Vi skal også købe en rystekugle, mor!

Docklands – en helt ny side af London

Det kan knap tælles på fingre og tæer til sammen, hvor mange gange jeg har været i London.

Min kærlighed til London begyndte, da jeg var på sprogrejse i Eastbourne, hvor vi besøgte London flere gange, og den har levet i bedste velgående lige siden.

Da jeg mødte manden min, var han ikke begejstret for, at jeg foreslog London som destination. Men da jeg først fik ham overtalt til at prøve løjerne én gang (man var vel nyforelsket …), var han solgt, og vi har siden sammen været i London flere gange, end vi lige har helt styr på.

Når vi tidligere har besøgt London, har vi forsøgt at bo så centralt som muligt, så vi har kunnet gå til mere eller mindre alt. Det betyder faktisk også, at min mand aldrig har set London Bridge, og det til trods for, at vi har været i London en del gange. Vi har dog mest turet rundt i de områder, hvor der er gode butikker og gode restauranter, og Selfridge’s ligger nu engang et godt stykke væk fra London Bridge.

Da vi skulle holde nytår i London, valgte vi bevidst at gå på udkig efter et hotel, som ikke lå i centrum.

Solopgang i Docklands. Så fint!

// Solopgang i Docklands. Så fint!

For det første ville vi have en uforstyrret og rolig aften, nu hvor vi var af sted på en familietur. For det andet gik vi efter et hotel, der var til at betale, og eftersom London er en temmeligt populær destination i forbindelse med nytår, afspejlede priserne også dette, og vi endte derfor i Docklands, hvilket vi aldrig har prøvet før.

I Docklands kunne vi dog få et hotel, der lå langt under de priser, vi normalt betaler i centrum, og vi fik oven i købet et moderne hotel, hvor der ikke var tykke støvede gulvtæpper, hvor der kom varmt vand ud af hanen, som ikke skoldede os på ryggen, hvor der ikke var plastiklagen på madrasserne, og hvor vi ikke havde udsigt til en kælderskakt fra vores vindue (ja, vi har prøvet lidt af hvert under vores tidligere hotelophold i London, og vi har betalt klækkelige summer for det!!)

Når man har Emirates kabelbanen lige uden for døren, skal den prøves! Rigtigt fin tur!

// Når man har Emirates kabelbanen lige uden for døren, skal den prøves! Rigtigt fin tur!

Da vi først fik kæmpet os ud til Docklands, hvilket krævede en del skift og stop med flere forskellige tog, var det dog ubeskriveligt rart. Vores hotel lå helt ud til vandet, og hele området var et helt tilpas miks af nyt og de gamle havnebygninger, overdådige udsigter og sol, der spillede i vandet lige neden for vores fødder.

Docklands viste sig jo at være helt igennem hyggelig og rar, og vi var vilde med at bo på et hotel, hvor vi ikke fik nyseanfald pga. støvede gardiner, og hvor vi kunne være ganske uforstyrret på vores værelse uden, at vi kunne høre vores hotelnaboers snorken og toiletbesøg.

Med vores ophold i Docklands fik vi også set London fra en helt anden side. Eksempelvis gik Emirates kabelbane (Emirates Airline Cable Car) over Themsen cirka 50 meter fra vores hotel, så den tog vi naturligvis og fik dermed set London, 02 Arena og Themsen lidt fra oven. En virkeligt anbefalelsesværdig tur, hvis man er på de kanter. Og det koster ikke engang mere end en tur i “Tuben”.

Canary Wharf station. En helt anden oplevelse end de gamle stationer inde i byen.

// Canary Wharf station. En helt anden oplevelse end de gamle stationer inde i byen.

Vi fik også besøgt Greenwich, hvor vi så Cutty Sark og besøgte det smukke område ved Old Royal Naval College. Vi oplevede hele området omkring Canary Wharf, hvor et helt andet London er sprunget frem i form af høje kontorbygninger og et vildt miks af vand, stål og glas. Og vi tog den korte togtur ud i shoppingcenteret Westfield, som vi kender rigtig godt fra vores ture i Australien, og hvor vi spiste dejlig og ukompliceret mad i centerets food court samt fik shoppet lidt (meget) til hele familien.

Docklands og omegn viste os en helt ny side af London, som vi også forelskede os i, og som vi helt sikkert skal udforske mere en anden gang.

Det kan varmt anbefales at se en helt ny side af en by, som man næsten kender som sin bukselomme, men som jo er så meget mere end travle Oxford Street, summende Piccadilly Circus og Starbucks på hvert gadehjørne.

Boost! Vi elsker det skidt og drikker det i spandevis, hver gang vi er i Australien. Men nu fås det også i London - selvom det smager bedre, når solen skinner.

// Boost! Vi elsker det skidt og drikker det i spandevis, hver gang vi er i Australien. Men nu fås det også i London – selvom det smager bedre, når solen skinner.

Derfor skal du vælge Docklands
I en travl by som London, kan man godt blive lidt rundtosset og træt af, at der er mennesker overalt, og at folk konstant træder en bag i skoene, når man går på gaden. I Docklands er der ro på, der er ikke fyldt med turister, og udsigten er sublim!

Der er masser at tage sig til, og både Docklands og Greenwich, som man nemt kommer til med enten “Tube”, kabelbane eller undervandstunnel, har utroligt meget at byde på, hvis man er af sted som familie og vil have lidt ro på men samtidigt opleve, shoppe lidt og spise godt.

Der er ikke langt til Westfield Stratford City, som bestemt er et besøg værd, hvis man skal shoppe. De byder på alt fra LEGO Store til Topshop og de lidt dyrere butikker, og der er ALT (også en yderst velassorteret food court med bl.a. sublim dim sum hos Lotus Leaf!)

Derfor skal du ikke vælge Docklands
Det kan godt være, at offentlig transport er dyrt i København. Men det er endnu dyrere i London, og man kan ikke bare gå til særligt meget andet end Greenwich, som vi bl.a. gik til en af dagene.

Der er ikke mange restauranter og andet at give sig til. Så hvis man vil andet end den enkelte morgenmadsrestaurant/café, der ligger derude, så skal man altså bevæge sig lidt ind mod centrum eller ud mod Startford, som man nemt kommer til med DLR-toget, og som er en hel lille by i sig selv.

Vi boede i øvrigt på ibis London Excel Docklands, som blev booket via Hotels.com

 

Flydende nytårsmiddag på Jamies Italien ved Canary Wharf.

// Flydende nytårsmiddag på Jamies Italien ved Canary Wharf.

Ramn fra Yo! Sushi. Ikke den bedste ramen, jeg nogensinde har smagt. Men den var varm midt i kulden, så det var alligevel en værdsat oplevelse.

// Ramen fra Yo! Sushi. Ikke den bedste ramen, jeg nogensinde har smagt. Men den var varm midt i kulden, så det var alligevel en værdsat oplevelse.

 

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi skal også købe en rystekugle, mor!