Når hjerte rimer på smerte – og utroligt sure citroner

De seneste 24 timer har været den vildeste følelsesmæssige rutsjebanetur. Jeg har haft en stor klump i halsen det meste af tiden, og hver gang jeg i perioder har skullet blinke, har jeg været bange for, at tårerne skulle pible frem.

Normalt er jeg ellers ret ‘tough’. Der skal meget til for, at noget som helst ryster mig ud af balance. Måske fordi alderen bare har rustet mig til stort set alt, og fordi jeg af bitter erfaring har lært, at livet har sine op- og nedture, og sådan er det bare. Nedturene kan man ikke gør så meget ved, og det hele bliver jo faktisk altid godt igen.

Men når nedturen handler om mit barn, så kan jeg stadig næsten ikke rumme det. Mit hjerte går bare en lille smule itu.

Jeg bliver en vaskeægte løvemor, der vil beskytte mit barn for enhver pris. Det kender de fleste mødre (og sikkert også fædre) vist alt til.

Sagen er den, at vi blev taget lidt på sengen på skolen i går. Ledelsen havde, som de har gjort en del gange tidligere, indkaldt til møde om vores barns trivsel.

Vi havde forberedt os på et statusmøde med positivt fortegn, idet vi på det seneste kun har fået positive tilkendegivelser fra både skole og SFO.

Der har ikke været konflikter i nogen tid, og alt i alt har vi haft en god ro i maven omkring, at alt var begyndt stille og roligt at gå bedre.

Men det, vi havde tænkt som et almindeligt lille statusmøde med fokus på næste skridt i handlingsplanen omkring vores barn, endte lidt som en bagholdsangreb. Jeg ved godt, at det naturligvis ikke var tænkt sådan, men agendaen kom bare utroligt meget bag på os, selvom det i bibemærkninger har været nævnt tidligere. Nu var det bare pludseligt øverst på dagsordenen.

Det mødet således omhandlede var, at skolen vil sende Lillemanden på specialskole.

De mener, han er stresset og derfor ikke vil komme til at kunne fungere i det store fællesskab lige foreløbigt.

De mener også, at de har prøvet alt, og det er jeg sådan set ikke i tvivl om. Men specialskole … ja, det kom bare rigtigt meget bag på os, fordi skolepsykologen tidligere har frarådet det på det kraftigste, idet han ikke hverken ‘fejler’ noget eller mangler noget på intelligensfronten. Han er bare meget sensitiv – bl.a. over for larm og synsindtryk.

Om barnet skal på specialskole er naturligvis 100 pct. vores valg i første omgang. Er det det, vi vil for vores barn?

Dernæst skal han også godkendes til specialskole, inden det på nogen som helst måde kan komme på tale. Og eftersom han ikke har hverken en diagnose af den ene eller anden slags, så er det ikke sikkert, at det kan komme på tale, når først et visitationsudvalg bedømmer hans situation.

I første omgang er det dog os, der skal træffe en beslutning. Og nu hvor livet har givet mig citroner, så ved jeg sg* ikke, om jeg skal lave den ene eller anden limonade.

Vil vi have, at han skal fortsætte på skolen som hidtil og beholde sine gode klassekammerater, som han har et fantastisk forhold til, deres søde forældre, de rare pædagoger og lærere? Skal han blive i de rammer, som efterhånden er så trygge og vante for både ham og os, men som også allerede rummer så meget negativ energi for ham, at han tilsyneladende bliver stresset og ked ved bare blikket af klasseværelset mandag morgen?

Eller vil vi kaste ham ud i livet på en specialskole-tilværelse med alt, hvad det kan give af udfordringer (ja, jeg er muligvis lidt forudindtaget her)? Men hvor han også kan komme i rammer, hvor personalet er bedre rustet til at tage vare på ham og hans mange følelser og sensitivitet, og hvor han kan komme i mindre fora for undervisning, hvilket er det, han tilsyneladende på nuværende tidspunkt reagerer bedst på?

Lige nu vakler jeg helt vildt! Det ene sekund hælder jeg til det ene, det næste til det andet.

Det er muligvis den sværeste beslutning, jeg nogensinde har skullet tage, fordi jeg med den beslutning tager et utroligt vigtigt valg på mit barns vegne. Et valg, der muligvis har betydning for hele hans fremtid – på godt og på ondt.

Foreløbigt har vi lovet skolen at vende tilbage med en beslutning om en uges tid. Så inde i mit hoved handler det meste lige nu om specialskole eller ej, mens hverdagens trummerum kører videre i sædvanligt tempo, og jeg forsøger ikke at være for påvirket af det.

Jeg satser desuden lidt på, at vi kan komme på besøg på specialskolen inden så længe, så det måske kan være med til at gøre valget en smule nemmere. For lige nu aner vi jo intet om, hvad det er, vi evt. går ind til, og det gør absolut ikke dilemmaet mindre. Vi ved, hvad vi har. Men intet om, hvad vi måske får.

Uanset hvad valget falder på, så siger min ja-hat mig, at alt nok skal blive godt med tiden. Lige nu får vi citroner i læssevis af livet, men det bliver stensikkert en vildt god limonade, vi ender op med i sidste ende, hvis bare vi tager os tid til at lave den helt rigtigt og øser masser af kærlighed i undervejs.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her.