Kan man tudbrøle over en bog?

Kaos i det lille hjem og en “opskrift” på bagte hvidløg

Lige nu er hele vores lejlighed mere eller mindre skilt ad. Eller det vil sige, at alle vores rør til både toilet og haner er pillet ned, vi har taget alt ud af skabene, og vi kan hverken vaske hænder, gå i bad eller på toilettet. Vaske tøj og vaske op er naturligvis heller ikke så lige til.

Det er lige lovligt kaos-agtigt til min smag, og jeg bander lidt mere, end jeg ellers ville gøre (hvilket ikke er så lidt …) Men vi bor i en knap 100 år gammel ejendom, hvor rørene skal skiftes for, at vi fortsat kan være forsikret mod vandskader.

Det er sådan set nobelt nok og alt det der. Problemet er bare, at vi ikke aner, hvor længe vi skal være foruden vand, og at vi ikke har set skyggen af fremskridt i vores lejlighed i over en uge nu.

Når man ikke har vand, må man tænke kreativt.

Man skal fx bade i en opvaskebalje med et miks af koldt vand og kogt vand, man skal hente vand på bagtrappen, hvis man vil skylle nummer et og nummer to ud i toilettet, og man skal genere så lidt tøjvask og opvask som overhovedet muligt.

Lillemanden tager i øvrigt det hele en del pænere end sin mor og synes ligefrem, det er lidt spændende, fordi han mener, at vi bor som fattige mennesker. Alligevel er han efterhånden også lidt træt af både bad- og toiletsituationen …

Som et led i den proces har jeg også måttet finde de nemme løsninger frem i køkkenet, og jeg har bl.a. lavet en god gammel favorit, som vi faktisk havde glemt alt om, men som har været en favoritret herhjemme, siden vi fik den serveret som tilbehør på Gordon Ramsays restaurant i London for en del år tilbage. Nemlig bagte hvidløg.

Egentlig er det ikke hverken en ret eller en opskrift som sådan. Men da jeg viste de bagte friske hvidløg på Instagram forleden, var der alligevel flere, der spurgte til dem, så jeg ville lige dele opskriften/processen én gang for alle.

Så håber jeg ikke, at Gordon Ramsay kommer efter mig for at have tyvstjålet idéen fra ham (oh gru!)

bagte hvidløg bagte grøntsager urbannotes.dk

Opskrift på bagte hvidløg
De bagte hvidløg er oplagt tilbehør til stort set alle retter. De smager ikke hverken stærkt eller vildt meget af hvidløg. Men de har lidt bid i smagen og er et god bud på sund tilbehør til maden.

Du skal bruge:
– Hele friske hvidløg (beregn cirka et hvidløg pr person)
– Olivenolie
– Friskkværnet salt

Sådan gør du:
Start med at flække hvidløgene på midten, så selve federe bliver skåret midt over.

Placer hvidløgene på en bageplade med bagepapir, og pensl dem generøst med olivenolie.

Strø derefter lidt friskkværnet salt på toppen, og bag i ovnen ved 180 grader i cirka 20 minutter eller, til hvidløgene er brune i kanten.

Server lune som tilbehør – evt. sammen med andre ovnbagte lækkerier.

Dagen efter dufter man måske en smule af hvidløg, men for det første var det vist kun noget, man var utroligt forskrækket over engang i 90’erne, og for det andet er det vel til enhver tid bedre end at have hår, der stritter ud til alle sider, fordi man tager alle sine bade i opvaskebalje …

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kan man tudbrøle over en bog?