsea, altså også varmt anbefales. Der er sladder og problemer, som kun meget unge mennesker med for mange penge og for travle forbilleder oplever, for alle pengene. Og så er hele herligheden drysset godt til med de fineste britiske accenter, man kan tænke sig!

Det er ikke for sjov, at “Made in Chelsea” har været en favorit på britisk tv i årevis, og at serien (og dens medvirkende) stadig trives i bedste velgående.

Se Made in Chelsea på hayu.

Den lille butik med de lykkelige slutninger
Jeg havde kun lige nået at lovprise Jenny Colgan og hendes “Velkommen til Floras sommerkøkken”, førend der dumpede endnu en helt ny, skøn Jenny Colgan bog ind ad brevsprækken. “Den lille butik med de lykkelige slutninger” er skåret over stort set samme tema som forgængeren, og dermed overrasker den ikke synderligt, men det gør den ikke mindre fin og rar.

Kort fortalt handler “Den lille butik med de lykkelige slutninger” om den passionerede bibliotekar Nina, som leder efter den rette hylde i livet, hvilket bringer hende på afveje helt til Skotland, hvor hun, efter nogen søgen og masser af strabadser, endelige finder sin lykkelige slutning …

Og så har jeg vist ikke afsløret for meget. Men kunne du lide forgængeren, så kan du helt sikkert også lide denne.

Den lille butik med de lykkelige slutninger er udgivet af Cicero og kan købes her.

Toner i natten
Nu ved jeg ikke med dig, men jeg kan nå at gnaske ganske mange bøger igennem på sådan en lang og mørk vinter, og boganbefalinger kan man derfor faktisk næsten ikke få nok af. “Toner i natten” af Jojo Mojes er godt nok ikke en nyhed, men jeg har først fået læst den for nyligt, og derfor tillader jeg mig alligevel at kaste en anbefaling efter den som en rigtig dejlig bog, der er oplagt at hygge med i sofaen på de mørke aftner.

Måske du kender Jojo Mojes fra “Dig & mig”. Måske du aldrig har hørt om hende. Men hun skriver ret let og lækkert og med en god varme, der gør hendes bøger oplagte til den kolde tid.

“Toner i natten” handler om violinisten Isabel, hvis mand dør og efterlader hende en stor gæld, som gør, at hun og børnene er nødt til at flytte til en faldefærdig hytte på landet, som de går i gang med at renovere. Hendes priviligerede liv bliver altså byttet ud med masser af fugtskader og brovtne håndværkertyper, men både hun og børnene ender faktisk med at føle sig på en anden måde priviligerede midt i al elendigheden. Dybere er det ikke. Men det er en skøn bog alligevel!

Toner i natten er udgivet af Cicero og forhandles her.

Mens jeg sidder her og skriver om gode bøger til de mørke aftner under uldtæppet, så går det op for mig, at jeg snart løber tør for læsestof, så kom også endelig med dine bedste anbefalinger, hvis du har nogle, du vil dele.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

2 kommentarer

  • Karina

    Tak for anbefaling af lidt bøger, så er der lidt til vinteren 😉

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smugkig på The Body Shop nytårs- og julekalender

Conni Lagergreen Schmidt
Et lille drys sundhed, en tsk hverdag, en knsp rejser og verden, en hel liter plantebaseret københavner-familieliv tilsat lidt sko-kærlighed og et drys god læbepomade, og så har du Urban Notes. Der bliver altid sat mange ord på, og læserne skal gerne tage en virtuel goodie bag med sig, som enten har gjort dem klogere, nysgerrige eller underholdt.
urbannotesdk@gmail.com