Tivoli Food Hall: Madmekka for alle typer smagsløg

Fem bøger, I vil skrive på juleønskesedlen

[ Indeholder reklame: Anmeldereksemplarer ]

Herhjemme elsker vi at læse. Eller faktisk er det nok mest korrekt at sige, at jeg elsker at læse og altid har gang i en god bog, at Lillemanden godt kan lide at få bøger læst op (særligt dem med billeder i), og at manden læser en bog, når vi er på ferie.

Nu hvor Lillemanden dog er kommet temmeligt godt i gang med at læse, så håber jeg, at han med tiden får min interesse for bøger og for at læse i det hele taget, og at han også vil nyde at fordybe sig i en god bog, når den tid kommer, og det hele går helt flydende.

Faktisk har han dog ønsket sig en hel del bøger til jul, så det lader til, at interessen er der.

Så må vi se, om han også får bøgerne læst, eller om det bliver mig, der skal læse dem for ham. I hvert tilfælde har vi jo en god lang juleferie, hvor vi både kan læse sammen og hver for sig.

På det seneste har jeg selv læst flere rigtigt gode bøger. Både dem, som jeg har læst for mig selv i sengen ved natlampens skær, hvilket er mit yndlingstidspunkt til fordybelse i en bog, og så dem, som jeg har læst højt for Lillemanden. Og der er faktisk en god del af dem, som rigtigt fint kan anbefales som gode bud på titler, der burde ligge under enhver stor eller lille læsehests juletræ.

Og nå ja, så skal der også helst ligge en koge- eller bagebog under sådan et træ – måske endda en vaffelbog …

Til jul har jeg selv købt denne til Lillemanden efter varm anbefaling fra hende her. Og så i øvrigt denne opgavebog, der fluks røg på ønskesedlen efter, at vi havde set filmen. Samt naturligvis Guinness Rekordbog, som har stået højt på ønskesedlen i en årrække efterhånden, og som han altså har utroligt megen glæde og sjov ud af at studere.

Men her er lige en håndfuld, som vi har læst, og som varmt kan anbefales.

gode bøger hverdagsyoga hjernen er stjernen antons autoalfabet vidunderlige vafler pruttebukser og båthorn urbannotes.dk

Fem gode bøger under juletræet

Hjernen er stjernen
Sjældent har jeg taget så mange gode pointer fra en bog med ud i det virkelige liv, som jeg har efter, at jeg har læst ‘Hjernen er stjernen – Dit eneste uerstattelige organ’.

Bogen handler om noget så komplekst som hjernen og er fyldt med guldkorn til, hvordan man træner hjernen, hvordan hjernen fungerer, og hvordan hjernen egentligt er bygget op. Det lyder måske kedeligt og lige lovligt langhåret. Men faktisk formår forfatteren, Kaja Nordengen, at gøre sin ufattelige viden om hjernen og studier om hjernen utroligt brugbare, når det handler om at bruge hjernen optimalt i dagligdagen.

Det er en genial bog til alle, der gerne vil blive klogere på, hvordan de fungerer, hvorfor de gør, som de gør, samt på, hvordan man optimerer sin hjerne og dermed sig selv.

‘Hjernen er stjernen’ er skrevet af Kaja Nordengen og forhandles her.

Hverdagsyoga for god søvn
Vi bruger rundt regnet en tredjedel af vores liv på at sove, og det gør vi, fordi søvn er utroligt vigtig for vores velbefindende og for, at vi kan overleve. Men der er bare rigtigt mange, som enten permanent eller lejlighedsvist sover utroligt dårligt.

Dårlig søvn ved Karen Pallisgaard utroligt meget om, fordi hun i perioder selv har været så stresset, at hendes søvn er blevet påvirket af det, og det er, kan du nok tænke dig, en forbandet ond spiral.

Karen Pallisgaard har dog, ved hjælp af yoga, formået at få vendt den onde spiral, og det er der bl.a. kommet en bog med meget nemme, kærlige og gode yogaøvelser ud af.

‘Hverdagsyoga for god søvn’ er dog også utroligt brugbar, hvis man, som jeg, bare gerne vil have nogle gode tips til at slappe mere af, fokusere på åndedrættet og geare hurtigere ned. Bogen er nemlig fyldt med gode tips til både yogaøvelser, åndedrætsøvelser og blide skub og påmindelser, som kan være med til, at man ikke kommer derud, hvor man begynder at sove dårligt, fordi man ikke passer godt nok på sin krop som udgangspunkt.

