Januar-opmuntring af den skønne slags (og stadig med rabat)

[ Opskrift ] Nem French toast uden dikkedarer

I USA spiste vi stort set morgenmad på hotellet hver morgen. Det var ikke en synderligt kulinarisk oplevelse, men eftersom der ikke var nogen diner, Starbucks eller andet morgenmad i sigte lige ved vores hotel, endte vi med at spise sukkerfyldte morgenmadsprodukter, Quaker Oats (sukkerfyldt havregrød), hvidt toastbrød med smør og sprøjtegiftmættet frugt seks ud af syv dage i LA (en af de sidste dage kørte vi i bus til en diner med ordentlig morgenmad, fordi vi ikke kunne mere!)

Da vi derfor skulle videre til Mexico, dagdrømte vi om en lækker morgenmadsbuffet med frugtsalat, omelet, ost og grøntsager. Og fordi vi er morgenmadsmennesker, der sætter stor pris på dagens vigtigste måltid, havde vi faktisk kørt hinanden lidt op og talt om alle de muligheder, der kunne være i morgenmadsbuffeten på vores hotel.

Den første morgen sprang vi håbefuldt op ad trapperne til morgenmaden og blev mødt af: Hvidt toastbrød, lidt frugt fyldt med sprøjtegift, Quaker Oats og morgenmadsprodukter, der indeholdte mere sukker end en almindelig voksen bør indtage i løbet af et år.

Det blev derfor også kun til en enkelt morgenmad på hotellet på Isla Mujeres. Resten blev primært indtaget på en café nogle gader væk.

Her havde de nemlig verdens største morgenmadsmenu med frisklavede vafler, frugtsalat, havregrød, æg og bl.a. også french toast med frugtsalat, hvilket altid har været noget, jeg har elsket, men som jeg har fået alt for sjældent, fordi jeg aldrig har vovet mig ud i at lave det selv. Alt dette til måske en samlet sum på cirka 150- 200 kr. for os alle tre inkl. drikkevarer. Alle pengene værd!

Det endte derfor, for mit vedkommende, med en portion French toast med frugtsalat, en stor cappuccino på mandelmælk og en friskpresset juice langt de fleste morgener på øen.

Lillemanden røg langsom med på bølgen, og det samme gjorde manden, og vi blev alle tre enige om, at sådan en french toast jo faktisk er ret undervurderet. Det smager jo fantastisk!

french toast opskrift urbannotes.dk

I min cappuccino-rus kom jeg derfor vist nok også til at love drengene, at jeg ville lave French toast, når vi kom hjem til Danmark igen.

Min French toast skulle bare være på grovtoast, uden sukker og med kun lutter gode sager. Og det blev de så her til morgen i anledningen af søndagen.

Jeg var overrasket over, hvor nemt det egentligt var at lave den perfekte French toast, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg gør det.

Desuden kan sådan en French toast jo nemt fryses ned, når den er kølet af, så man også kan spise French toast på de lidt mere travle morgener og på den måde få en morgenmad, der smager og mætter godt.

Hvis det også er lang tid siden, du har nyd en French toast, så nyd den super lette og virkeligt lækre opskrift nedenfor.

Opskrift: Nem French toast

Find en pande frem og en ikke for høj skål med lidt bredte, så der er plads og mulighed for at vende din toast i den uden, at du smatter den for meget rundt og måske ødelægger brødet.

Du skal bruge:
2 store æg
5 skiver toastbrød (gerne grovtoast eller rugbrødstoast)
1 knsp. salt
1 dl mælk (jeg bruger havremælk)
(Du kan evt. tilsætte en tsk sukker, hvis du vil have dine toasts lidt søde. Men det synes jeg ikke er nødvendigt)
Smør til stegning
Sirup og frugt til toppen

Sådan gør du:
Start med at slå dine æg ud i skålen, og pisk dem sammen med en gaffel.

Hæld salt og mælk i æggene, og rør igen (+ evt. sukker), og brun samtidigt lidt smør på panden ved svag varme.

Tag en skive toastbrød, og læg først den ene side i din æggemasse og så den anden side. Toasten skal kun lige ned i et sekund eller to, da brødet hurtigt bliver meget blødt og kan blive svært at håndtere, hvis det er gennemblødt.

Tag en skive ad gangen, som du lægger direkte på panden ved svag varme. Vend efter behov.

Når din French toast er gyldent brun på begge sider, er den færdig.

Top din toast med det, du allerbedst kan lide: Fx sirup, kanelsukker, frugt, mandler, nødder, kokosflager eller syvende. Hvis du ikke putter sukker i æggemassen, kan det være lækkert at bruge noget på toppen, som søder lidt. Men der er ikke behov for begge dele.

Bon Appetit!

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Januar-opmuntring af den skønne slags (og stadig med rabat)