Ud af en tryg ramme og ind i en ny

Rejs med maven: Melbourne

Urban notes_st kilda_abbey road café

Når man alligevel er taget hele vejen til Melbourne, kan man også lige så godt sætte sig på den lille sporvogn og køre de cirka 20 minutter til St. Kilda.

I St. Kilda er der nemlig alt det, som man mangler i selve Melbourne: Strand!

Ja, strand er faktisk det eneste, jeg kan komme i tanker om, man overhovedet kan mangle i Melbourne. For her er alt, hvad hjertet overhovedet kan begære.

Men St. Kilda er nu også fin. Og mens man i selve Melbourne bliver bombet med indtryk, gode smagsoplevelser, kunst, søde mennesker og kultur til op over begge ører. Så er St. Kilda en typisk strandby, hvor tempoet er helt i bund, og hvor man kan få en hel formiddag til at gå med bare at sidde på en fortovscafé med en (god!) kop kaffe, mens man ser på mennesker.

Apropos kaffe, St. Kilda og stille morgener, der bliver til formiddag og middag, så er det ét sted i byen, hvor jeg drømmer mig hen igen og igen og igen … Nemlig Abbey Road Café.

Vi er langt fra de eneste, der har opdaget denne lille perle i St. Kilda, for caféen er nok byen mest fyldte restaurant i morgen- og formiddagstimerne.

Men det var da også kødranden af mennesker ude foran Abbey Road Café, der henledte vores opmærksomhed til stedet til at starte med. Når man rejser, skal man nemlig som udgangspunkt altid gå efter det sted, hvor der er flest mennesker (og helst lokale) i kø til stedet. Det er en god regel, der styrer en udenom turistfælder og kedelige madoplevelser!

Kødrande lyver nemlig aldrig, og det gjorde den heller ikke på Abbey Road Café, hvor rockstarstemningen hersker, og hvor lydniveauet er lige så højt som standarden på maden. Men når man rejser i Australien, bliver man hurtigt vant til, at stort set alle spisesteder leger Joe and the Juice på speed, når det handler om klirren med bestik, høj musik og høj tale.

Således også på Abbey Road, hvor ikke bare tonerne fra anlægget er rock’n-roll. Det er indretningen og udsmykningen også. Men man skal ikke lade sig snyde af de mange fanposters på væggene. Maden er nemlig sublim, og menuen byder bl.a. på eggs benedict, milkshakes, en utroligt god flat white, avocadocreme med feta, pancake stacks med jordbær og alt det andet, som man craver, når det står lige der foran en på menukortet.

Abbey Road severer i øvrigt mad fra tidlig morgen til sen aften, og hele dagen igennem er personalet i hopla på den der afslappede, hyggelige og rare australske facon.

Go before it’s too late!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ud af en tryg ramme og ind i en ny