‘Hverdagsyoga for god søvn’ er skrevet af Karen Pallisgaard og forhandles her.

Alfreds Autoalfabet
Du kender sikkert Christian Grau fra Kender du Typen, hvor han bl.a. kloger sig om, hvem folk er ud fra, hvilken bil de kører i. Christian Grau ved nemlig ganske meget om biler.

Det gør Alfred, hovedpersonen i ‘Alfreds Autoalfabet’, også. Om dagen leger han med biler, og om natten drømmer han om biler. Og så kan Alfred alfabetet, hvilket der er kommet en række søde og fine bilhistorier og børnerim ud af.

Lillemanden, der pt er optaget af bilmærker og nummerplader, har haft en fest med delvist selv at læse og delvist at få læst de små alfabethistorier op, og det er altså en genial bog til små bilinteresserede piger og drenge. En bonus er, at bogen er rigtigt fint illustreret.

‘Alfreds Autoalfabet’ er skrevet af Christian Grau og kan købes her.

Pruttebukser og båthorn
Trænger I til en historie, som får smil og grin frem før sengetid, så skal I helt sikkert kaste jer over ‘Pruttebukser og båthorn’, der er præcis lige så fin og skør, som titlen indikerer.Lars Daneskov er manden bag bogen, og hvis man tidligere har læst en af hans børnebøger, så er man ikke i tvivl om, at det bliver skægt.

I ‘Pruttebukser og båthorn’ er naive og søde Anton overbevist om, at hans mor er blevet skør. Hun er nemlig begyndt til judo (læs: yoga) med numsen i vejret og er blevet fan af en yogi af navn Baba Buddha Masala. Det værste er dog, at hun også siger, at hun og Anton skal flytte væk fra Antons bedste veninde og Ostehuset, som mors ostehandel hedder.

I forsøget på at forpurre den plan, bliver det både utroligt skørt, skævt, for meget og næsten latterkrampende pinligt. Men det bliver også rigtigt sjovt for både små og de store, som læser op. Vi har i hvert tilfælde grinet højt begge to, når vi har læst bogen, og det er sådan set en meget god måde at falde i søvn på.

‘Pruttebukser og båthorn’ er skrevet af Lars Daneskov og forhandles her.

Vidunderlige vafler
Hvis der skal lige en kogebog eller bagebog under dit træ denne jul, så vil jeg næsten sige, at det skal være den fantastiske vaffelbagebog ‘Vidunderlige vafler’! Jeg er muligvis lidt farvet, fordi jeg kender og holder af forfatteren bag. Men af samme årsag ved jeg også, at hun er fantastisk dygtig til netop vafler, og at hun nærmest bobler over af inspiration til nye vaffel-eventyr.

I ‘Vidunderlige vafler’ er der i alt samlet 75 vaffelopskrifter til hele dagen og hele året rundt, og det er bl.a. fantastiske opskrifter som favafler, kålvafler, croque monsieur vafler og meget mere. Med andre ord, så er der opskrifter til, at man kan spise vafler morgen, middag og aften samt til mellemmåltid. Og hvem vil egentligt ikke gerne det?

Jeg behøver vel ikke at nævne, at jeg selv elsker vafler, og at jeg glæder mig til at lade mig inspirere af alle de spændende opskrifter i bogen. Indtil videre har jeg bladret i bogen med mundvandet løbende ned ad skjorten, og det er vist nok et meget godt tegn.

‘Vidunderlige vafler’ er skrevet af Camilla Stemann Jensen og købes her.

 

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her.

4 kommentarer

  • Ej søde Conni. Ser først det her indlæg nu. Tusind tusind TAK for de søde ord om Vidunderlige Vafler. <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Better late than never 😉 Jeg bliver dagligt plaget om at lave flere vafler fra den bog. Men nu må det også snart være tid igen. Haps haps!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Signe Jensen

    Er så misundelig på den vaffelbog! Den skal helt sikkert på min liste til jul 🎄

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Jeg synes, det lyder som en dejlig plan 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tivoli Food Hall: Madmekka for alle typer smagsløg