Maskebølgen, der førte en maske-konge til det lille kongerige

Isla Mujeres: Det sødeste øliv

Aldrig har jeg fået så mange spørgsmål omkring en destination, som jeg fik, da vi opholdte os på Isla Mujeres!

Spørgsmålene kom fra hele verden og handlede om løst og fast, stort og småt. Hvordan man mon kom dertil? I hvilken butik jeg havde købt den taske, som jeg viste frem på Instagram? Om vejret var varmt nok? Og … og … og …

Jeg forsøgte at svare på bedste beskub med halvslattent wifi, som det nu engang ofte er, når man er i udlandet. Men jeg lovede samtidigt også danskerne, der havde spørgsmål, at jeg nok skulle få griflet lidt på bloggen om den fantastiske ø i Mexicos Caribien, som lokkede så mange midt i vinterkulden.

Lad mig dog starte med at sige, at Isla Mujeres og det søde øliv har været savnet grusomt lige siden, vi hoppede på båden retur til fastlandet og på flyveren mod Danmark for rundt regnet en måned siden.

Selvom Isla Mujeres er en ret lille ø, så kunne vi sagtens have tilbragt yderligere 14 dage derude. Vi nød det! Meget!

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico

Sådan kommer man til Isla Mujeres
Vi havde jo på forhånd tilbragt en uge i Los Angeles, inden vi tog til Isla Mujeres (læs mere om selve rejsen her), så vi hoppede på en flyver fra Los Angeles til Cancun, hvilket tog cirka fire timer.

Her blev vi hentet af en chauffør, som vi havde bestilt på forhånd, og som kørte os til Puerto Juarez, hvor Ultra Mar færgen ventede på os. Ultra Mar sejler hver halve time mellem Cancun og Isla Mujeres på de fleste tidspunkter af døgnet (enkelte gange kun en gang i timen), og sejlturen fra Cancun til Isla Mujeres tager i alt 18 minutter.

Det er en fin og ukompliceret tur, som vi tog nogle gange. Katamaranen bruges af både af turister med bagage og lokale med pakkenelliker, så den er godt fyldt op, men der er pladser både inde og ude, så der er ikke den store fare for at komme til at stå op eller ikke at kunne komme med.

Ultra Mar ankommer midt i ‘centrum’ af Isla Mujeres, hvor de fleste hoteller også ligger, så vi skulle fx kun gå i alt 200 meter, og så stod vi i receptionen på vores hotel. Easy peasy!

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico

Hoteller på Isla Mujeres
Hotellerne på Isla Mujeres spænder lige fra luksusklassen (fx Mia Reef) til de mere ydmyge gæsthuse og hostels, så der er noget for enhver smag og pengepung. Priserne for overnatning på Isla Mujeres er naturligvis sat efter udbud og efterspørgsel, og eftersom Isla Mujeres er velbesøgt af særligt amerikanere og mexicanere, så er prisniveauet også derefter.

Vi fandt et godt tilbud på dette hotel, som godt nok ikke lå ved stranden. Men til gengæld havde vi udsigt over havnen og smukke solopgange og solnedgange fra vores værelse.

Værelset var rummeligt og rent, og selvom det ikke var luksus, så var vi rigtigt fint tilfredse med alt – undtagen det hostel, som vi delte gård med, og som holdte fester i deres ende af gården stort set hver aften. Og nå ja, morgenmadsbuffeten var bestemt heller ikke noget at råbe hurra for.

Men så er det godt, at morgenmaden i byen bestemt er værd at smide penge efter – og at man der ikke behøver at spise førend op mod middag, når nu man er på øtid.

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico

Transport på Isla Mujeres
Inden vi ankom til Isla Mujeres, havde vi forventet, at øen var en lille tand mindre, end den reelt er, og at transport på øen mere var cykler og gåben end golfbiler og taxaer. Så vi blev en smule overraskede (og en tand irriterede), da vi fandt ud af, at samtlige turister på øen kører rundt i en lejet golfvogn, som larmer helt rædselsfuldt, og at gaderne faktisk er temmeligt befærdede med taxaer og ja … de forbistrede golfvogne!

Vi sprang dog let og elegant over at leje en golfvogn, da vi har ben, som vi fint kunne gå på rundt på øen. Og det kan faktisk anbefales at komme rundt på øen, for her gemmer sig en masse lokalt liv, små laguner, utroligt mange leguaner, små gallerier, et lækkert supermarked og andre fine spots, som er en god afveksling til det mere turistede liv ved strandene, restauranterne og hotellerne.

