Juli måneds mest læste

Fem nye børnebrands, der er værd at holde øje med

Endnu en modeuge er overstået for mit vedkommende.

Jeg har ikke helt tal på, hvor mange gange, jeg efterhånden har været med.

Men jeg husker, hvordan de første par år var præget af usikkerhed og nervøsitet, fordi man render rundt blandt så mange dygtige mennesker, som har skabt alt det, der ligger på hylderne og hænger på stativer.

Nu handler modeugen mere om at møde alle de mange relationer, som man har fået over årene, og om at se, hvad de har opnået siden sidst, og høre, hvordan de i det hele taget har det.

Det er trygt og godt, og mange af os (bloggere, brands og designere), kender efterhånden hinanden godt. Det er altså altid et fint, hyggeligt og spændende gensyn med mange af de mennesker og designs, som man efterhånden kender så godt.

Der er dog også altid (og heldigvis for det) en masse nye ansigter, som også er værd at bemærke. Det er dem, der er modebranchens fremtid, og det er ofte også dem, der har en hel masse nyt at bidrage med, som man ikke har set før.

Derfor gør jeg også altid en dyd ud af naturligvis at pleje og nyde de gode gamle kontakter og mærker. Men også at bemærke noget af alt det nye og spændende, som er værd at holde øje med i fremtiden.

Denne gang blev det til hele fire helt nye stop på min vej – og en enkelt genganger, som kun lige er ved at bryde igennem, men som jeg personligt tror rigtigt meget på!

unauthorized børnetøj urbannotes.dk

// Lækre sweatshirts er noget af det, som det nye danske drengetøjsmærke (snitterne væk pige-mødre!!) mestrer til perfektion.

Unauthorized
Drengetøj til de mellemstore drenge er ikke det, man ser mest af i dansk mode.

Jo, rigtigt mange børnetøjsmærker har naturligvis også drengetøj. Men langt størstedelen af dem, jeg kender og møder, fokuserer mere på pigerne end på drengene. Og det er jo egentligt synd!

Heldigvis findes der mærker som Someday Soon og et par andre. Men der er altså ikke mange, som primært eller udelukkende fokuserer på drengene.

Det vil det nye danske mærke Unauthorized lave om på. De laver tøj til drenge i alderen 4 år til 16 år og vil fokusere på sejt streetwear, der er blødt og rart at have på (det er nemlig mindst lige så vigtigt for mange drenge, som designet er!)

Unauthorized lancerer den første lille kollektion til november. Og den er bestemt værd at holde øje med, hvis man savner lidt flere valgmuligheder til drengebarnet.

repose ams amsterdam urbannotes.dk

// Fine print og lækre strik. Uhm … Respose AMS.

Repose AMS
Hollandske Repose har et par år på bagen i hjemlandet. Men nu satser Repose AMS på Danmark som et nyt marked.

Mærket lagde i sin tid ud med at designe fine tæpper, men kort efter kom en lille tøjkollektion også til – og hvilken en!

Repose AMS designer til både piger og drenge. Der er fokus på fede print, på enkle farver og på utroligt pæne strik.

Bl.a. var jeg lige ved at dåne over de lækre bløde cardigans og striktrøjer, som mindede mig om noget, jeg selv gik med i min barndom i 80’erne. En af de få trends fra dengang, som jeg gerne ser genoplivet. Haps!

Tjek Repose AMS ud her.

Sticky lemon urbannotes.dk

// Farver med farver med farver med farver. Sticky Lemon gør glad!


Sticky Lemon
Hvem siger egentligt, at børneting skal være fyldt med print, figurer og mønstre? De kunne jo også være præget af farver – masser af dejlige farver! Og et par fine og sure citroner …

Man kan i hvert tilfælde ikke andet end at blive fortryllet og helt glad i låget af fine Sticky Lemons univers med de mange flotte farver, der er sat sammen på kryds og tværs og med et hint af retro.

Hollandske Sticky Lemon gør glad selv på en gråvejrsdag, og man får lyst til et uendeligt væld af fine fine farver i børnegarderoben.

Tjek evt. Sticky Lemon her.

Lil' Boo urbannotes.dk

// Et lille udvalg af kasketter fra Lil’ Boo. Og det er selveste lille (og utroligt søde) Boo, der leger model i baggrunden.

Lil’ Boo
Når man har en søn, der går passioneret op i kasketter, så kan man ikke andet end at styre direkte imod det seje nye danske mærke Lil’ Boo.

Lil’ Boo laver nemlig kasketter – og kun kasketter. Men der er til gengæld kræset så meget for detaljen og for materialerne, at der faktisk heller ikke behøver at fyldes mere på.

De fede snapbacks og kasketter til babyer og små børn oser af kvalitet, og så er de virkeligt fede.

Lil’ Boo er en vaskeægte familievirksomhed, hvor lille søde Boo er både model og inspirationskilde til de forskellige designs, som mor og far laver.

Mærket Lil’ Boo designer caps til børn fra baby til 6 år. Men kvaliteten er mindst lige så god som på de dyrere kasketter til voksne – bare til forældrevenlige priser.

Se evt. mere om Lil’ Boo kasketterne her.

kisse børnetøj urbannotes.dk

// Børn, der laver print til børn. Kisse er så fint, som det kan blive.

Kisse
Jeg har nævnt Kisse før. Men eftersom mærket endnu ikke for alvor er brudt igennem på det danske marked, så synes jeg, de skønne print, der stammer direkte fra børns hænder, fortjener en gentagelse.

Kisse oser af leg, kreativitet og feel-good. Og så vækker farverne og de fine børnetegninger, som præger alle Kisses designs, opmærksomhed, hvorend man går.

Jeg synes, de danske børn fortjener lidt Kisse i deres liv. Go go, Kisse!

Se evt. de fine sager fra Kisse her.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Juli måneds mest læste