Afslører din hals, hvor gammel du er?

Julecocktail til dine gæster – når kun det bedste er godt nok

Det kan godt være, jeg er blevet gammel. Men når jeg rigtigt skal have noget lækkert at drikke ved festlige lejligheder, så er det ikke en øl, et glas vin eller en kedelig drink bestående af rom og cola eller lignende, der til sammen ikke rigtigt smager af noget.

Nej, jeg vil have en cocktail. En rigtig god cocktail, som smager af noget, og som jeg kan sidde og nyde langsomt, mens jeg samtidigt (forhåbentligt) sætter pris på selskabet.

En cocktail er ganske enkelt noget af det bedste, jeg ved, når jeg skal forkæle mig selv med et enkelt glas eller to, og jeg elsker også at servere veltilberedte cocktail for mine gæster i stedet for en mere gængs drink. Niveauet bliver ligesom højnet med en god cocktail, hvilket gæsterne har fortjent.

Jeg er dog samtidigt ikke til de helt store armbevægelser, og jeg gider ikke at købe 50 forskellige ingredienser for at lave fire cocktails. Det skal være simpelt, godt og baseret på få ingredienser, der er til at opstøve, og som komplimenterer hinanden perfekt.

Derfor er en af mine absolutte favoritter lige nu også den helt klassiske cocktail White Lady – men uden æggehvide, så den måske ved nærmere eftertanke mere bliver en Yellow Lady.

Uanset så smager den skønt, syrligt og lige tilpas. Og jeg synes, den er super festlig, hvilket gør den til den perfekte, nemme cocktail til at servere til fx jul, hvor den syrlige smag er ekstra værdsat før eller efter den lidt fede mad.

white lady cocktail urbannotes.dk nytårsdrinks

Opskrift: White Lady
Husk, at det er en god idé at have en shaker ved hånden, da en cocktail ikke bliver helt det samme, hvis blot ingredienserne blot røres sammen. En billig shaker kan dog købes i de fleste butikker, der fører isenkram.

Du skal bruge:
4 cl Hendrick’s (gin)
2 cl Cointreau (triple sec)
2 cl citronsaft
Is

Sådan gør du:
Mix alle ingredienser i en shaker med godt med is, og ryst så godt, du kan. En cocktail skal gerne rystes helt igennem!

Hæld derefter din cocktail over i et afkølet glas (gerne et martiniglas, som jeg burde få skrevet på min juleønskeseddel …), og pynt evt. med en citronskive eller lign.

Bon appetit til dig og dine julegæster!

Psst … Ved du i øvrigt, hvad forskellen på en drink og en cocktail er? En drink, som også kaldes long drink, er skænket til at drikkes over længere tid, mens en cocktail drikkes hurtigere. I praksis synes jeg dog, jeg sidder i længere tid og nyder en cocktail, så jeg er ikke sikker på, den holder i alle tilfælde.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her.

2 kommentarer

  • Helene L

    Tak for tip, det vil nok mine gæster sætte pris på. Jeg har givet min shaker væk, men nu får jeg helt lyst at lave nogle gode cocktails at overraske nogle venner med. God weekend

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Man kan da næsten ikke undvære en shaker! Kan man? 😀 Godt, det snart er jul, så kan du få en ny af julemanden 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Afslører din hals, hvor gammel du er?