MarMar leo love

Det vi aldrig får igen

Pt er noget, af det, der fylder meget herhjemme, at to, som er meget tætte på os, er dødeligt syge med cancer. Det er en hård tid, hvor en del af overskuddet går med at tænke på, hvad fremtiden mon bringer.

Samtidigt er det noget, som jeg nægter at lade tage over ift. mit humør og de ting, som jeg foretager mig.

Man kan nemlig hurtigt i sådan en situation ryge ned i et stort sort hul og bruge alle sine ressourcer på at tænke på, hvor trist det er og, hvad det betyder rent praktisk.

For trist det er det. Men i det mindste kan man trøste sig med, at man allerede nu er forberedt på, hvad der skal ske, og at man ikke mister sine kære i et trafikuheld eller lignende, hvor man ikke har mulighed for at få sagt ordenligt farvel.

Hvis man skal forsøge at vende hele situationen til noget (bare lidt) positivt, så er det også sådan en tid, der sætter tingene i perspektiv.

For en dag er det også min tur, og har jeg så, hånden på hjertet, gjort det, jeg ville? Har jeg levet på den måde, som jeg ønskede, og oplevet det, jeg ville? Har jeg tilbragt tid med de mennesker, som rent faktisk betyder noget? Og har jeg givet det, jeg kunne, for at være et menneske, som også vil bliver husket for at være et ordenligt menneske?

Hverdagen kan nemt blive fuld af bekymringer. Men hvis man tænker over det, så er der meget, som kommer igen. Penge, jobs og kærligheden er blandt de ting, som man kan miste. Men det er også ting, som kommer igen.

tid urbannotes ferie rejse kvalitetstid

Noget, som dog er meget mere dyrebart end et hvilket som helst arbejde eller en hvilken som helst sum penge, er tiden.

Tid er nemlig den ene ting, som, når vi har brugt den, aldrig vil komme tilbage til os.

Vi skylder derfor også os selv at bruge tiden fornuftigt. Slippe de åndsvage bekymringer og i stedet leve i nuet. Hvile ved de små ting, om man vil.

Vi skylder også os selv at forfølge vores drømme. Og her tænker jeg ikke så meget på karrieremæssige drømme, for jeg tror fuldt og fast på, at INGEN (som i absolut ikke en eneste) ligger på sit dødsleje og tænker, at de ville ønske, at de havde arbejdet noget mere.

Midt i alt det sure og en pt noget hård og følelsesmæssig tung hverdag gik en af vores drømme forleden i opfyldelse. Alt er nemlig nu faldet på plads ift. vores kommende længere rejse til Australien og New Zealand, hvilket betyder, at vi stille og roligt kan gå i gang med at planlægge turen.

Lige nu betyder det faktisk utroligt meget for os alle tre, at vi har det lys i horisonten at se frem til.

Jeg ved godt, at livet er meget mere end drømmerejser. Men jeg er fuldstændigt overbevist om, at lige netop denne beslutning faktisk vil være en af de ting, som jeg på mit dødsleje vil se tilbage på som en af de utroligt gode af slagsen.

Og måske endda vores beslutning kan være til inspiration for andre?

Om ikke andet håber jeg, at du vil tage med ud i ugen at sætte pris på det, der for alvor tæller: Tiden!

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

MarMar leo love