Økonomien for vores rejse

Opskrift: Moringa latte (super food latte)

Vi skriver 27. august, og jeg skal da lige love for, at efteråret er kommet for fulde drøn de seneste par dage!

I går, da jeg var til Copenhagen Yoga Festival, måtte jeg gå hjem efter nogle timer (og et par timer tidligere end planlagt) alene af den årsag, at jeg frøs helt ind til knoglen! Og det til trods for, at jeg havde tre bluser på, fordi jeg havde tænkt, at det var smart at kunne tage nogle lag af undervejs, hvis jeg kom til at svede. Men det gjorde jeg så ikke.

Istedet tog jeg tænderklaprende hjem igen (dog ikke uden at have hørt et par yderst inspirerende talks, mødt en masse skønne mennesker og smagt på nogle af de lækre vegetariske og veganske sager, der blev serveret), smed yogatøjet i en bunke på gulvet, lavede en moringa latte og hoppede under et tæppe.

Og apropos moringa latte, så er det et lille og helt nyt crush. Faktisk kan jeg måske en smule bedre lide moringa end matcha.

Jeg har tidligere brugt moringa som et lille “superfood” shot i smoothies, hvor det ikke rigtigt kan smages. Men det grønne pulver (som også næsten til forveksling ligner matcha) kan altså også bruges til at lave en sund og yderst velsmagende latte med.

Hvis du endnu ikke kender moringa, så kan jeg fortælle, at det er et sundt grønt boost, som er spækket med gode næringsstoffer.

Moringa gror på Filippinerne og er, i modsætning til matcha, koffeinfrit. Til gengæld indeholder det aminosyrer, proteiner, fibre, antioxidanter og et væld af vitaminer samt mineraler som jern, calcium og magnesium.

På den måde bliver et skud moringa en lille god vitaminpille i pulverform. Og hvis man drikker det som en latte, så får man også hyggen (og den gode smag) med.

Jeg bruger moringa fra Roots Food, som var dem, der også i sin tid introducerede mig for moringa og dets egenskaber. Deres moringa er økologisk, og så smager den bare godt.

moringa latte superfood latte urbannotes.dk vegansk

Opskrift på moringa latte

Du skal bruge:
– Havremælk (enhver anden favoritmælk kan også bruges)
– Moringa pulver
+ evt. en smule sirup (hvis du kan lide din latte lidt sød)

Sådan gør du:
Hæld en tsk moringa pulver i en kop, tilsæt evt. din sirup, og rør rundt, til pulver og sirup er rørt sammen.

Varm mælk op i en mælkeskummer (eller gryde), og hæld den varme mælk i koppen under omrøring.

Server, mens din latte er lun og rar.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Økonomien for vores rejse