Når en fremmed bliver håbet for enden af tunnelen

For halvanden uge siden afleverede jeg mit barn til første skoledag med en stor klump i halsen og med et inderligt håb om, at alt nok skulle blive godt. At sommerferien læger alle sår, og at vi skulle starte på en frisk. En frisk uden vredesudbrud, konflikter og opkald fra skolen.

Mange har (på grund af mit tidligere indlæg om et noget svært første skoleår) i den halvanden uge prikket mig på skulderen, skrevet mails og beskeder om, hvordan skolestart så har været.

Efter den første uge kunne jeg ærligt svare, at det var gået godt! Over al forventning faktisk. Der var ingen konflikter og ingen kedelige opkald fra skolen midt i arbejdstiden. Der var kun en glad dreng, som var spændt på alt det nye, glad for sine nye lærere, og som hver dag kom hjem og fortalte, at det havde været en god dag!

Jeg begyndte at tro på det. Have ro i maven. 1. klasse skulle nok blive godt.

Mandag morgen begyndte dog allerede med en lidt anspændt morgen herhjemme. Og eftermiddagen bød da også på et opkald med beskeden om, at det nok var en god idé at hente tidligt.

Vi fik en snak om, hvad der var gået galt. Hvorfor der var blevet væltet et bord, og hvorfor lærere og pædagoger skulle have vide, at de var lagt for had.

Efter en god snak i ro og mag herhjemme var alt godt. Vi var begge ved godt mod, og tirsdag skulle blive dagen, hvor skoledagen nok skulle forløbe med smil og glæde (og ingen væltede borde, tak!)

Allerede kl. 10 tirsdag fik jeg dog igen et opkald om, at jeg skulle hente – og gerne hurtigst muligt. Der var opstået en konflikt, som gjorde, at jeg måtte smide alt, hvad jeg havde i hænderne på kontoret for at hente en meget brødbetynget dreng, der så udmærket godt vidste, at det var helt forkert, hvad han havde lavet.

Vi endte med at tilbringe det meste af tirsdagen sammen med at reflektere lidt over, hvorfor dagen nu igen var gået i hårknude. Vi legede med LEGO, mediterede og takkede hinanden for en god dag ved sengetid (trods den kedelige start).

Jeg følte mig med ét hensat til det noget triste og opgivende humør, der herskede det meste af sidste skoleår. For jeg har igen og ærlig talt utroligt svært ved at forstå mit eget barn, når han gør sådan noget, der ligger så fjernt fra det, som jeg selv oplever, han står for, når vi er sammen.

I dag mødte jeg så en fremmed. Ikke fremmed som sådan, da vi jo tidligere har talt sammen et par gange. Men en fremmed i den forstand, at vi ikke ellers kender hinanden overhovedet.

Det viste sig, at hun læser med herinde, og at også hun var spændt på at høre, hvordan starten i 1. klasse nu var gået.

Det var hun naturligvis af samme årsag som alle de andre, der har spurgt. Fordi man kærer sig om hinanden og andre menneskers velbefindende.

Men hun havde også en lidt anden grund til at være særligt nysgerrig.

Hendes søn, som i dag er noget ældre end Lillemanden, har nemlig haft præcis samme møde med skolen. Samme opførsel, samme nederlag i mødet med skolesystemet og samme væsen, som den lille person, som hun nogle gange har læst beskrevet herinde i mine indlæg.

Hendes søn havde det også svært med skolens rammer. Han blev også testet uden, at psykologerne kunne finde andet end et særligt sensitivt og intelligent væsen. Han var også altid den første til at komplimentere hende på hendes nye bluse, øreringe eller læbestift. Og han var også typen, der havde høj retfærdighedssans og fik alt med omkring sig – på godt og ondt.

Og bedst af alt så var han nu kommet ud på den anden side og var både glad for og god til at gå i skole.

Egentligt mødtes vi to mødre til sensitive drenge under rammer, som slet ikke lagde op til en lang snak om det svære ved at være mor til et barn, som ikke trives. Men vi fik en utroligt lang og god snak, som lige nu faktisk betyder alverden.

Jeg ser lys for enden af tunnelen, selvom det hårdt lige nu. Og jeg tror på, at vi nok skal komme ud på den anden side, blive lidt gladere, blive lidt bedre (for det skal jeg også selv blive) og blive bedre klædt på til det at gå i skole.

Nogle gange hjælper det bare at snakke. Føle sig forstået. Også selvom det er af en fremmed.

Så tusind tak, fremmede!

Min og Lillemandens mange lange snakke og helt rolige dag i går, hvor vi havde hele dagen for os selv, førte desuden til, at han havde en fantastisk skoledag i dag, og at jeg (endelig) igen kunne hente en glad dreng til helt sædvanlig tid.

Nu krydser jeg bare fingre for de næste rundt regnet 200 dage + sådan cirka yderligere otte år.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her.