SOS = Save Our Skin

Glad, stolt og meget spændt

For nogle uger siden havde jeg ret travlt, da jeg stod i Føtex foran hylden med bind, tamponer og trusseindlæg. Jeg endte med at kigge på prisen og hev bare en pakke ned fra hylden. Da jeg kom hjem, lagde jeg pakken ind i skabet, som jeg altid gør, og glemte alt om den.

I dagene efter kunne jeg ikke forstå, hvorfor vores badeværelse pludseligt duftede lidt af Wunderbaum. Jeg undrede mig, for det var ikke en duft, jeg kunne forbinde med nogle af de produkter, vi har på badeværelseshylderne.

Var det drengene, der havde købt noget nyt, der duftede underligt? For det ville i sig selv være første gang, de nogensinde fyldte noget ud på det badeværelse. Det er nemlig, tilsyneladende, primært en mor-tjans.

Jeg gennemgik skabe og skuffer og fandt så frem til synderen. Det var min pakke trusseindlæg, der lå og duftede i ét væk inde i skabet. Så meget for at spare nogle kroner på en travl dag i Føtex …

Aldrig i livet kunne jeg finde på at dufte af Wunderbaum ‘dernede’, og jeg undrer mig generelt set over, at der er et marked for et produkt, som skal i kontakt med noget så intimt, og som dufter af en hel duftskov.

Men først og fremmest så synes jeg, at det er bemærkelsesværdigt, at sådan et produkt overhovedet findes i et land som Danmark, hvor vi ellers løbende skrigende væk, lige så snart vi ser en enkelt parabene på en ingrediensliste.

allergy certified allergy award nilens jord matt lips urbannotes.dk

Behøver jeg at sige, at jeg fluks røg ned i Føtex igen, hvor jeg betalte fuld pris for trusseindlæg uden duft og med et allergimærke på?

Jeg er ikke hellig, bevares. Og jeg bruger også få dufte i hverdagen. Men over de senere år er jeg blevet meget bevidst om, at der er noget, der hedder allergi, og at det er noget, der kan ramme os alle.

Faktisk udvikles allergi hyppigst blandt kvinder, der har nogle år på bagen, fordi de har brugt de samme dufte og produkter i årevis. Og fordi kroppen har været meget udsat for det samme potentielt allergifremkaldende duftstof eller ingrediens, så får den pludseligt nok, og den udvikler allergi.

Det der med allergier har jeg nørdet en del i. Og det er bl.a. allergimærkningen AllergyCertified, der er skyld i det. De har nemlig de senere år inviteret til en af de mest interessante allergikonferencer, jeg overhovedet kan komme i tanker om – nemlig AllergyAward.

De første par år var jeg med som ivrig tilskuer til konferencen og heppede lystigt på de produkter og producenter, der var indstillet til priserne som de bedste allergivenlige produkter i deres kategori.

Sidste år var jeg så så heldig at blive spurgt, om jeg også havde lyst til at være dommer på en af kategorierne og sågar uddele prisen til vinderen ved konferencen i London.

Inden jeg hoppede på talerstolen i London for at ‘overrække’ prisen til den eneste vinder, der ikke var troppet op, testede jeg intet mindre end 68 hudvenlige produkter herhjemme, hvilket var lidt af et wake-up call.

Ikke nok med, at der overhovedet fandtes så mange produkter, der var allergivenlige og altså var kommet igennem nåleøjet hos AllergyCertifieds strikse toxikologer. Faktisk var alle produkterne jo også mindst lige så gode som alle andre ‘ikke-allergivenlige’ produkter derude – både når det handler om allergivenlige produkter til husholdning og til hud, hår og sågar også, når det kommer til trusseindlæg.

Det skal da heller ikke være nogen hemmelighed, at flere af de indstillede produkter efterfølgende er landet i min indkøbskurv med ganske jævne mellemrum.

Nu er det sådan, at AllergyAward afholdes i Amsterdam i april 2018. Og sørme om jeg ikke er så priviligeret endnu engang at være blevet spurgt, om jeg har lyst til at være dommer og deltage i AllergyAward i Amsterdam.

Det har jeg naturligvis svaret et stort og rungende ja til, fordi der faktisk ikke er meget, jeg hellere vil!

Jeg synes, AllergyCertified og AllergyAward er utroligt vigtige for, at vi som forbrugere bedre kan orientere os, når vi står foran hylderne med creme, vaskemiddel og, ikke mindst, trusseindlæg, så vi kan tage et bevidst valg.

For nej ‘naturlige produkter’ er ikke ensbetydende med, at de nødvendigvis er bedre for os. Og nej, æteriske olier er bestemt ikke altid et bedre valg end et gængs parfumestof. Og parabener er faktisk heller ikke det, vi skal være mest bange for, når vi står derude og skal vælge et nyt hudplejeprodukt …

Jeg forstår naturligvis godt, at alle ikke kan nørde ingredienser, hver gang de skal købe en ny dagcreme, for så kan vi jo ikke lave andet end at stå i Matas en hel dag. Og netop derfor er AllergyCertified så vigtig en mærkning. Det er nemlig den mærkning, der kan sikre os imod, at det serum, vi står med i hånden, i hvert tilfælde ikke vil give os allergier.

Lige pt ved jeg ikke, hvad og hvilke produkter jeg vil blive udsat for i forbindelse med min dommertjans. Men jeg glæder mig til at se, hvad jeg skal kaste mig i grams med, og om de 68 hudvenlige produkter er blevet til endnu flere i år. I så fald vil jeg blot klappe i mine små hænder – og derudover muligvis få en smule sved på panden, da det er ganske omfangsrigt at teste så mange produkter fyldestgørende.

Jeg ser dog frem til at fortælle endnu mere og nørde spændende allergivenlige produkter, når den tid kommer. Fremover vil jeg desuden tage mig tid nok foran hylden i Føtex og finde de hygiejneprodukter, der ikke dufter af Wunderbaum …

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her.

4 kommentarer

  • Marlene Høj

    Jeg tænker også en del over det, men er nok bedre til at undgå parfume, når det kommer til mine børn

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Jeg tror, det er en “fejl”, vi er mange, der begår. Og man skal jo heller ikke blive hysterisk, hvis man godt kan lide lidt duft hist og pist. Men de fleste skal nok blive bedre til fx at skifte lidt, når det handler om cremer og dufte generelt.
      Det gør jeg automatisk med alle de produkter, jeg tester i løbet af et år. Men det er jo en “erhvervsskade” 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hannelicious

    Hvor er det sejt! Godt, der er nogen, der sætter fokus på det. Begge mine drenge har allergi, og det fylder en del i hverdagen. Så vi skal da til at holde øje med Allergy Certificertificeret.
    God tur til Amsterdam!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Helt enig! Det er nemlig rigtigt godt med fokus, når det er så svært for den enkelte forbruger at gennemskue.

      Og tak!! 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

SOS = Save Our Skin