[ Opskrift ] Verdens nemmeste smoothie bowl

Kvinde, øv dig i at sige nej!

Kan man godt lave et forsæt midt om sommeren? Altså ikke et nytårsforsæt men et sommerforsæt?

I så fald skal mit være, at jeg skal blive bedre til at sige nej: Nej, jeg vil ej. Nej, det kan jeg ikke. Nej, jeg gider ikke at samle dine sure underbukser op fra gulvet. Nej tak!

På det seneste har jeg haft travlt, som jeg aldrig har haft før.

Bevares, jeg er også selvstændig. Vi arbejder meget og på de skøreste tidspunkter af døgnet. Men det plejer ikke at stresse mig, for jeg har lavet det, som jeg laver, i mange år. Og jeg er ret god til det.

Men jeg har bemærket, at jeg simpelthen påtager mig for mange ting. Ting, som ikke behøver at ligge på mit bord.

urbannotes-dk-conni-lagergreen-schmidt

Af natur er jeg nok bare typen, der har ja-hatten på. Jeg er en problemknuser, og hvis andre ikke påtager sig en opgave, så gør jeg det for dem. Og hvis de ikke selv kan finde det, de leder efter, jamen så finder jeg det for dem. Ganske enkelt, fordi nogen jo skal gøre det.

Jeg siger også tit ja, selvom det egentligt handler om ting, jeg ikke helt burde bruge tid på. Det sluger tid fra det, jeg rent faktisk burde fokusere på.

Men hvis nogen beder mig pænt om hjælp eller om en tjeneste, jamen så er det da det, jeg gør. Og det selvom jeg egentligt godt ved, at vedkommende, som jeg siger ja til i denne omgang, måske faktisk siger nej til mig, når jeg beder vedkommende om en tjeneste.

Jeg svarer også på arbejdsmails i weekenden og kl. 23 om aftenen, fordi jeg kan (damn you smartphone) – også selvom tingene jo grundlæggende ikke løber nogen vegne … Som regel.

På det seneste har det, at jeg har en tendens til at sige ja til det meste og har en tendens til at påtage mig at fikse det hele, kollideret med en mere end fyldt arbejdskalender (og i øvrigt opbygningen af en helt ny blog). Og det har gjort, at jeg faktisk er blevet godt gammeldags stresset.

Ikke som i: Jeg har en sygdom, der hedder stress, som gør, at jeg taber håret og har hukommelsestab. Men jeg kan også mærke, at det er nu, jeg skal slå bremserne i. For enhver anden, der ikke var så dreven i sit job, havde forlængst lagt sig på sofaen i tre måneder og havde været nødsaget til at melde sig ud af alt.

Desværre tror jeg egentlig, det er et gængs kvindeproblem.

Vi tager os af ting. Vi hjælper andre, og vi projektstyrer hjemmet, jobbet og fritiden med alt, hvad dertil hører.

Vi køber ind og laver madplaner, vi arrangerer legeaftaler, vi vasker tøj, vi rydder op på kontoret efter kollegerne og sørger for at samle sure sokker op fra gulvet. Vi tager snakken med læreren i skolen, arrangerer venindens surprise party, påtager os det bestyrelsesarbejde, som de andre ikke vil have, og vi lægger den der karklud på plads, som ingen andre ænser bare ligger og flyder.

Men hvad ville der egentligt ske, hvis ikke vi gjorde det? Ville andre måske på et tidspunkt selv påtage sig opgaven? Eller ville tingene lige sejle for en stund, og så er det bare sådan, det er?

Jeg kan i hvert tilfælde ikke blive ved med at bære verden på mine skuldre og være den, som ordner alting: I hjemmet, i venindegruppen og på job.

Så nu vil jeg lade underbukserne ligge på gulvet for en stund. Jeg vil sige pænt nej tak, hvis ikke jeg virkeligt føler for tingene, og jeg vil overlade andres arbejde til dem selv. Hvis de ikke selv kan finde tingene, så må de lede lidt ekstra, for jeg øver mig i at sige: Nej! Bør du gøre det samme?

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

[ Opskrift ] Verdens nemmeste smoothie bowl