Fødselsdag og fest - hver dag!

Historien om barnet, der bevægede sig helt anderledes, end hans mor troede

Udfordringen ved at være mor er, at børn dybest set er utilregnelige.

Bedst som man tror, man kender dem, skifter de interesser, personlighed og humør. Man ved aldrig 100 pct., hvilket ben man skal stå på, og om det bliver en god eller dårlig dag.

Heldigvis overrasker børn ganske ofte positivt, og de er så meget sejere, end man går og tror.

Lige nu tager Lillemanden kvantespring i sin udvikling, fordi han er startet i skole, hvilket åbenbart betyder, at man vokser som person på et splitsekund, så ens mor bare står tilbage med åben mund og et forbløffet smil på læben.

reimago-reima-urbannotes-dk-boernemode-morblog-mommyblog

Et smil på læben (og i øvrigt en vidt åben mund) er også, hvad mit mor-ansigt har været præget af i forbindelse med vores lille test af ReimaGO, som vi indledte for lidt over en måned siden.

Selvom jeg ikke havde den store tiltro til, at mit barn overhovedet rørte sig nok (børn skal gerne røre sig mindst en time om dagen), så viste den lille chip fra Reima mig, at jeg var helt galt på den. Faktisk overraskende meget galt på den!

For godt nok er Lillemanden herhjemme et barn, som, hvis han får lov, sidder foran sin iPad hele tiden. Han leger også, bevares, men han er ikke det mest aktive barn i skoven. Herhjemme!

Når han derimod ikke er sammen med sine forældre, så bevæger barnet sig nemlig tilsyneladende utroligt meget! Han tonser rundt i frikvartererne, går og løber en del og får endda i ny og næ pulsen helt op.

At drengen er i bevægelse cirka to-tre timer i løbet af skoledagen (og det er kun målt i de perioder, hvor jakken med chippen har været på) kommer ganske enkelt bag på mig.

Samtidigt har jeg fundet ud af, at børnene i skolen faktisk i stor stil dyrker de gode gamle børnelege, som vi også legede, da jeg var barn.

Når jeg har spurgt, hvad de ti minutter i frikvarteret, hvor han har bevæget sig meget, er gået med, så har han nemlig berettet om dåseskjul og ståtrold i skolegården, hvor hele klassen har været med.

Alt sammen noget, jeg har fundet ud af, fordi vi har leget med den lille “sladrechip” i et par uger.

reimago-reima-urbannotes-dk

At teste ReimaGo har altså været lidt af en øjenåbner for mig. Og vores fælles granskning af ReimaGO app’en efter en dag på farten har givet anledning til nogle snakke om andre ting end dem, vi typisk taler om, der mest handler om: “Fik du spist din madpakke?”, “Hvem har du leget med i dag?” og “Hvad lavede I i timerne i dag?”

Til gengæld mistede Lillemanden ret hurtigt interessen for børnedelen af app’en.

At få belønninger i form af små dimser og badges fængede ganske enkelt ikke i meget mere end et par dage. Det vil sikkert vække mere interesse hos nogle lidt mindre børn, mens de lidt større vil kunne se det sjove i at granske statistikker, hvilket Lillemanden lige er en tand for lille til.

reima-reimago-test-urbannotes-dk

I øvrigt er jeg glad for, at ReimaGO ikke indeholder en GPS. Det nævner jeg kun, fordi jeg talte med en forhandler af chippen fra Reima, der havde haft nogle potentielle kunder, der dog havde stillet ReimaGO-æsken tilbage på hylden igen, da de opdagede, at den ikke havde GPS.

Der er jeg bare helt modsat og vil ikke som sådan overvåge mit barn. Jeg havde også hemmeligheder for mine forældre, da jeg var barn, og de behøvede ikke at vide, at jeg havde været hos bageren og købe en romsnegl for mine lommepenge eller var i den “forbudte” ende af skoven. Derfor behøver jeg heller ikke at overvåge, hvor mit barn opholder sig i løbet af sin dag.

Alt i alt synes jeg, det er en rigtig fin gadget og i øvrigt mission, som Reima har med deres ReimaGO-koncept, og den er ikke mindst vigtig i en tid, hvor vi taler rigtig meget om inaktive curlingbørn. For måske står det ikke så slemt til endda.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Fødselsdag og fest - hver dag!