Mit viljestærke barn

Det er ikke helt til at forstå det. Men på tirsdag er det allerede et år siden, vi stod foran skolen for aller første gang fyldte med forventning til SFO-start og til det kommende skoleliv.

Tiden er fløjet af sted. Den har været fyldt med læring for alle parter, fyldt med eftermiddage med læsning og regning, med et væld af madpakker og 10-mad, forældre-intra og Tabulex samt nye bekendtskaber for både forældre og barn.

Men det har desværre også været en tid med utroligt store frustrationer, med opgivenhed, forældresamtaler, lange møder på skolen og med mange tårer.

Vores lille dreng, som ellers er så nem og glad og imødekommende, har nemlig haft en utroligt vanskelig skolestart.

Skoledagene er endt i konflikter med de andre børn og i konflikter med lærerne, som i sidste ende også er endt med konflikter herhjemme.

Jeg har ikke kunnet genkende mit barn i hele denne proces.

Min lille dreng, som er så kærlig og har så stor retfærdighedssans, brænder da ikke sammen, vælter stole i klasselokalet og slår de andre børn og voksne?!

Det har været svært at forstå, og det har været endnu sværere at være den forstående forældre, der skal stå skoleret stort set hver eftermiddag i SFO’en, fordi ens barn endnu engang har haft en utroligt dårlig dag, der er gået op i hat og briller, konflikter, tårer og en flad.

Det første år i skoleregi er med andre ord ikke et år, vi overordnet set kommer til at se tilbage på med varme og hyggelige minder. Det bliver det år, vi nok allerhelst alle tre helst vil glemme.

Undervejs er alle pædagogiker blevet prøvet af fra både vores og skolens side. Jeg har selv taget alle de forældrehatte på, som man kan komme i tanker om.

Der er blevet skældt ud. Der er blevet uddelt straf. Der er blevet lovet belønninger, og der er blevet talt med både forstående gloser og med de lidt mindre forstående.

Intet har syntes at virke. Næste dag var der igen grund til at hive os til side for endnu engang at fortælle om en uheldig episode.

Selvom vi stort set aldrig har haft konflikter af nogen art herhjemme, så begyndte frustrationerne fra skolen også så småt at sive ud i familielivet, og det var en mere og mere vred ung mand, vi skulle forholde os til, når vi skulle lave aftensmad eller på anden måde hjælpes ad herhjemme.

Pludseligt blev der smækket med døre, kastet med ting og talt med vrede tunger, og jeg så mig selv hensat til den trodsalder, som trak så mange tænder ud for nogle år tilbage, og som jeg ellers lykkeligt havde glemt.

Når barnet er 6 år og ikke 3 år, så bliver det blot endnu mere sårende og intenst, skulle jeg hilse at sige.

Efter alt for megen afmagt og alt for mange konflikter valgte jeg at ændre strategi.

Det kom lidt sideløbende med, at jeg kom i besiddelse af en bog, som heldigvis blot bakkede mig op i min strategi.

Jeg valgte at give plads. Jeg valgte at acceptere, at mit barn ikke trives i skolen. Og jeg valgte at slippe de negative tanker og toner, så han for guds skyld i det mindste kan trives, når han kommer hjem.

Når mit barn har brug for en pause efter en lang dag i skolen og SFO’en, så giver jeg ham plads.

Jeg giver ham også medbestemmelse, så han selv kan være med til at definere, hvad hans rolle i familien skal være. Han får lov til at stå for flere af sine egne beslutninger, og jeg bøjer af, når jeg kan mærke, at vi er ved at ende i en diskussion om noget, som ikke død og pine er vigtigt for mig. Hans viljestyrke får med andre ord plads til at være på lige fod med min.

Heldigvis har jeg kunnet genkende mange af de ting, som familierådgiveren Smilla Lynggaard skriver om i sin bog “Slut fred med dit viljestærke barn – og dig selv”, som jeg henviste til ovenfor.

