M2 Beauté serum - længere vipper og fyldigere bryn

Kroatien fra en ende: Split

Når man kommer hjem fra en presserejse, er man altid helt fyldt op til randen med indtryk, smilende ansigter, smagsoplevelser og spændende fortællinger og oplevelser.

Dog har jeg aldrig prøvet at være så bælgøjet og proppet med iagttagelser og gode historier som efter vores rejse gennem Kroatien og Montenegro.

Godt nok havde vi et pakket program. Men jeg havde heller ikke de store forventninger til hverken Kroatien eller Montenegro, så at det var så ovenud smukke lande med så mange interessante aspekter og vilde oplevelser har helt fejet benene væk under mig, og det kommer til at tage nogen tid at absorbere det hele og dernæst få det ned vha tasterne.

Heldigvis har jeg taget noget, der minder om 10.000 billeder, som kan sætte rejsen i system, nu hvor jeg kun fik taget beskedne noter undervejs. Jeg havde travlt med at sige “næh”, “ih” og “oh” og kigge op og ned og til højre og venstre i samtlige dage.

Godmorgen Split!

Godmorgen Split!

Men det var en kanon tur i et par utroligt fine lande med flere oplevelser, end man på nogen som helst måde kan nå at komme omkring på de få timer, vi var hvert sted.

For dog at starte fra en ende, som jeg vist er kommet til at love med overskriften, så landede vi i Kroatien. Nærmere betegnet i Split på Den Dalmatiske Kyst. Nogle påstår, pga navnet, at dalmatinere stammer herfra. Men det er, i følge de lokale, en skrøne.

Vi ankom sent, så den første dag gik med transport. Selvom flyrejsen til Split i Kroatien blot tager lidt over et par timer med charterfly.

Hotellet nåede vi ikke som sådan at inspicere, da vi ankom, fordi vores lokale guide ville vente på os i receptionen kl. 9 næste morgen. Så det handlede om at få ramt hovedpuden i en hulens fart, så vi var friske og veloplagte til en oplevelsesrig dag med et tætpakket program dagen efter.

Om morgenen nåede vi dog en ultra hurtig morgenmad på hotellet. Den bestod både af vafler, pandekager, frisk frugt, frisklavet omelet efter eget ønske, morgenmadsdessert (er der noget, der hedder det?) samt en god stor kop kaffe. Det var den vildeste morgenmadsbuffet, og vi kunne sikkert have siddet der endnu i solen på terrassen, hvis ikke det var for den ventende minibus, som skulle køre os langs Den Dalmatiske Kyst.

Morgenmad i solen på Le Meridien Lav.

Morgenmad i solen på Le Meridien Lav.

Første stop på ruten var Old Town i Split. Det, der også er kendt som Paladset, fordi byen er bygget op inde i og omkring det gamle palads, som man i tidernes morgen har gravet ud og gjort beboeligt.

I Paladset eller Old Town, om man vil, findes alt, hvad turisthjertet kan begære at vilde bygninger, små souvenirbikse, caféer og restauranter. Men det er også i Old Town, mange af de lokale bor i UNESCO bevarede små huse, hvor man langt hen ad vejen lever, som man gjorde back in the days. Derfor hænger der også ret meget vasketøj til tørre rundt omkring i Splits gamle by. Men det er absolut en del af den lokale charme!

I Paladset finder man desuden et marked med alt fra levende snegle til lokale grøntsager, der var plukket direkte på marken tidligt om morgenen. Vi købte friske jordbær og nød dem som formiddagssnacks i solen.

Old Town Split.

Old Town Split.

Mellem det vilde miks af brede gader og smalle passager fandt vi også en gruppe såkaldte Klapa sangere, der gav den med accapella-versioner af gamle kendte kroatiske sange. I Kroatien synger man nemlig både, når man er glad, sur og ked af det. På den måde får man afløb for følelserne.

Vi kunne helt sikkert godt have brugt et par dage på at udforske mulighederne og livet i Splits gamle by. Men allerede et par timer senere gik turen videre i vores minibus med den lokale guide og vores chauffør, som sørgede for popcorn til turen, fordi hans far havde en lille bod på torvet, hvor han solgte popcorn. Kroatisk gæstfrihed i en nøddeskal!

