Isla Mujeres: Det sødeste øliv

Hjemstavn og om at føle sig hjemme

I slutningen af januar fyldte min mor 70 år. Vi kunne sjovt nok ikke være der på selve dagen, da vi bor i den anden ende af landet, og vi nøjedes derfor med at sende hilsner.

Samtidigt var Lillemanden og jeg inviteret på damefrokost (kun for damer og børnebørn) nu her i weekenden, så vi vidste alligevel, at vi nok skulle få hende behørigt fejret, selvom det ikke blev på den eksakte dato for fødselsdagen.

Vi stod derfor også på toget frygteligt tidligt fra Hovedbanegården lørdag morgen for at nå til ‘det mørke Jylland’ til frokosttid.

Jeg kommer oprindeligt fra Tønder, og festlighederne blev holdt i et forsamlingshus udenfor byen, så der er ikke de bedste forbindelser til at komme helt derned fra ‘Kjøwenhavnstrup’.

For at vi ikke skulle tage den lange rejse frem og tilbage på samme dag (sådan en togtur er trættende nok, når man bare skal tage én ad gangen), så tog vi med mine forældre hjem til Tønder, hvor de stadig bor, efter fødselsdagsløjerne, så vi kunne sove der og så istedet hoppe på toget retur til København i dag.

Det betød også, at jeg for første gang i årevis satte fod i min fødeby. Den by, som jeg er opvokset i, og som jeg kaldte mit hjem i de første 18 år af mit liv.

 

hjem iron man plakat fdb møbler spisebord københavnerlampe hjem kære hjem urbannotes.dk

// Hjem kære hjem … Det er småt, og det er gammelt og skævt. Men det ligger midt på Frederiksberg, og så er alt andet ligemeget!

Selvom meget naturligvis var forandret, så var alt alligevel det samme. Der er fx mange af de samme butikker, der er stadig helt støvsuget for mennesker i gågaden på en lørdag aften, og folk kalder stadig små børn for ‘sødde’ (altså ‘søde’), selvom de ikke kender vedkommende.

Sidstnævnte var noget, Lillemanden undrede sig meget over, og som den vaskeægte københavner, han er, måtte han lige hive sin mor i ærmet til sidst og spørge: ‘Hva’, det der ‘sødde’, hvorfor kalder alle mig det?!’ Og jeg måtte så forklare ham, at det bare er sådan en ting, man gør i Sønderjylland, og at det i øvrigt bare betyder ‘søde’, hvilket han jo sådan set bare kunne vælge at sætte pris på.

Eftersom man ikke møder mange på gaden, når man render rundt sådan en lørdag aften i februar i Tønder, så hilser alle i øvrigt også på hinanden med et ‘mojn!’, for det er sådan, det er i Sønderjylland, og det har heller ikke ændret sig, siden jeg flyttede fra stedet i tidernes morgen.

Da jeg lavede en hurtig hovedregning med en bekendt for et par uger siden, gik det op for mig, at jeg selv forlod det sønderjyske for 20 år siden til sommer. Jeg lagde ‘mojn’ og ‘sødde’ bag mig stort set fra den ene dag til den anden. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har fortrudt det en eneste gang siden.

Det er ikke, fordi det ikke er dejligt fredsommeligt, at man har gågaden stort set for sig selv en tidlig lørdag aften. Det er heller ikke, fordi der ikke er noget trygt i genkendelighed eller noget sødt i, at man kalder alle for ‘søde’ eller hilser på folk, som man ikke kender. Slet slet ikke.

Jeg er nok bare typen, der passer bedre ind et helt andet sted.

Jeg elsker de muligheder, som ‘Kjøwenhavnstrup’ giver mig, og at der altid er noget nyt at opleve, se eller spise. Også selvom en kop kaffe koster en halv timeløn før Skat til trods for, at den blot er brygget på en Nespresso kapsel.

Jeg er faktisk også vild med, at jeg kan gå på gaden helt uden, at jeg møder en eneste, jeg kender (særligt søndag formiddag, når jeg sniger mig i Kvickly uden makeup og med bløde bukser med knæ i).

Jeg er vild med, at københavnerne måske er en lille smule selvfede og selviscenesættende, og at vi sgu ikke vender os om på gaden og peger, når vi ser en kendis, der sidder og vifter med guldkortet på en café på Kongens Nytorv. Eller når vi for den sags skyld møder en person i burka.

Jeg er vild med, at vi alle sammen er forskellige. Har vi lyst til at iføre os en gul fake fur (aldrig ægte pels, venner!), så gør vi da bare det, og der er ikke en eneste, der ænser os – med mindre de gerne vil høre, hvor vi har købt den lækre gule sag henne.

Først og fremmest er jeg vild med, at der er plads til alle, og at der dermed også blev plads til en sønderjyde, der kom ind med firetoget engang for 20 år siden.

Da barnet, som ellers er blevet møgforkælet af sine bedsteforældre i 24 timer, og som elsker at være på besøg hos dem, derfor sagde til mig, da vi satte os i toget mod København igen, at nu glædede han sig til at komme hjem igen, så kunne jeg ærligt sige, at DET gjorde jeg også!

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

4 kommentarer

  • Sarah

    Kære Conni, ja det er præcis, som du beskriver det. Den lille andedam. Jeg har det ret modsat med Tønder, som jeg aldrig kom væk fra. Det fantastiske i, at jeg møder vores gamle dansklærer, Kjeld Sten i Fakta i ny og næ, at min tandlæge er min pap-bror, at min tidligere klasseveninde er chef i Matas, at mine børn går i klasse med mine tidligere klassekammeraters børn osv. Og hvor er det godt, man havner på den “rette hylde”. Jeg tror, København passer lige på dig. Der var sgu nok for lidt spræl i Tønder til dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Kære Sarah,
      Ja, du har ret. Alt for lidt spræl i Tønder til mig. Og så kan jeg utroligt godt lide at kunne gå på gaden uden at skulle forholde mig til andre mennesker. Det kan man jo, paradoksalt nok, i en storby, hvor der er så mange mennesker, at man ikke kan se skoven for bare træer 😉
      Hils Kjeld Steen næste gang, du møder ham i Fakta 😀

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Sarah

      Kære Conni,
      Jeg hilsner gerne Kjeld Sten fra dig 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Tak 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Isla Mujeres: Det sødeste øliv