De bedste tips til serier og bøger, du vil se og læse i den mørke tid

Min lille smuttur til Egypten

[ Indeholder reklame ]

Vi skal blot lidt over en uge tilbage i tiden, og jeg var fuldstændigt uanende omkring, at jeg i denne uge pludseligt skulle stå i Hurghada i Egypten midt i den skønne sene efterårssol.

Sagen er dog den, at jeg med ganske kort varsel fik mulighed for at tage til Egypten med Apollo Rejser i et par dage for at opleve det helt nye Aqua Vista – Powered by Playitas sportshotel, og så skulle man jo egentligt være et skarn, hvis ikke man lige takkede ja til det og muligheden for (endelig) igen at blive varmet igennem af solens livgivende stråler.

Sidstnævnte er noget, som har været savnet de seneste uger, hvor jeg konstant har frosset et eller andet sted på kroppen.

Samtidigt er det ved at være en del år siden, jeg sidst har været i Egypten. Men det er jo faktisk en oplagt destination på denne tid af året, da temperaturerne sagtens kan komme op over 25 grader, hvilket der vist er andre danskere end mig, der godt kan finde ud af at sætte pris på i den mørke, kolde og våde sæson, som det sene efterår ofte er.

På den måde endte jeg altså med at tage en lille smule forskud på sol, varme og muligheden for endelig at hoppe i sandalerne igen nu her cirka en måned, inden vi tager hul på vores helt store rejse. Og det var egentligt slet ikke så tosset – selvom det var en kort visit under solen.

// Stretch and Relax ved solnedgang over Hurghada er en temmeligt fed og særlig oplevelse (og tilsyneladende en oplagt mulighed for at få luftet bingovingerne …)

Vi fløj således fra København onsdag morgen og landede i Hurghada midt på eftermiddagen. Heldigvis ligger det nye Playitas sportsresort blot cirka 15 minutters kørsel fra lufthavnen, så der var absolut ikke tale om en lang transfer. Faktisk nåede vi knap nok at kigge ud ad vinduerne i bussen, inden vi stod med begge ben solidt plantede i den store reception på hotellet.

Da vi havde læsset vores bagage af på de respektiv værelser, slog vi vejen omkring en af de mange restauranter på resortet, for at få en hurtig snack udløst af vores gule all inklusive armbånd, inden vi igen vendte næsen mod værelset, for lige at svinge benene op et sekund ovenpå flyturen, og dernæst klæde om til aftenens store officielle åbningsfest på hotellet.

// Et lille snap tidligt om morgenen fra min altan på hotellet. Der var så mange liggestole og pools, at der heldigvis var plads til alle – også selvom mange var stået endnu tidligere op for at placere deres håndklæde solidt på en liggestol, uden at de selv var solidt placerede … Folk, altså!

Festen blev bl.a. også besøgt af repræsentanter fra den egyptiske regering, olympiske medaljetagere og naturligvis hende her (som efterhånden kan betragtes som min ret faste rejsemakker – hvis familie da ikke tæller med), hende her og jeg, som intet havde imod at mingle lidt med vigtige mennesker, som vi så desværre ikke rigtigt kunne udpege i mængderne. Måske fordi vi ikke havde fået læst godt nok op på det politiske billede i Egypten, måske fordi der var fotografer overalt, som spærrede for udsynet til alle aftenens vigtigste gæster.

Hele aftenen tilbragte vi med mad, vin, kulørte drinks (det hører sig til, når man er på charter), live-musik og, naturligvis, med at skåle på, at vi pludseligt sad i Hurghada og havde fået denne fantastisk fine mulighed for at være nogle af de første til at opleve det nye Aqua Vista Playitas resort.

//Restauranter er der masser af på Aqua Vista – Powered by Playitas. Det sværeste var næsten at begrænse sig (og at holde sig til kun de egentligt nødvendige måltider.) Der er all inklusive, så man spiser og drikker bare løs.

De fleste kender nok Playitas af navn. Nogle har måske også besøgt Playitas på Fuerteventura eller La Pared, som også er drevet af Playitas i samarbejde med Apollo Rejser og ligeledes ligger på Fuerteventura.

Jeg var selv så heldig at opleve det originale Playitas på Fuerteventura for en årrække tilbage i forbindelse med en anden presserejse, og jeg har ofte over årene tænkt, at vi burde tage på familietur dertil, når Lillemanden er bare en lille smule større og rent faktisk også kan få noget fedt ud af de mange sportslige udfordringer, som sådan et Playitas resort rummer. Jeg tror snart, vi er der.

