December måneds mest læste

Fem ting, jeg allerede savner ved LA

For blot få dage siden forlod vi Los Angeles. For mit vedkommende var det et glædelig gensyn. For drengene var alt nyt. Heldigvis havde jeg dog tilsyneladende ikke oversolgt stedet. I hvert tilfælde er vi enige om, at vi nok skal tilbage igen på et tidspunkt.

Sidste sommer rejste vi rundt i USA og besøgte bl.a. New York, Philadelphia og Washington i løbet af tre ugers tid.

Dengang skrev jeg dette indlæg om en række ulemper ved USA. Og de holder faktisk stadig. Omend Trump-tingene ikke har et synderligt positivt skær længere.

MEN … (måske var det solen, der skinnende på vores næser i Los Angeles, måske var det bare byen i sig selv …) der er jo faktisk også mange fordele og ting, som jeg ved, jeg vil savne ved LA (og USA i det hele taget) – udover naturligvis de bragende smukke udsigter, solen og den fine by med de mange smukke bydele.

Der er dog særligt fem ting, som jeg elskede ved LA og vil savne byen for. Og de er …

Juice Los Angeles rejse rejseblog Urbannotes.dk

#1 Doggie bags
Det kan godt være, man får kæmpe portioner i USA, og at det er problematisk for folkesundheden (i hvert tilfælde, hvis man er typen, der har lært hjemmefra, at man spiser op), men til gengæld bliver man også altid tilbudt en doggie bag, hvis man levner så meget som en gulerod og en forårsrulle.

Det er virkeligt god stil, og det er noget, vi kunne lære noget af i Danmark. Det er jo faktisk rigtigt lækkert at have en rest nudelret til frokosten dagen derpå.

Havde vi ikke boet på motel, hvor det var svært at opbevare vores madrester, havde vi klart sagt rungende ja tak til doggie bags adskillige gange i løbet af vores uge i LA.

#2 Man smiler da til fremmede
Vi var kun lige landet med vores Norwegian fly, inden vi blev ramt af masser af smil.

LA burde virkeligt hedde smilets by, for man smiler lystigt, når man møder fremmede i et fodgængerfelt, eller man venter i kø for at betale.

Det har sikkert noget at gøre med, at solen skinner året rundt i den del af Californien. Men det er dejligt smittende, og jeg smilede hele vejen igennem vores uge i byen.

#3 Danskere er (åbenbart) for dejlige
Amerikanere er generelt meget interesserede, og de spørger lystigt om alt – også om, hvor man mon kommer fra.

Nogle steder i USA synes de muligvis, at danskerne er nogle underlige socialister. Men i LA er de vilde med danskere.

Alle de gange, vi blev spurgt til, hvor vi kom fra, blev vi ramt af en regn af ros, fordi danskere var nogle af de fedeste mennesker, de kunne komme i tanker om.

Måske de endda er mere vilde med os, end vi fortjener. Men danskere er i hvert tilfælde mere end velkomne i LA.

#4 Uber
I LA bliver man betragtet som lidt skør, hvis man går længere end fra bilen og henover supermarkedets parkeringsplads. Istedet holder man sig i form i fitnesscenteret.

Vi gik dog en del – i hvert tilfælde, når vi kunne.

Afstandene i LA er nemlig enorme!

Havde vi skullet køre i taxa rundt i byen, var vi kommet af med en formue. Men faktisk kører der heller ikke mange taxaer i byen i det hele taget. Istedet er byen fyldt med Uber – og vi elskede det!

Alle steder, hvor vi kunne finde wifi, kunne vi i løbet af få sekunder praje en Uber, der prisbilligt kørte os lige derhen, hvor vi ville.

Intet taxameter, der gik amok, ingen venten på en taxa ved siden af vejen.

Og som bonus fik vi masser af tips til byen fra vores chauffører, der stort set alle var snakkesalige og villige til at dele ud af guldkorn. Fantastisk!

#5 Mad fra alle verdens hjørner
Man spiser virkeligt godt i LA! Findes der en retning inden for en madkultur, så kan man være sikker på, at den findes i LA.

Vi har spist mongolsk, japansk, amerikansk (naturligvis), thai og meget mere. Men mange steder har maden haft det særlige autentiske twist, som man sjældent finder i Danmark, hvor alt for mange går med livrem og seler og ‘danskificerer’ maden.

Bl.a. fik jeg måske verdens bedste (overraskende) ramen i Melrose. Og jeg som ellers troede, jeg havde smagt alt indenfor ramen-genren. Åbenbart ikke!

Men jeg skal nok samle en bunke gode tips til bl.a. restauranter i Los Angeles, når vi er hjemme igen, og jeg ikke skal blogge fra telefonen.

Lige nu har vi nemlig travlt med at nyde lidt strand, sol og mexicansk stemning på Isla Mujeres, inden rejsen går hjem igen.

 

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

4 kommentarer

  • Tina KH

    Rigtig godt nytår og gid jeg var kravlet ned i en af jeres kufferter:-)
    Nyd det.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Janne

      Åh det ser så skønt ud på Instagram! Temmeligt vild med at følge med 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Dejligt at høre 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Rigtig godt nytår til dig! Du skulle klart være kravlet i en sidelomme på en af taskerne. Det har foreløbigt været den skønneste tur 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

December måneds mest læste