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico

Maden på Isla Mujeres
Man kan faktisk få det at spise, som hjertet kan begære, på Isla Mujeres. Ja, mexikansk mad såsom fajitas, guacamole, enchilada osv er meget udbredt på øen og fås stort set overalt. Men bortset fra det, så findes der også italienske restauranter, asiatiske restauranter og sågar restauranter med primært fokus på vegetariske og vegansk mad.

Fiskerestauranterne er primært centreret omkring stranden og havnen, mens de fleste andre restauranter ligger på hovedgaden.

Særligt Café Mogagua er et besøg værd.

Om morgenen er restauranten stuvende fuld med mennesker, der går ombord i stedets yderst velassorterede morgenmadsmenu med alt, hvad hjertet kan begære af grød, frugt, vafler, bagels, pandekager, æg, friskpresset juice og dejlig kaffe med lige præcis den type mælk, som du vil have.

Vi spiste morgenmad på Cafe Mogagua stort set hver morgen og gik aldrig skuffede derfra. Frokost og aftensmad på stedet er også fint. Men morgenmaden er noget særligt!

Er du til et menukort med lutter vegetariske og veganske herligheder (plus mulighed for at medbringe kødædende gæster), så er Aroma Isla også noget ganske særligt.

Stedet skiller sig ud fra alle andre restauranter på øen ved, at menukortet er primært vegansk og krydret med nogle vegetariske retter samt en række kødretter. Bl.a. serverer Aroma Isla en virkeligt mean vegansk burger med sweet potatoe fries, som er værd at skrive hjem om.

Skal du have kaffe to-go, så er de to ovenstående i øvrigt også mit bedste bud. Men vær obs på, at kaffen er billig, og at minimumsbeløb for at købe på kort begge steder er 100 pesos. Så man er næsten nødt til også at købe et stykke (vegansk) kage til … Bare ærgerligt!

Som en sidebemærkning så kan man faktisk betale med VISA-kort stort set alle steder på øen, med mindre vi taler de mindste butikker eller sælgerne på stranden. Vi havde cirka 1.000 pesos med, og det var rigeligt til de ting, vi skulle købe kontant.

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico

Shopping Isla Mujeres style
Er det god shopping, man har sat sig for på ferien, så er Isla Mujeres ikke stedet.

Der findes naturligvis butikker, men det er mest souvenirs og lokalt skrammel, man kan købe.

Jeg købte et net derude, og det var det. Men så brugte jeg til gengæld alle mine penge på god kaffe istedet, og så er alt jo godt.

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico

Strandene på Isla Mujeres
Der er flere strande på Isla Mujeres. De to af dem er i den mere turistede ende af øen.

Der er Playa Norte, som er nordstranden, og som er udnævnt til en af de smukkeste strande i verden!

Og så er der Playa Lancheros med det fineste rene sand og klareste vand – men som, i modsætning til revet ved Playa Norte, ikke byder på meget dyreliv.

Vil man snorkle, er det en god idé at bevæge sig op til Mia Reef hotel, hvor en lagune gør det muligt at snorkle fuldstændigt ubesværet blandt masser af fisk. Man kan se sine fødder, når man står i vand til over navlen, så det er et virkeligt godt sted at snorkle.

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico

Man kan i øvrigt fint spare pengene på en liggestol på stranden på Isla Mujeres og blot smide et håndklæde i sandet. Sandet er helt rent og fint, så det er næsten bedre end at ligge på en gennemgnavet liggestol. Palmerne fungerer desuden så fint som parasol.

Der er bøjer flere steder langs strandene, som gør, at man ikke kan svømme særligt langt ud. Så de vilde snorkleture på dybt vand egner øen sig ikke til.

Strandsnacks er i øvrigt aldrig længere væk end den nærmeste sælger, der byder på alt fra kurve, til smykker, hjemmelavet is og nødder. Den hjemmelavede kokosis er fantastisk og må og skal smages, hvis man møder den lille sælger med vognen, som han går og slår på med en mønt.

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico

Vejret på Isla Mujeres
Det er svært at gisne om vejret på øen. Jeg kender folk, der har rejst på samme tid som os (januar), og som havde varme men også masser af skyer og regn. Vi havde en del vind de første par dage, men til gengæld var det fint solrigt og dejlig varmt.

