Næste stop: Hobbiton Movie Set og Waitomo Caves


Opskrift: Cremet grønkålssuppe – en ægte decemberfavorit

Da jeg var barn, var nytårsmenuen lig med kålpølser, hamburgerryg, søde kartofler og grønlangkål.

Det var den faste og meget traditionsrige menu år efter år. Ingen sushi (som man vist heller ikke kendte i 80’erne og da slet ikke i Sønderjylland!), ingen fancy fisk … Nej, den stod på tung, fed mad med masser af gris, sukker og kål. Og jeg var vild med det!

Så flyttede jeg hjemmefra og fandt ud af, at man udenfor Sønderjylland ofte kører en noget anden nytårsmenu, og jo ældre jeg blev, des mindre kunne jeg finde på at sætte tænderne i hamburgerryg og kålpølser. Og de søde kartofler skal man være meget heldig med, hvis det skal være overdrevet appetitligt, synes jeg. Det handler om balancen mellem de salte kartofler og det søde sukker, og det er en hård nød at knække.

Grønkål har jeg dog altid elsket, og heldigvis er jeg velsignet med en lille familie, som også er vild med alt, der indeholder den saftige og meget sunde kål. Over årene er der altså blevet kørt ret meget grønkålssuppe ned. Og særligt omkring nytår har jeg altid haft trang til grønkålssuppe. Måske fordi det vækker en slags barndomsminder?

Hvis altså vi ikke lige har været i udlandet omkring nytår, som vi så ofte er, så har den cremede grønkålssuppe været et fast indslag på madplanen i slutningen af december.

I år, hvor vi er i Sydney til nytår, og hvor vi med garanti skal mæske os i sushi hver dag, fordi der er så mange gode og budgetvenlige sushi-steder i Sydney, skal vi nok ikke regne med at finde en skål lækker grønkålssuppe. Men så er det godt, at jeg tog revanche derhjemme, inden vi rejste og lavede min dejligt cremede (og veganske) grønkålssuppe.

Gemmer der sig en lille skabs-sønderjyde i dig, vil du sikkert sætte pris på opskriften her i den kolde tid, hvor en lidt tungere suppe med masser af saft og kraft ligger godt i maven. Og den er oven i købet vegansk. Velbekomme!

cremet grønkålssuppe vegansk urbannotes.dk opskrift

Opskrift: Vegansk cremet grønkålssuppe

Du skal bruge:
– 300 g frisk grønkål
– 100 g frosne ærter
– 50 g frisk spinat
– 100 ml soyafløde
– 2-3 dl vand
– Grøntsagsbouillon

Sådan gør du:
Vask den friske grønkål godt, så du ikke risikerer, at suppen knaser mellem tænderne. Bring 2-3 dl vand i kog sammen med en terning grøntsagsbouillon. Fjern de hårdeste stilke fra grønkålen.

Tilsæt så bladene fra grønkålen, de frosne ærter og den friske spinat i gryden og kog, til alle grøntsager er møre. Det grønne skal stampes godt ned i det kogende vand undervejs.

Find en stavblender, eller hæld suppen i en blender og blend, til suppen er helt fri for klumper. Tilsæt så soyafløde, og blend igen. Varm suppen lidt op igen, hvis den trænger til det.

Drys evt. med grønkålschips (find opskriften her) på toppen.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Næste stop: Hobbiton Movie Set og Waitomo Caves