Den der frygt, som kun en mor kan føle

Frygt er irrationel. For eksempel er jeg bange for edderkopper, men jeg kan sagtens klappe en giftslange. Jeg kan også cykle uden cykelhjelm (dumt, I know), men jeg kan godt have lidt issues med højder.

Lige efter attentatet i København, var Lillemanden og jeg inviteret til en event, som krævede, at vi tog metroen. Og metroen er jeg sådan set kun bange for at tage i myldretiden, og mest fordi jeg er bange for at blive klemt inde mellem to svedige armhuler eller for, at travle københavnere skal træde på mine nypudsede støvlesnuder.

Men denne gang, hvor Lillemanden en sjælden gang var med i metroen, og attentatet kun lige lå nogle få dage tilbage, var jeg slet ikke tryg ved at stige ind i metroen. Det var med en klump i halsen, at jeg satte os ind i vognen, og jeg havde hævede skuldre hele turen igennem og virkeligt grumme billeder på nethinden. Tænk nu, hvis nogen bombede metroen, mens jeg sad der med mit aller mest dyrebare! De havde jo sagt, at der sagtens kunne ske noget i dagene efter den frygtelige episode på Krudttønden, som vi fulgte hele natten pga. sirener ude i byen.

Pludselig at være bange for at sidde i en metro med sin søn, er bare den slags, der sker, når man bliver mor. Den irrationelle frygt ligger og bobler under overfladen, og man kan ganske enkelt ikke gøre noget som helst ved den.

At blive mor gør simpelthen verden mere farlig, og selv en hættetrøje kan bringe tårer frem i øjenkrogen på mig, og få mig til at gemme den væk til en dag, hvor Lillemanden ikke skal i børnehave og klatre i træer. Jeg tør heller ikke larme for meget, når Lillemanden er i badekar, for tænk nu, hvis jeg ikke kan høre, at han pludelig har problemer … Og det til trods for, at han næsten ikke kan klemme sig ned i det lille kar med sine lange ben.

Når det lige kommer over mig, frygter jeg også mere for mit eget liv, end jeg nogensinde har gjort, inden jeg blev mor. Jeg cykler eksempelvis meget mindre vildt og tænker til tider virkelig meget over, at Lillemanden kunne miste sin mor, og hvad det ville betyde for ham.

Ja, det der morliv er altså ikke altid for sjov. Men heldigvis er det ikke hver dag, vi oplever attentater og blå blink en masse i nabolaget, og gudskelov for det, for ellers ville alle vi mødre konstant rende rundt med sved på panden og gråd i øjenkrogen.

Ja, så skal jeg i øvrigt også have fundet den der cykelhjelm frem igen! Og så går frygten måske i øvrigt væk en dag – måske nok ikke.