Super-turisten Michala ;-)

Super-turisten Michala 😉

Ikke så langt fra Split ligger Krka nationalpark, som var vores næste stop.

Jeg havde spurgt vores guide en del om kroatiske retter, og hvad de spiste, når de selv gik ud eller tilberedte klassiske kroatiske måltider derhjemme. Det er jo den slags, man helst vil sætte tænderne i, når nu man er udenlands.

Så da vi nåede til vandfaldene i Krka, sørgede guiden for, at vi fik det ægte kroatiske køkken at smage. Først med lidt lokal ost og pølse og siden en tallerken Cevapcici, som er små kødpølser eller kødruller tilberedt af oksekød. Retten var ikke pæn, men til gengæld var den yderst velsmagende.

Smukke vandfald i Krka Nationalpark.

Smukke vandfald i Krka Nationalpark.

Michala og Signe i læ for solen under de grønne parasoller.

Michala og Signe i læ for solen under de grønne parasoller.

Det var meningen, at vi ville bade i de smukke vandfald ved Krka. Men tiden løb fra os, og bussen ventede på os. det samme gjorde den gamle by Trogir.

I Trogir, cirka 30 km fra Split, besøgte vi endnu en gammel by med nye smalle passager og enestående historier.

Pitstop i Trogir.

Pitstop i Trogir.

Hovedattraktionen efter en varm og hektisk dag var dog for mig den lokale lille mørdejskage med nøddefyld, rafioli, som vores guide anbefalede, at vi smagte på den lille café og isbar Dovani i Trogir.

Vores visit i Trogir blev kort. Men det er en hyggelig og virkelig fin by, der bestemt kan anbefales at lægge vejen forbi, hvis man alligevel er på kanterne i nærheden af Split. Om ikke andet så for at spise en rafioli og drikke en kop kaffe på en af de hyggelige små caféer, mens man kigger på det lokale liv i gaderne.

Rafioli - haps!

Rafioli – haps!

Vores næste stop efter Trogir var Makarska Riviera. Men det er et helt kapitel og et fotoalbum for sig selv.


Jeg var inviteret på presserejse til Kroatien og Montenegro af Apollo samt turistrådene i Kroatien og Montenegro.

Split og omegn i korte fakta:

Her boede vi: 
Vi boede på Le Meridien Lav i Split. Et super luksuriøst hotel med den vildeste morgenmadsbuffet, som man nok skal bruge en hel uge for at spise sig igennem. Værelserne var fine, klassiske, pæne og rene, og udsigten fra hotelværelset og udover Adriaterhavet var helt sublim. Et hotel, jeg ikke ville have noget imod at bo på igen, hvis jeg er på de kanter.

Her spiste vi:
Man kan roligt vove sig ud i de lokale kroatiske retter. De er en herlig blanding af det italienske og østeuropæiske køkken. Og bl.a. cevapcici, som også kaldes balkanruller, kan varmt anbefales. Desuden er der altid tomatsalat og/eller calabrese salat med tomat og mozzarella at finde på menukortet. Dog fandt vi ud af, at en agurkesalat eller en tomatsalat, når de ikke er beskrevet yderligere på menuen og er mistænksomt billige, blot er en skål med udskårne agurker eller tomater. Sæt i øvrigt tænderne i en rafioli, og drik endelig masser af kaffe. De er drøngode til kaffe!

Det besøgte vi:
Old Town i Split er næsten et must see, når man er på de kanter. Desuden kan en gåtur ved havnen i Split varmt anbefales. Krka National Park er desuden utroligt smuk og bestemt et besøg værd. Men sæt en dag af til det, for der er smukke udsigter og stier, så man kan se vandfaldene fra flere vinkler. Trogir er langt hen ad vejen en miniudgave af Split. Men eftersom byen over sine 2.000 års levetid har været under både græsk, romersk, venetiansk og fransk herredømme, gemmer der sig en række spændende og anderledes historier i de mange smalle stræder. Desuden er der rig mulighed for at shoppe lidt og se på de mange dovne katte, som huserer i byens gader.

Det skal du helt sikkert prøve:
Lyt til Klapa sangerne, som leverer en helt unik stemning, tag dig tid og observer det lokale liv, og husk at sætte tænderne i en rafioli, hvis du får chancen.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

M2 Beauté serum - længere vipper og fyldigere bryn