En tanke til New Zealand og et forsinket, og anderledes, postkort fra Kaikoura

Vi er vist en hel del mennesker verden over, der har sendt tanker til New Zealand den seneste tid.

Jeg har selv været noget chokeret, fordi det, da jeg hørte nyheden om terroristangrebet, pludseligt næsten føltes som i går, at vi gik rundt i Christchurch, drak kaffe på smarte kaffebarer og nød den sidste lille portion New Zealand, inden vi skulle rejse videre til Sydney.

Når man kender lidt til New Zealand, ved man nemlig, at det er et utroligt fredeligt land, hvor det om noget virker til, at alle kulturer lever i harmoni, og hvor man har respekt for forskelligheder.

Netop det gør New Zealand væsentligt anderledes end så mange andre lande.

Men det var nu hverken terror eller, som sådan, New Zealands kultur, det skulle handle om i dag. for jeg er totalt bagud med at fortælle om vores rejse. Og derfor skal det handle om Kaikoura – vores næstsidste stop på rejsen gennem New Zealand, som vi havnede i på selveste juledag, altså 25. december, og midt i årets new zealandske julevejr.

Vi havde som udgangspunkt valgt at besøge Kaikoura, fordi vi havde hørt så mange vanvittige ting om stedets natur og dyreliv. Kaikoura er dog først og fremmest kendt for sine hvaler lige uden for kysten.

Men den lille flække (for det er vitterligt en flække) kan også byde på albatrosser, delfiner, sæler, hajer og en fuldstændigt vanvittig udsigt fra byen over de smukke bjerge, der stort set hele året rundt har et lille fint snedækket på bjergtoppene. Desuden er Kaikoura kendt for den maleriske tur, som man kan opleve, når man kører langs kysten til byen.

Og nå ja, så har Kaikoura også oplevet et fuldstændigt vanvittigt jordskælv for få år siden, som lammede alt trafik til og fra byen i en lang periode. Men lige inden vi rejste fra Danmark, var jernbanen, som stedet også er kendt for, endelig begyndt at køre til og fra Kaikoura igen efter flere års arbejde med at genetablere skinnerne.

At vi så havde begået noget af en tanketorsk ift. at rejse fra nordøen til sydøen i New Zealand lige netop den 25. december, og der derfor ikke gik nogen former for offentlig transport til Kaikoura den dag, er så, hvad det er.

Vi endte istedet med at bestille en Uber fra lufthavnen i Christchurch. Den måtte vi slippe cirka 1.500 kr. for, men det var næsten alle pengene værd alene i taknemmelighed fra Uber-chaufføren, som mente, at vi havde reddet hele hans jul med en køretur til Kaikoura, som tog cirka tre timer, og som derfor blev en helt pæn dagsløn for ham. Men den fejl begår vi nok ikke igen. Selvom en glad Uber-chauffør naturligvis altid er godt …

Ikke nok med at vi havde bestilt den dyreste Uber-tur på hele rejse og sprængt vores budget for halvanden feriedag, så blev vejret også mere og mere dystert, efterhånden som vi kørte fra Christchurch og op langs kysten. En times tid inden vi ramte Kaikoura, stod det da også ned i lårtykke stråler fra en dyster himmel, og det blev det så faktisk ved med i dagevis derefter.

Til vores held havde vi dog kalkuleret med, at vejret kunne være tricky omkring Kaikoura, og selvom vi egentligt kun ville have været i byen i et par dage, så havde vi indlagt fire, så vi på den måde kunne være sikre på, at vi 1) kunne komme ud og se de berømte hvaler ved Kaikoura 2) kunne nyde den fantastiske udsigt til bjergene, som vi havde beundret på alle billederne fra Kaikoura før afrejse.

Med regn kommer dog ofte også blæst. Og vi endte derfor med at tilbringe fire dage i Kaikoura med masser af regn og, ikke mindst, blæst. Det betød, at vi tilbragte en del tid på små caféer, sad en hel del i læ for regnen, fik læst masser af magasiner i vores lille hytte i Kaikoura Top 10 Holiday Park, mens Lillemanden forsøgte at hoppe på en våd hoppepude på legepladsen, alt mens vi ventede på og krydsede fingre for, at vejret blev bedre.