Ikke fordi vi nødvendigvis skulle dyrke sport fra morgen til aften i en hel uge, fordi så sporty er der ingen af os, der er. Men fordi resortet både giver mange muligheder for at træne med høj eller knap så høj puls og for at ligge ved poolen (okay, hoppe i poolen), hvis det er det, man lige har behov for.

// Et par glimt fra træningsområdet på Aqua Vista. Når pumpen kommer hjem om lidt og bliver installeret, vil man bl.a. kunne svømmetræne i en opvarmet pool.

På den måde adskiller et Playitas hotel sig på overfladen måske ikke så meget fra et andet charterhotel – altså bortset fra, at folk, man møder på sin vej, ikke går men løber og, at langt de fleste har træningstøj på, fra de står op og til, de går i seng. Men det fede er, at man næsten ikke kan undgå at være aktiv, fordi der er så mange muligheder – uanset, om det er holdtræning, fitnesscenter, cykling, svømning, CrossFit, tennis eller noget syvende, man brænder for.

Men tilbage til Aqua Vista – Powered by Playitas og denne uge.

Efter en god nats søvn (som var god, fordi det faktisk var en 4-stjernet seng, vi sov i) gik turen til morgenmadsbuffeten på endnu en af resortets mange restauranter. Her var mere eller mindre alt, hvad hjertet kunne begære, og selvom morgenmad er det vigtigste måltid på dagen for mig, og jeg virkeligt kan indtage meget, så kunne selv min ellers morgenmadsglade mave ikke følge med til det udvalg, som var i den enorme buffet. Jeg fik dog en del frugt, en frisk omelet med masser af grønt samt nogle fantastiske figner, der smagte, som de kun smager i den del af verden, hvor vi befandt os.

Vi skulle jo desuden træne (og i badetøjet), så det gik ikke, at spise sig alt for skeløjet.

Forinden træning og badetøj blev vi dog mødt af Playitas’ svenske repræsentant, som skulle vise os rundt på Aqua Vista – Powered by Playitas og fortælle os om mulighederne på resortet. Og jeg skal da lige love for, at vi blev overraskede over, hvor stort stedet egentligt var. Det var på ingen måde gået op for os, idet vi ankom, da solen var ved at gå ned, og vi altså kun havde set en lille brøkdel af stedet ved vores almindelige færden mellem værelser, reception og restauranter indtil nu.

Padeltennisbaner, tennisbaner, kæmpe vandland for store og små, CrossFit-faciliteter, et enormt fitnesscenter med helt nye maskiner, et cykelcenter, flere poolområder, end vi kunne tælle, og meget meget mere (se evt. det hele her). Aqua Vista – Powered by Playitas dækker over et kæmpe område, hvilket faktisk, hvis man tidligere har rejst til Egypten og ved, at man mest opholder sig på og omkring sit eget hotel/resort, er en virkeligt vigtig faktor for en god ferie i Egypten.

// Solnedgang over Aqua Vista – Powered by Playitas. Kunne jeg finde på at komme igen? Ja, helt sikkert!

Efter rundturen hoppede vi i frokostbuffeten med pasta, salat, pizza og meget mere for lige at få et let måltid, inden vi landede vores kroppe på solstolene ved poolen for at slå mave.

Senere på dagen fik vi desuden testet nogle af træningsfaciliteterne og holdtræningen, som foregik på den store lyserøde bane midt på hotellet. Det kan godt være, jeg er vant til at træne et par gange om ugen herhjemme, hvilket altid føles rart (særligt bagefter). Men der er noget særligt fint og motiverende ved at dyrke sport under åben himmel, hvilket virkeligt gik op for mig, mens jeg lå på min måtte under åben himmel og kunne kigge lige op i det uendelige.

Efter en lang dag med sol på næsen, en smule sved på panden og en masse nye indtryk, var det tid til at gå tilbage på værelset for igen at pakke tandbørste, badetøj og sandaler i kufferten. Efter en middag og en drink (samt to pokkers stærke espressoshots i baren, fordi jeg skulle holde mig vågen en hel nat) var det nemlig blot tid til at hyggesnakke og vente på, at vi blev afhentet fra hotellet for igen at drage hjem til kulden her i Danmark.

Vi fløj med rutefly fra Hurghada til Istanbul og videre til København, fordi det var en pressetur, og vi derfor havde en særlig længde på turen. Men normalvis flyver man naturligvis direkte med charterfly og undgår altså en mellemlanding, samt nogle lidt utaknemmelige flytider. Jeg trængte i hvert tilfælde til en lur, da jeg endelig kom hjem fredag eftermiddag, havde pakket kufferten ud og kunne glæde mig over, at jeg for engangs skyld var helt varm både indeni og udenpå efter mit møde med Hurghadas skønne novembersol.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

De bedste tips til serier og bøger, du vil se og læse i den mørke tid