Når en ulykke ikke kommer alene

Efterveer og et snert af SoMe-lede

Honey, I’m home! Eller … Efterhånden er det ved at være en uge siden, vi satte vores udtrådte sandaler på dansk jord igen.

Vi havde været totalt taktiske ift., hvornår vi skulle være hjemme igen, fordi vi vidste, at vi ville være trætte og hårdt ramte af jet-lag efter to måneders rejse, så vi havde valgt at lande i starten af vinterferien, så Lillemanden kunne få en blød landing med nogle dage i SFO, manden kunne holde et par fridage fra arbejde, og jeg kunne have en blød første uge på kontoret, idet skoleferieperioder ofte er ret stille, når halvdelen af kunderne holder ferie med familien.

Det har da også vist sig at være en god taktik.

Vi har faktisk fået den bløde landing, som vi havde håbet på, og vi er alle nogenlunde ved at have det indre ur bragt tilbage på dansk tid igen.

Samtidigt har vi jo taget det gode vejr med hjem til København (det er ingen skam at tage ære for vejret), hvilket vi virkeligt har sat pris på.

Vi har før prøvet at lande i København i frostgrader efter ugers rejse i de varme lande, og ens krop får et decideret chok! Men det har vi altså været fri for denne gang. Dog kunne jeg godt ønske mig, at temperaturerne fik et lille nøk opad, så man langt om længe kunne smide vinterfrakken og den hue, som lige nu ugler mit hår for sindssygt, fordi jeg ikke er blevet klippet i over to måneder.

conni lagergreen schmidt urbannotes.dk rejse australien

Jeg håber dog, at weekenden kan blive brugt til at få styr på den sidste jet lag, få styr på håret og, ikke mindst, på den store bunke vasketøj, som stadig fylder halvdelen af køkkenet, fordi man jo bare aldrig rigtigt bliver færdig med at ordne vasketøj, når man er tre mennesker i husstanden.

Men vi når det nok og kommer forhåbentligt tilbage til normalen igen snart.

På bagsiden af sådan en lang tur er der dog også efterveer, som ikke (kun) handler om jet lag og uoverskuelige bunker af vasketøj. Det et tage en pause på to måneder fra hverdagen lægger helt automatisk op til en revision.

For mig har den revision bl.a. handlet om min online-tilstedeværelse. Jeg har længe i perioder været temmeligt led ved hele SoMe-gamet. Jeg har syntes, jeg har brugt for meget tid på at være tilstede på blog og Instagram uden at få det investerede igen. Jeg har lagt mange timer og kræfter i det, som, jeg ikke synes, har været sliddet værd.

Samtidigt er jeg blevet mæt af andres tilstedeværelse på sociale medier, fordi der er sket et skred i den måde, hvorpå Instagram og blogs bliver brugt i dag. Det er der ganske enkelt, fordi der er mange penge at tjene på de sociale medier som både annoncør og influencer, hvilket gør, at meget af det, man bliver udsat for som følger, er reklame i den ene eller anden forstand. Det ægte menneske og den kaffe, man selv har købt, forsvinder altså i baggrunden til fordel for reklamerne, der, naturligt nok, pludseligt fylder meget hos flere og flere.

Det skal slet ikke forstås som en kritik af hverken mine skønne blogkolleger eller af annoncørerne, for det er en ganske naturlig udvikling, og der er ved gud intet galt med en velplaceret reklame eller ved, at influencers tjener penge. Jeg skal heller ikke spille hellig, da jeg bestemt også laver reklamer, som jeg vælger at lave, fordi et givent produkt eller brand bidrager til at fortælle en god historie, der passer ind i min historie, og fordi jeg reelt gerne vil anbefale noget til dem, der vælger at følge med, når noget er værd at anbefale.

Men jeg er ked af, hvis det, som hele blogmediet stammer fra, nemlig den personlige historie og personlige anbefaling, træder mere og mere (eller fuldstændigt) i baggrunden, fordi annoncekroner kommer til at spænde ben for det, og den enkelte så ikke længere har timer i døgnet til at fortælle den ægte historie.

Fordi jeg har været en anelse træt af min egen og andres tilstedeværelse på de sociale medier, har jeg lige valgt at træde et skridt tilbage og har holdt min SoMe-tilstedeværelse på et minimum de seneste ugers tid. Samtidigt har jeg, selvfølgelig, har travlt med at rejse, holde en monsun bare lidt på afstand og at nyde alt det, som sker uden for de sociale medier.

Jeg krydser dog fingre for, at jeg for alvor finder gnisten og gejsten igen – om ikke andet, så i ændret form.

Bortset fra det, så er jeg slet ikke færdig med at fortælle alle historierne fra vores tur, og jeg har også stadig en lang række film, der skal klippes og deles fra vores rejse. Men jeg må indrømme, at det hele nok mest bliver for min (læs: vores) egen skyld, så vi kan se tilbage på en fantastisk (og til tider turbulent) eventyrlig rejse om nogle år, hvor vi ellers har glemt, hvor fantastisk lydene og billederne omkring os var. Men hvis andre har lyst til at lade sig inspirere af vores rejse, så skal de naturligvis være mere end velkomne til det. Det kan godt anbefales!

Og hvis jeg kan holde mig vågen i weekenden, så vil jeg også fortælle om en spændende opgave, som jeg har foran mig, og som jeg sikkert ikke havde fået, hvis ikke det var, fordi jeg havde spildt en masse kræfter og tid på at blogge og instagramme mig igennem de seneste rundt regnet ti år …

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Når en ulykke ikke kommer alene