Det der med den der diagnose …

Forleden var der (igen) en, der mindede mig om, at jeg har efterladt en vis grad af spænding her på bloggen blandt dem, som på fin, rar og omsorgsfuld vis har fulgt Lillemanden og hans noget turbulente start på skolelivet.

Og det er da også sandt, at jeg lidt har ladt en sag hænge i luften i efterhånden nogen tid efter, at jeg skrev dette indlæg.

Flere har spurgt. Nogen har sågar spurgt flere gange i det efterhånden mere end halve år, der er gået, siden jeg skrev det indlæg, som flere har valgt at reagere på.

Men altså … Først var der hele processen, som fyldte rigtig meget både tidsmæssigt og mentalt. Så var der en lang rejse, som vi havde travlt med at planlægge (og efterfølgende nyde!!) Dernæst var der en hverdag, som vi lige skulle i gang med igen efter to måneder på farten, og så var der også lige nogle tanker omkring, at jeg følte, det hele pludseligt blev lidt privat.

I hvert tilfælde skulle alt det, der er sket, vist lige lidt på afstand og fordøjes en ekstra smule, inden jeg nu igen (på venlig opfordring fra et par søde læsere) har kunnet sætte mig til tasterne for at give en opdatering på det der omkring en eventuel diagnose.

Hvis jeg skal fortsætte, hvor jeg slap sidst, så var vi en hel række samtaler igennem med Lillemanden. Der foreligger således en hel rapport over alle de gange, hvor han har været afsted til en snak med det psykologiske team, og vi har været til evaluering og snak om, hvordan hans snakke er gået osv. osv.

Det har med andre ord været væsentligt mere omfangsrigt at få udredt sit barn, end vi lige umiddelbart havde forventet. Særligt fordi hele processen er blevet delt ind i bittesmå bidder, som hver gang har krævet, at vi er rejst udenfor byen midt på dagen for at komme til møde i børne- og ungdomspsykiatrien. Men det er åbenbart sådan, man gør. Og vi har jo gjort det for skolens og dermed vores barns trivsel.

Ved det sidste møde, blev vi så bekendt med det, vi godt vidste i forvejen. Lillemanden er ikke autist. Han har heller ikke ADHD. Men … fordi psykologen har kunnet fornemme visse mindre autistiske træk i visse situationer i forbindelse med visse af de tests, de har gennemgået, har hun alligevel valgt at sætte en slags diagnose på.

Omend en diagnose, som ingen nogensinde har hørt om, og som vi aldrig kommer til at kunne huske uden at klynge os til den lap papir, som den står på.

Diagnosen vi fik med hjem hedder således (ordret): F92.8 Blandet adfærdsmæssig og følelsesmæssig forstyrrelse.

Den diagnose er ene og alene baseret på en moderat nedsat social funktionsevne, men uden at der har kunnet udpeges nogen specifikke vanskeligheder hverken psykisk eller fysisk. Faktisk er det, der står mest i sammenhæng med diagnosen, at han er normal og rask, men at han har haft svært ved at starte i skole, og at han har reageret meget forskelligt på forskellige sammenhænge. Så …

Vi gik altså hjem fra vores (troede vi) sidste møde med børne- og ungdomspsykiatrien med noget, der føltes som en pseudo-diagnose og med beskeden om, at vi nok bare skulle forsøge at træne Lillemandens “ulystmuskel”, så han oftere blev udfordret i at få sin vilje og blive hørt i de sammenhænge, hvor han ikke er et barn ud af 25 andre. På den måde skulle han altså vænne sig til at være i ulyst, fordi psykologen mente, det var det, der fik ham til at reagere på en anden måde i skolen end i SFO, hjemme og til fritidsaktiviteter.

Vi fik talt med Lillemanden om det hele, og han var, rationel som han er, ret lettet (men også forvirret) over, at det var det, hele forløbet var mundet ud i.

Nogle dage efter vores sidste møde fik jeg dog et opkald fra psykologen, som havde talt med PPR-psykologen, der har været tilknyttet on and off fra starten af det hele, og som havde insisteret på, at vi skulle have et møde mellem os, børne- og ungdomspsykiatrien, PPR, kommunen og skolen. Så vi måtte altså afsted igen til et såkaldt netværksmøde.

Selvom vi ikke var enige i den beslutning, i og med der ikke for alvor var nogen reel diagnose og, vigtigere endnu, nogle reelle metoder at sætte i spil, mødte vi naturligvis op til et møde, som hele skoleteamet omkring Lillemanden også var mødt op til, fordi de endnu ikke var blevet informeret om, hvad vores forløb med psykiatrien var mundet ud i.

Jeg var næsten pinligt berørt, da jeg så, at så mange af de voksne fra skolen var mødt op i den arbejdstid, som de ellers skulle bruge på at tage sig af de andre børn, for at få en meget hurtig og ukonkret gennemgang af forløbet (og uden at der kom nogen metoder i spil). En gennemgang vi sagtens kunne have taget med direkte med de relevante lærere og pædagoger under et af vores møder på selve skolen, eller som de selv kunne have læst sig til, hvis blot de havde fået tilsendt sagen på mail.

Med det er hele forløbet dog (endelig) afsluttet. Og faktisk går det ret godt i skolen nu.

Der har ikke været de store problemer i dette skoleår, og selvom Lillemanden nok aldrig bliver rigtigt vild med at gå i skole, så kan det tydeligt mærkes, at han er blevet ældre. Selvom der, måske forståeligt nok, var en anelse “ulyst” forbundet med at komme tilbage i det helt store skole-trummerum efter vores lange rejse, så er det hurtigt blevet hverdag på den gode måde for ham igen. Men vi andre oplevede jo på den anden side også at blive ramt lige vel hårdt af hverdagen igen efter at have været væk fra arbejde i to måneder. Vi er bare voksne, så vi skjuler det lidt bedre.

Efter sommerferien skal Lillemanden i 3. klasse, og det hele går sgu egentligt meget godt – også selvom hans mor nogen gange kan føle, at hendes ulystmuskel bliver strukket mere end hvad godt er, når hun er vidne til, hvor stærkt tiden egentligt går.

Men det var altså langt om længe status på det hele herfra. Vi fik en diagnose med os, men ikke rigtigt en, som er særligt håndgribelig. Til gengæld en, som vi kan arbejde med og udfordre.

Så … tak til alle, som har skrevet og delt erfaringer og lignende forløb. Tak til dem, som har delt deres egne frustrationer og tanker, og tak til dem, som venligt puffede til mig for at huske mig på, at jeg skulle fortælle, hvad det hele egentligt mundede ud i.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.