Bare lidt om julegaver og en usandsynligt fin sag

Oktober måneds mest læste

2017 er virkelig et år med mange udfordringer. Ikke kun af den dårlige slags, skal jeg lige skynde mig at sige. For jeg vil virkeligt også huske 2017 for mange gode ting.

Men lige nu flyver der alt for mange tanker rundt i hovedet omkring skolen. Vi holder møder og taler med alskens mennesker, så vi kan blive klogere på, hvad vi skal gøre, og hvad vi har af muligheder.

Desuden var vi i dag været på hospitalet for (sandsynligvis) at sige endeligt farvel til et kært familiemedlem, der bliver endnu et af den slags mennesker, som taber kampen mod kræften.

Det er lige endnu en af de ting, der sætter en stor fed streg under, at 2017 for vores vedkommende nok ikke vil blive husket som det meste positive år, når man engang går og tænker tilbage.

Selvom året har været op ad bakke på mange punkter, så det det dog heldigvis også snart overstået, og vi kan forhåbentligt se frem til et 2018, som er lutter lagkage. Det er trods alt allerede 1. november, og der er kun to sølle måneder til, at vi skal skåle nytåret ind.

For vores vedkommende heldigvis ikke i København. For hvis der er en bestemt dag på året, hvor jeg ikke kan lide min ellers elskede by, så er det på nytårsaften.

Vi kan dog se frem til at flygte fra hele ræset, hvilket vi faktisk også trænger til lige nu midt i alle de mange bekymringer.

Indtil da går hverdagen jo videre. Men hvis man kan lære noget af sådan at tage afsked med et kært familiemedlem, så er det, at man skal sætte pris på livet, og at man sg* skal gøre sine drømme til virkelighed. Og det gør vi bl.a. ved at rejse verden rundt – og gerne så ofte som muligt.

urbannotes.dk københavnerblog københavn blog

Men apropos det søde og det sure, som livet bringer med sig i en lind strøm, så har jeg, traditionen tro, gransket lidt i tallene og set på, hvilke indlæg flest klikkede sig ind på i måneden, der gik.

Gik du glip af noget, så er der altså nu mulighed for at få stillet nysgerrigheden. Og er du fast læser (og selvfølgelig er du det 😉 ), så er det måske en mulighed for at genlæse. Hvem ved.

Men når du er færdig med at læse indlægget, så vil jeg gerne opfordre dig til lige at tage en tænkepause i sofaen. Er der noget, du mangler at gøre, inden du skal herfra? Ja, så kan det være, det er nu, du skal begynde at spare sammen til den rejse, tage skridtet mod det jobskifte, få det tredje barn eller investere i den YSL taske. Vi ved nemlig aldrig, hvornår vi skal herfra, og det er, fik jeg netop fortalt forleden af en døende, ikke spor sjovt at have uforløste drømme.

Klik på link i overskriften, hvis du gik glip af indlæggene eller vil genlæse.

1) Den vildeste julekalender til dig, der elsker beauty
Det kommer nok ikke bag på nogen, at chancen for at vinde den vilde pakkekalender med 24 af de fineste beauty-gaver, var det mest læste indlæg i oktober. Og faktisk var jeg lidt i tvivl om, om jeg skulle tage det med på listen, fordi konkurrencen jo er slut.

Men så synes jeg alligevel, at indlægget stadig kan ét og andet.

For det første er der link til, hvor du kan købe den utroligt fine kalender, hvis nu du ikke vandt. For det andet indeholder kommentartråden sådan cirka 100 vildt fine juletraditioner, som man kan lade sig inspirere af, hvis man lige savner en god juletradition eller to.

2) Når hjerte rimer på smerte – og utroligt sure citroner
Ja, gu var der da mange, der kiggede forbi konkurrencen. Men næsten lige så mange benyttede muligheden for at læse seneste kapitel i vores møde med skolelivet, som desværre ikke altid er en dans på roser.

Jeg var meget i tvivl om, om jeg skulle udgive indlægget, fordi det alligevel er temmeligt personligt sådan at lufte sine sure underbukser. Men at dømme ud fra de utroligt mange beskeder og mails, der er drysset ind efterfølgende, så gjorde jeg alligevel det rigtige. Det er ganske enkelt væltet ind med sympati, gode råd og erfaringer.

Men der er faktisk også kommet en del hilsner fra folk, der står i samme situation, og som har fundet trøst i, at de ikke var de eneste, der ikke kunne få deres barn til at trives i skolelivet. På den måde er jeg blot blevet bekræftet i, at det faktisk er okay engang imellem at lufte de knap så pæne underbenklæder. For hvis bare én familie kan bruge mit skriv til den mindste lille smule, så er det det hele værd.

3) Fire steder til social ansvarlig og bæredygtig shopping i din hovedstad
Bæredygtighed, godt byliv og social ansvarlighed er nogle emner, som jeg går ret meget op i. Det er du, hvis du er fast læser, sikkert ikke i tvivl om. Men derfor er det jo langt fra sikkert, at det lige er de emner, som du i den anden ende går op i.

Læsertallene for mit indlæg om Danmarks Sociale Handelsgade antyder dog, at I sidder en del derude, der deler min passion for ansvarlighed, når det handler om bl.a. de ting, vi køber. Og det er jeg faktisk lidt stolt af!

Har du endnu ikke besøgt en af Københavns skønneste gader, så er det bare om at komme afsted!

4) Det er okay også nogle gange at være ked
Apropos gode sager så var der heldigvis også en hel del, som kiggede med, da jeg forleden skrev om det fineste initiativ, der handler om at få børn til at tale om deres følelser.

Jeg synes virkelig, det er et vigtigt emne at tage op, og så gør det jo bestemt ikke noget, at man samtidigt støtter en god sag.

Jeg hepper hele vejen for, at der bliver solgt virkeligt mange af de fine puder til fordel for Psykiatrifondens arbejde med børn og unge, og at der bliver løsnet op for snakken om følelser ude i de danske børnefamilier.

Hvis du i øvrigt er vild med humørpuden fra TeddySit, så kig ind på Facebook lige nu, hvor du har chancen for at vinde den fine lille sag.

5) De fem bedste cremer til sart efterårshud
Sart hud er og bliver et emne, som optager mange. Og det understreger bare min pointe omkring, at der er flere og flere, der oplever, at de har sart hud. I indlægget kan du finde fem af de cremer, som vi bruger i dagligdagen herhjemme.

Jeg skal dog også nok snart sætte fokus på nogle af de cremer og salver, der er gode at have ved hånden, hvis man har tendens til sart og sprukken hud, når frosten sætter ind.

Nu skal jeg bare lige i første omgang have lidt lys til at tage billeder her i det mørke efterårsvejr. Det er den evige kamp, når vi kommer til denne tid af året – spørg en hvilken som helst blogger eller instagrammer. Suk!

Jeg vil bruge resten af aftenen på at kramme familien ekstra godt og så ellers få styr på nogle af de spændende arbejdsudfordringer, der ligger forude de næste par uger. Bl.a. skal jeg ud og holde foredrag et par gange, hvilket både giver sommerfugle i maven og en stolt følelse indeni. Men man lever jo kun en gang.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her.

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Bare lidt om julegaver og en usandsynligt fin sag