Da vejrudsigten endelig fortalte, at vejret ville klare en smule op, skyndte vi os at gå ned til Kaikoura Whale Watching, som er dem, der tilbyder bådturene ud til hvalerne i Kaikoura. Her fik vi at vide, at vi sagtens kunne booke os på en tur, men at de fleste ture i juledagene var blevet aflyst pga. vejret. De kunne derfor ikke love noget, men vi måtte komme tilbage og se, hvad der ville ske.

Da vi så dukkede op til vores booking, fik vi at besked om, at samtlige hvalture de næste dage var aflyst, fordi havet simpelthen var for vildt til at begive sig ud på. Hvis vi dog ville, kunne de tilbyde os en væsentlig billigere kysttur, hvor vi bl.a. kunne være heldige at se albatrosser, sæler og måske endda delfiner.

Efter en kort lille tænkepause med ludende skuldre og lidt tårer i øjenkrogen (det var jo trods alt en bristet drøm om at se hvaler i Kaikoura, vi havde med at gøre), besluttede vi os for for pokker at tage den væsentligt kedeligere bådtur, som med garanti blev den eneste, vi kunne komme i nærheden af, mens vi var i Kaikoura!

Men lad os bare sige, at sejlturen var, hvad man i New Zealand ville kalde en “bumpy ride”. Vi havde proppet søsygepiller i barnet, fordi vi havde fået fortalt, at det ville blive en vild sejltur. Men det memo havde resten af båden tilsyneladende ikke fået. I hvert tilfælde sad langt de fleste passagerer med hovedet i en af bådens brækposer.

Og faktisk var det også så gråt og blæsende, at der ikke var det store at se på havet. Guiden forsøgte at underholde med fakta om alle de dyr, vi ikke kunne se ud af vinduerne, og jeg fortrød, at jeg ikke havde holdt mere standhaftigt fast i, at det ville være spild af penge med den bådtur.

I hvert tilfælde indtil der pludseligt bliver kaldt over bådens radio, og vi får at vide, at en anden båd netop har fortalt, at hvis vi sejlede en lidt anden rute end tiltænkt, så ville vi lande midt i en stime af cirka 200 delfiner, som holdte deres egen fest på havet.

Vores bristede bådtur vendte derefter på en tallerken og blev noget af det vildeste, vi oplevede i New Zealand. Vi sejlede nemlig lige ind i stimen af delfiner, som svømmede, legede og viste sig frem for os og hinanden på begge sider af båden.

Det var naturligvis stadig utroligt blæsende. Jeg fik dog smidt en redningsvest på Lillemanden, som jeg hægtede en stålfast klo i, som kun en mor kan gøre det, og sådan gik det til, at vi stod på dækket af vores lille båd, omgivet af smukke smukke delfiner, mens jeg forsøgte at filme og tage billeder med en hånd, holdte fast i Lillemanden med den anden, og jeg i øvrigt selv dinglede faretruende frem og tilbage på dækket.

Da vi kom i land og var helt høje på den vilde naturoplevelse, blev vi mødt af et mismodigt personale fra Kaikoura Whale Watching, der fortalte, at vi havde været både den første og den sidste båd, de havde kunne sende på havet den dag. Det var ganske enkelt for farligt at være på havet i vejret. Så de håbede da, at vi havde nydt det. Og det kunne vi forsikre dem om, at vi havde.

Inden vi igen rejste fra Kaikoura for at vende snuden mod nogle dage i Christchurch, så vi faktisk også solen i et ganske kort sekund. Og vi så endda de smukke bjerge titte frem over skyerne. Kaikoura er derfor også tilgivet for regn, blæst og manglende kig til hvalerne. Men næste gang, vi kommer, må det altså gerne være væsentligt bedre julevejr, så vi kan skabe fantastiske minder fra Kaikoura endnu engang.

Jeg har, naturligvis, også klippet en lille film sammen fra Kaikoura. Bl.a. med vores møde med delfiner.

Men jeg undskylder på forhånd for fingre foran linsen og ukontrollerede lyde samt vind i mikrofonen. Men altså … Jeg havde rigtigt mange andre ting at fokusere på – bl.a., at jeg og min telefon ikke skulle ryge i de iskolde og høje bølger.

En lille film fra Kaikoura, New Zealand:

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.