Er danske forældre i virkeligheden verdens bedste?

Når hjerte rimer på smerte – og utroligt sure citroner

De seneste 24 timer har været den vildeste følelsesmæssige rutsjebanetur. Jeg har haft en stor klump i halsen det meste af tiden, og hver gang jeg i perioder har skullet blinke, har jeg været bange for, at tårerne skulle pible frem.

Normalt er jeg ellers ret ‘tough’. Der skal meget til for, at noget som helst ryster mig ud af balance. Måske fordi alderen bare har rustet mig til stort set alt, og fordi jeg af bitter erfaring har lært, at livet har sine op- og nedture, og sådan er det bare. Nedturene kan man ikke gør så meget ved, og det hele bliver jo faktisk altid godt igen.

Men når nedturen handler om mit barn, så kan jeg stadig næsten ikke rumme det. Mit hjerte går bare en lille smule itu.

Jeg bliver en vaskeægte løvemor, der vil beskytte mit barn for enhver pris. Det kender de fleste mødre (og sikkert også fædre) vist alt til.

skole urbannotes.dk lil' boo kasket small rags skjorte

Sagen er den, at vi blev taget lidt på sengen på skolen i går. Ledelsen havde, som de har gjort en del gange tidligere, indkaldt til møde om vores barns trivsel.

Vi havde forberedt os på et statusmøde med positivt fortegn, idet vi på det seneste kun har fået positive tilkendegivelser fra både skole og SFO.

Der har ikke været konflikter i nogen tid, og alt i alt har vi haft en god ro i maven omkring, at alt var begyndt stille og roligt at gå bedre.

Men det, vi havde tænkt som et almindeligt lille statusmøde med fokus på næste skridt i handlingsplanen omkring vores barn, endte lidt som en bagholdsangreb. Jeg ved godt, at det naturligvis ikke var tænkt sådan, men agendaen kom bare utroligt meget bag på os, selvom det i bibemærkninger har været nævnt tidligere. Nu var det bare pludseligt øverst på dagsordenen.

Det mødet således omhandlede var, at skolen vil sende Lillemanden på specialskole.

De mener, han er stresset og derfor ikke vil komme til at kunne fungere i det store fællesskab lige foreløbigt.

De mener også, at de har prøvet alt, og det er jeg sådan set ikke i tvivl om. Men specialskole … ja, det kom bare rigtigt meget bag på os, fordi skolepsykologen tidligere har frarådet det på det kraftigste, idet han ikke hverken ‘fejler’ noget eller mangler noget på intelligensfronten. Han er bare meget sensitiv – bl.a. over for larm og synsindtryk.

Om barnet skal på specialskole er naturligvis 100 pct. vores valg i første omgang. Er det det, vi vil for vores barn?

Dernæst skal han også godkendes til specialskole, inden det på nogen som helst måde kan komme på tale. Og eftersom han ikke har hverken en diagnose af den ene eller anden slags, så er det ikke sikkert, at det kan komme på tale, når først et visitationsudvalg bedømmer hans situation.

I første omgang er det dog os, der skal træffe en beslutning. Og nu hvor livet har givet mig citroner, så ved jeg sg* ikke, om jeg skal lave den ene eller anden limonade.

Vil vi have, at han skal fortsætte på skolen som hidtil og beholde sine gode klassekammerater, som han har et fantastisk forhold til, deres søde forældre, de rare pædagoger og lærere? Skal han blive i de rammer, som efterhånden er så trygge og vante for både ham og os, men som også allerede rummer så meget negativ energi for ham, at han tilsyneladende bliver stresset og ked ved bare blikket af klasseværelset mandag morgen?

Eller vil vi kaste ham ud i livet på en specialskole-tilværelse med alt, hvad det kan give af udfordringer (ja, jeg er muligvis lidt forudindtaget her)? Men hvor han også kan komme i rammer, hvor personalet er bedre rustet til at tage vare på ham og hans mange følelser og sensitivitet, og hvor han kan komme i mindre fora for undervisning, hvilket er det, han tilsyneladende på nuværende tidspunkt reagerer bedst på?

