Vores ferie i Portugal, Lissabon og Porto

Otte allergifremkaldende stoffer, jeg altid kigger efter i hudplejen

For nyligt fik jeg en pakke ind ad døren til test. Sikkert en rigtig fin creme, som havde gode egenskaber. Men, som det nogle gange sker, turde jeg ikke at begynde at teste den.

Det er det samme med visse hudplejeprodukter, jeg står med i hånden i handlen. De ser dejlige ud, og kan sikkert noget. Men når jeg har læst ingredienslisten på bagsiden, tør jeg ikke at købe dem.

Og det er ikke, fordi jeg ikke kan tåle visse stoffer eller er bange for prisen. Nej, faktisk har jeg indtil videre været helt og aldeles forskånet for hudallergi (også kendt som kontaktallergi), så jeg kunne i princippet være ligeglad. Og prisen på et hudplejeprodukt betyder heller ikke nødvendigvis så meget, hvis altså det er et produkt, der virker (de der fine linjer bekæmper jo ikke sig selv, vel?!)

Nej, det handler om, at der er visse stoffer i produkterne, som jeg har forbehold for, fordi de er kendt som værende allergifremkaldende.

Faktisk er det lidt en arbejdsskade. Jeg har nok været til lidt for mange seminarer, oplæg og foredrag med AllergyCertified (dem med det blå flueben, der allergicertificerer produkter, der ikke indeholder allergifremkaldende stoffer) til ikke at være bare lidt forbeholden, når jeg ser nogle af de indholdsstoffer, som, jeg har fået banket ind i hovedet, kan være allergifremkaldende.

hudpleje efterår skønhed beautyblog efterårshudpleje urbannotes.dk

// Produkterne på billedet er i øvrigt helt tilfældigt valgt. De har hverken mere eller mindre at gøre med de allergifremkaldende ingredienser, jeg har med mig på min interne huskeliste, når jeg læser indholdsfortegnelsen på et produkt.

Det er dog langt fra sådan, at jeg husker alle de stoffer, som kan være allergifremkaldende. For godt nok har jeg en okay hukommelse, men jeg er trods alt meget langt fra at være fagperson på området, så der er grænser for, hvor meget af den slags, jeg kan lagre.

Der er bare nogle af de allergifremkaldende ingredienser i kosmetiske produkter, som har indprentet sig så godt og grundigt, at jeg straks kan spotte dem, når jeg vender emballagen på fx en creme eller shampoo om.

Selvom jeg har været forskånet for allergier i mine første 40 leveår, er der nemlig ingen garanti for, at lykken ikke pludseligt vender. Og har man først en kontaktallergi, så hænger man altså på den. Derfor vælger jeg ikke at udfordre skæbnen.

Herudover er jeg mere forbeholden overfor produkter, som skal blive på huden (cremer, som man ikke vasker af fx eller deodoranter) end produkter, som man vasker af (fx body shampoo, håndsæbe og shampoo), fordi produkter, der er i kontakt med huden i længere tid, øger risikoen for hudallergi.

Det samme gælder i øvrigt, hvis man har en yndlingscreme eller parfume, som man bruger år efter år. På et tidspunkt kan kroppen blive træt af ingredienserne i cremen, og så kan man pludseligt få en allergi. Det er altså en god idé at skifte produkter i ny og næ (det kan i øvrigt også anbefales for oplevelsens skyld, skulle jeg hilse at sige …)

Nå men, det var den liste med stoffer, jeg kom fra. Den indeholder naturligvis langt fra alle potentielt allergifremkaldende ingredienser. Men den lister dem, jeg har skrevet mig godt og grundigt bag øret, og som er på min faste liste over indholdsstoffer, som jeg så vidt muligt forsøger at undgå, når jeg står med et kosmetisk produkt i hånden. Måske du også kan lære bare nogen af dem udenad, hvis du øver dig lidt …

Otte potentielt allergifremkaldende ingredienser, som jeg undgår i hudpleje:

Limonene: Et ekstrakt fra citrusfrugter, der ganske ofte ses i alt fra cremer til husholdningsprodukter, der skal dufte friskt.

Linalool: Et naturligt alkohol, som kommer fra blomster og krydderier, og som ofte bruges som duft i naturprodukter.

Citronella/citronelle: Et naturligt duftstof fra citrongræs, der ofte bruges i æteriske olier, naturlige deodoranter og vaskemiddel.

Lavendel: Den smukke lilla blomst kender vi vist alle. Men lavendel bruges også i stor stil i dufte, cremer samt til fx at sprede en rar duft i sokkeskuffen.

Formaldehyd (konserveringsmiddel): Et konserveringsmiddel, der slår bakterier ihjel. Derfor bruges formaldehyd også ofte i fx cremer, så der ikke dannes bakterier i dem.

MI/Methylisothiazolinone (konserveringsmiddel): MI er faktisk så allergifremkaldende, at det ikke må bruges i produkter, der skal blive på huden (fx i en ansigtscreme), men stoffet kan stadig findes i produkter, som man vasker af huden (shampoo etc.) igen samt i maling, rengøringsmidler og lim.

MCI/Methylchloroisothiazolinone (konserveringsmiddel): Stoffet har samme historie, som sin fætter (ovenfor) med det lidt kortere navn.

Benzyl alkohol: Et parfumestof, som ofte anvendes til at konservere naturlige hudplejeprodukter.

Jeg håber, du kan finde inspiration i min lille liste. Men lad være med at slå dig selv i hovedet, hvis du ikke kan huske en eneste, når du lukker din computer sammen. Det kræver øvelse at læse ingredienslister. Men jeg synes, det giver ro i maven at vide, at man gør sit bedste for at undgå ingredienser, der kan være potentielt skadelige for kroppen. Jeg håber selv på, at min egen liste over tid bliver længere. For øvelse gør jo, som bekendt, mester.

Er du i øvrigt (mere) nysgerrig på, hvordan du kan være obs på hudallergi i hverdagen, så læs evt. listen med disse 10 ting, som du måske ikke vidste om hudallergi.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vores ferie i Portugal, Lissabon og Porto