Men solen brænder igennem, så husk masser af solfaktor på den blege danskerhud!

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico snorkeling

Det kan man lave på Isla Mujeres
Først og fremmest kan man være i vandet og på stranden på Isla Mujeres. Vi tilbragte en del tid med at snorkle, hvilket øen er fantastisk til!

Vi sad også til langt op ad formiddagen i skyggen og spiste, læste og hyggede, hvilket ølivet på alle måder lægger op til, og hvilket vist samtidigt er sundt for de fleste danskere at opleve engang imellem.

Man kan ose butikker og finde alt det, man ikke vidste, man manglede. Man kan svømme med delfiner, hvilket vi fravalgte, da vi ikke var sikre på, hvordan og hvorledes det ville foregå, og hvor meget dyreplageri der evt. var involveret.

Herudover kan det varmt anbefales at gå en tur på øen og opleve det mere lokale liv samt øens dyreliv, der mest består af fugle og krybdyr (vi så overraskende få insekter!)

Skildpadder skulle man også kunne opleve på Isla Mujeres. Men det gjorde vi nu ikke.

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico

Man kan desuden tage en tur til fx Chichén Itzá, som vi gjorde.

Det var en dagsrejse med besøg hos inkaerne og andre stop lagt ind, hvilket gav cirka to timer til at opleve Chichén Itzá, som jo ellers var det, vi ville med turen. Vi kunne dog ikke finde en tur, som ikke var en lang busrejse med alskens lir lagt ind i programmet.

Dog fik vi efterfølgende at vide, at vi kunne have betalt lidt ekstra og have fået en chauffør, der kørte os direkte derind. Det tip er nu givet videre, hvis du heller ikke er til rullende turistfælder.

Mest af alt kan man dog komme ned i gear! Mañana, mañana gælder nemlig i særdeleshed på en ø som Isla Mujeres!

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico mia reef

Det praktiske på Isla Mujeres
Drikkepenge: Når man spiser ude og får maden serveret, er det kutyme at lægge mellem 10-20 pct. af regningen i drikkepenge. Nogle steder lægger de selv drikkepenge på regningen, andre steder kan man selv fortælle, hvor meget man vil give. Vi gav typisk 15-20 pct., og det blev taget imod med kyshånd.

Vasketøj: Kommer man med en hel kuffert fyldt med snavsetøj, så er det nemt at få vasket hos et af vaskerierne på øen. Vi fik vasket en kuffertfuld tøj for cirka 40 kr. Til gengæld fik vi også en liflig duft af skyllemiddel med i købet samt et par småting, som var krympet lidt. Men det hører med, når damen bag skranken ikke helt forstår, hvad man siger. Vi var bare glade for rene underbukser.

Det koster maden: Det, der er værd at bruge penge på på øen, er mad. Og ikke så meget andet. Vi gav 500-800 pesos for et måltid for tre personer inkl. drikkevarer. De dyreste måltider fik vi på stranden, hvor restauranterne serverer friskfanget fisk. Til gengæld får man også stort set altid serveret gratis snacks før maden uden, at de ryger på regningen.

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico

Doggie bags og to-go kopper: Mexikanerne er glade for at give dig en doggie bag eller en to-go kop til din juice, hvis du ikke lige fik tømt tallerkenen eller koppen, mens du sad på restauranten. Så bare spørg!

Kort er godt, kontanter er nødvendige: VISA tager de langt de fleste steder på Isla Mujeres. Men mange steder går grænsen ved 100 pesos, hvilket svarer til cirka tre sodavand eller en kop kaffe og te. Så hav lidt kontanter på lommen til den pludselige tørst.

Til slut vil jeg slå fast, at Isla Mujeres er et utroligt venligst sted, som først godt kan virke en smule overvældende, fordi der er mange mennesker (og golfvogne – grrr), som alle gerne vil hilse på en. Men så bliver man en del af bybilledet og begynder også at hilse på dem, man møder dagligt, helt automatisk.

Livet går langsomt, men dagene går desværre alt for hurtige!

isla mujeres strande byliv guide urbannotes.dk mexico

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

2 kommentarer

  • Minna

    Smukt ser der ud! Tak for inspiration!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Billeder kan desværre ikke gøre virkeligheden retfærdighed … Man skal vist se det i virkeligheden 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Maskebølgen, der førte en maske-konge til det lille kongerige