Hun dumpede pludseligt ned fra himlen som en støttende arm midt i mit sidste indædte forsøg på at skabe ro i familien, så vi for pokker ikke konstant skulle bekrige hinanden herhjemme på grund af frustrationer, som kom et helt andet sted fra. Og det var rart!

Smilla Lynggaard taler bl.a. om accept. Accept af, at ens barn ikke er som de andre børn. Og dermed opfordrer hun til at have modet til at gå imod strømmen og tage de blikke og syrlige kommentarer, der evt kommer ud af det, med stiv arm for ens barns skyld og for familiefredens skyld. Ja, vi gør det måske anderledes, men det skal andre ikke blande sig i.

Hun taler også om familiens frirum og om, at der kan være nok så meget ude i verden, der går ens barn imod. Og netop derfor skal og må familien være klippen, som altid står rank, og som altid samler en op, når man måske er væltet.

Desuden har Smilla Lyngaard en række tips til, hvordan man kommer videre og ud af den sovs, man som familie har begravet sig selv i.

“Slut fred med dit viljestærke barn – og dig selv” har med andre ord været en støtte midt i alt det kaos, som har hersket det seneste år, og den har (heldigvis) bekræftet mig i, at jeg var på vej ned ad den rette forældre-sti i alt det møg og alle de møder, som har fyldt en hel del i vores familieliv siden skolestart.

Og selvom det er en forældre-sti, jeg lige skal øve mig på at balancere på, så kan jeg mærke, at jeg går den rigtige vej.

Derudover har Smilla Lynggaards bog introduceret begrebet “dit viljestærke barn” for mig. En betegnelse, som langt henad vejen faktisk matcher mit barn på mange områder, og et karaktertræk, der nok først for alvor er kommet op til overfladen efter skolestart, hvor han er blevet overvældet af nye krav, nye mennesker, nye rammer og alt det kaos, som hersker på en folkeskole midt i hovedstaden.

For viljestærk, det er han, og han tager de kampe, som han synes, der skal kæmpes. Men det har vi nok været for gode til at acceptere i en familie, hvor der kun er ham og os og ingen andre at tage hensyn til, og derfor har det ikke fyldt særligt meget tidligere.

Inden længe er første skoleår (heldigvis) slut. Inden da har vi faktisk på nuværende tidspunkt taget en række uger, hvor vi ikke er blevet hevet til side i SFO’en for at lægge øre til dårlige nyheder og triste blikke.

Jeg fornemmer, at der er mere overskud til at svømme med strømmen i skolen og SFO’en, og jeg tror på, at det er de nye rammer herhjemme, der til dels giver det overskud.

Smilla Lynggaards bog ligger dog stadig ved siden af sengen som en lille daglig reminder om, at jeg skal være hans støtte i det her, og at jeg skal give ham den plads, som han ikke kan få i skolelivet, og som han som intelligent, selvstændigt og viljestærkt væsen har behov for, herhjemme.

Derudover krydser jeg fingre for, at vi fortsætter nedad den sti, som vi lige nu har taget nogle skridt ud af. Og jeg glæder mig, som et lille barn, til sommerferie, hvor vi forhåbentligt alle sammen kan få et velfortjent åndehul.

Til slut vil jeg opfordre til, at vi forældre holder op med at dømme hinanden og holder de nedværdigende blikke og kommentarer for os selv. Vi gør alle sammen det bedste, vi kan, og bare fordi et barn måske bider eller sparker eller gør andre dumme ting, som man naturligvis ikke må, så betyder det ikke, at hverken forældre eller barn har fejlet. Det betyder blot, at man er et sårbart sted lige nu, hvor man faktisk blot har brug for opbakning og velmente råd. Og ja, jeg er faktisk utroligt ked af, at mit barn har hevet dit barn i håret, og det er han også!

Nysgerrig på familierådgiver Smilla Lynggards bog “Slut fred med dit viljestærke barn – og dit selv”, så kan du læse mere her.