På med planlægningskasketten

[ Opskrift ] Tre nemme (og sunde) juice

Jeg fniser altid en lille smule, når folk jamrer over, hvor svært det er, at få deres børn til at spise grøntsager, og hvor meget de må forsøge at få snydt bare en enkelt gulerod i pastasovsen, fordi deres unger pure nægter at sætte tænder i noget som helst, der minder om grønt.

Samtidigt priser jeg mig lykkelig for, at mit eget barn altid har elsket alt, hvad der minder om grønt, og at han altid spiser grøntsagerne på tallerkenen som det første (sådan er børn så ulogiske … jeg ville til enhver tid gemme det bedste til sidst …)

Faktisk spiser han stort set alt, hvad der minder om grønt. Omend han er mere til friske grøntsager end de kogte eller bagte, men så får han bare en bunke friske gulerødder, agurker, peberfrugt, avocado og ærter ved siden af den varme mad, og så er alle glade.

Herhjemme spiser vi jo i det hele taget meget frugt og grønt. Vi spiser vegetarisk til alle fælles måltider, og barnets madpakke er også vegetarisk og dermed også fyldt med frisk frugt og grønt.

Skulle jeg dog snyde mere grønt i mit barn, så ville jeg nok forsøge at snyde med en friskpresset juice, som fint kan dække en smule af det frugt og grønt, vi dagligt skal have. Og så er sådan en juice også altid nem at få ned, fordi juice bare smager godt, slukker tørsten – og er sjov at lave, hvis man gør en lille ting ud af det.

Vi elsker faktisk vores slowjuicer (omend vi hader at vaske den op), fordi vi på den måde får lidt snyde-grønt helt uden, at vi føler, at vi hverken snyder os selv eller hinanden.

Nedenfor er vores tre favoritter, som vi kan lave og drikke igen og igen, og som er en god måde til lige at få lidt ekstra frugt og grønt helt uden, at nogen skal tvinges til at spise til noget. Og så er det desuden en god måde altid at få brugt hele grøntsagsskuffen og frugtskålen, fordi man sagtens kan juice et slået æble uden, at nogen rynker på næsen.

En juice er også en god lille farverig vitaminbooster i alt det grå og kolde, som i følge vejrudsigten kun bliver mere gråt og koldt i den kommende tid. Og jeg, som troede, at vi skulle til at have forår …

juice juicer slowjuice opskrift urbannotes.dk
Vi bruger en slowjuicer, som kan tage faktisk alt slags frugt og grønt uden problemer, og så sætter vi juicen på køl eller køler med det samme med et par isterninger.

En slowjuicer presser langt mere saft ud af grøntsagerne end en almindelig juicer, som hurtigt æder tre æbler og spytter tre dråber æblejuice ud i den anden ende. Man får altså mere ud af sine ingredienser samtidigt med, at man får flere vitaminer med ud af herlighederne.

En slowjuicer har også den fordel, at smagen fra frugten og grøntsagerne bevares bedre i den færdige juice, og juicen på den måde ’smager af mere’.

Man skal blot huske, at en juice ikke kan erstatte alt det frugt og grønt, man bør have på en dag. Men hvis det står mellem intet grønt og grønt i juice-format, så er en daglig juice til enhver tid bedre end ingenting 😉

Tre nemme juice-opskrifter

Den simple juice aka. Lillemandens favorit:
– 2 saftige æbler
– 1 gulerod
– 1 kvart peberfrugt

Den søde og saftige aka. mandens favorit:
– 1 selleristang
– 1 gulerod
– 1 pastinak
– 1 æble
– Ingefær efter behov

Den syrlige med bid aka. min favorit
– 1 halv appelsen
– 1 æble
– 1 gulerod
– 1 halv rødbede
– Ingefær efter behov

 

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

På med planlægningskasketten