Lige nu vakler jeg helt vildt! Det ene sekund hælder jeg til det ene, det næste til det andet.

Det er muligvis den sværeste beslutning, jeg nogensinde har skullet tage, fordi jeg med den beslutning tager et utroligt vigtigt valg på mit barns vegne. Et valg, der muligvis har betydning for hele hans fremtid – på godt og på ondt.

Foreløbigt har vi lovet skolen at vende tilbage med en beslutning om en uges tid. Så inde i mit hoved handler det meste lige nu om specialskole eller ej, mens hverdagens trummerum kører videre i sædvanligt tempo, og jeg forsøger ikke at være for påvirket af det.

Jeg satser desuden lidt på, at vi kan komme på besøg på specialskolen inden så længe, så det måske kan være med til at gøre valget en smule nemmere. For lige nu aner vi jo intet om, hvad det er, vi evt. går ind til, og det gør absolut ikke dilemmaet mindre. Vi ved, hvad vi har. Men intet om, hvad vi måske får.

Uanset hvad valget falder på, så siger min ja-hat mig, at alt nok skal blive godt med tiden. Lige nu får vi citroner i læssevis af livet, men det bliver stensikkert en vildt god limonade, vi ender op med i sidste ende, hvis bare vi tager os tid til at lave den helt rigtigt og øser masser af kærlighed i undervejs.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her.

   

12 kommentarer

  • Signe

    Hej Conni
    Er virkelig ked af at høre om problemerne med skolen.
    Jeg håber virkelig, at han bliver i klassen. Alle i vores familien vil komme til at savne ham og jer som forældre.
    Jeg synes ellers, at det virker til at gå meget bedre med ham og han ser glad ud, når jeg møder ham i skolen. Det skal selfølgelig være, hvad der er bedst for ham. Jeg synes bare, at der har været så meget fremgang.
    Knus fra Signe, Mea, Buster og Ulrik

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Tak Signe! Der har været fremgang. Ingen tvivl om det. Men vi bliver forhåbentligt meget klogere snart 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Kære du,
    Sikke en mavepuster – det kan jeg godt forstå. Især når I synes der var fremgang – og det må pædagoger og lærere jo egentlig også have syntes, siden I ikke har hørt noget videre negativt? Jeg synes det er en svær beslutning I står overfor. Ingen tvivl om at nogle skoler ikke er gode til at rumme sensitive børn – men nogle er altså, og specialskole er ikke altid løsningen. Han er jo super intelligent, blot sensitiv og jeg er bange for at han bliver mere sensitiv hvis han kommer i en specialskole med udadreagerende børn? Der vil han måske føle sig helt fejlplaceret? Men jeg ved det ikke – jeg er jo ikke ekspert. Måske han blot har brug for at prøve en anden “almindelig” skole, hvor de voksne bedre kan rumme ham? Der er jo kæmpe forskel. Jeg kender flere der har rykket skole i vores lille by, da de netop var udsat for det samme som i, og nu fungerer deres børn godt i en almindelig skole. De havde bare brug for at være et sted, hvor der blev taget hensyn til dem og ikke hvor voksne havde sat et mærkat på, og allerede havde opgivet en smule.
    Har han høreværn med? Og måske noget musik i ørene der kan berolige ham?
    Det havde Harald en periode, da det var svært at lukke alle de andre lyde ude. Det hjalp helt vildt med stille og rolig musik i ørene, og nu er der ingen problemer. Han er stadig særligt sensitiv, men de voksne favner ham som den han er.

    Jeg sender mange hilsner i jeres retning – det er en stor beslutning <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Ja, man bliver sg* sådan helt chokeret. Særligt, fordi vi slet ikke havde set det komme.
      Jeg er ærlig talt også bekymret for, at han slet ikke vil trives sammen med udadreagerende børn med fx ADHD. Jeg ved, at han kan reagere rigtigt meget på larm, på pludselige udbrud og så videre og blive rigtigt irriteret.
      Jeg tror også, at vi bare må se os om efter en helt anden skole. En skole, hvor han ikke har været sat i bås fra starten, og hvor de kan rumme ham og give ham den plads, som han har behov for. Om det så skal være privatskole eller folkeskole, ved jeg ikke. Men jeg vil starte hos kommunen og søge råd der. Jeg hælder i hvert tilfælde mindre og mindre (også qua utroligt mange mails og beskeder fra andre forældre med udspring i dette indlæg) til specialskole.
      Men ja, han har et høreværn med i tasken. Det bruger han flittigt – også i SFO’en, selvom han synes, det er lidt irriterende, at andre (primært voksne) spørger til, hvorfor han har det på. Men musik har vi faktisk ikke forsøgt os med. Det kan være, vi skal prøve det <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Marlene Høj

    Kender følelsen ❤ Min ældste dreng har en aspergers diagnose, men har altid gået i almindelig folkeskole. I perioder har det været hårdt for ham og også os forældre… Men vi er altid kommet stærkere og klogere ud på den anden side.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Det er godt at høre!
      Vi håber og satser også på, at alle mand kommer ud på den anden side, som I har gjort – uanset, hvad det ender med 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Rikke

    Hej Conni
    Prøv at tjekke Livets skole i Vanløse ud. Det er en hybrid mellem privat og specialskole. Har hørt meget godt om den.
    Held og lykke og gode tanker til jer.
    Kh Rikke

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Hej Rikke,
      Tak!!
      Den skole har jeg faktisk hørt om, da vi boede derude. Jeg må lige kigge på, hvad den kan 🙂
      Mange tak for tippet!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Helle

    Stål på jeres mavefornemmelse. Find ud af hvad den anden skole kan tilbyde jeres søn som hans nuværende skole ikke kan. Som du selv skriver så kan det måske hjælpe jer i den rigtige retning.

    En af mødrene i min søns klasse har én special klasserne på min søns skole. Jeg mener de er ca 12 i klassen og undervisningen er fra trin 7.-9. Klasse. De har deres egen skolegård som er beskytter fra de andre. De har mulighed for at besøge andre elever i de andre skolegårde eller gå i kantinen som alle andre børn. De har blot deres egen ende på skolen hvor der er en del mere ro. Og de har Playstation i klasse og puder samt madrasser. Når hende moderen (som er klasselæreren) fortæller om hendes klasse og undervisningen virker det meget trygt og småt på det gode måde. Mere intimt og plads til børnenes forskelligheder.

    Børnene er med til alle de fælles aktiviteter på skolen som de har lyst til at deltage i.

    Det er blot hvad jeg kender til. Måske det kan hjælpe jer, måske ikke. Kan I foreslå at kunne tale med den anden skole inden i tager en beslutning?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Jeg tænker helt sikkert, at vi naturligvis er nødt til at finde ud af, hvad den anden skole er for et sted, og hvad den kan. Specialskole er bare en hård kamel at sluge. Nok mere for os end for vores barn – heldigvis!

      Men hvor lyder det som en sej skole, din søn går på! Gid vores kunne være indrettet til at rumme alle. Det ville godt nok være sejt!!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Karin

    Mit hjerte bløder for dig/jer. Ved præcis hvordan du har det. Det hårdeste her i livet er når den omhandler ens børn. Husk at mærke godt efter din mavefornemmelse. Selvom tankerne og følelserne godt kan overskygge den, har den som regel ret. Og husk at du er den der kender din søn og hans behov allerbedst. De bedste tanker til dig i en svær tid ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Tak, søde du! Du har 100 pct. ret. Lige nu er mavefornemmelsen noget vægelsindet. Men jeg håber på, at et besøg på skolen kan være tungen på vægtskålen 🙂 <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Er danske forældre i virkeligheden verdens bedste?