Sådan kom vi i gang med at løbe

Da Lillemanden var mindre, gik han til gymnastik. Men da leg og sjov blev overhalet af krav og kraftspring for de små gymnaster, syntes han ikke, det var sjovt længere. Istedet plagede han om at begynde til spejder, så han kunne lære at snitte og bage snobrød. Hans andet år som FDF-spejder er netop begyndt.

Samtidigt har han ikke været ude i frikvartererne i de første skoleår, fordi det ofte gav konflikter pga. larmen i skolegården, som han ikke altid kunne rumme. Og han har ikke deltaget meget i skolens idræt, fordi lærerne ikke mente, han kunne magte det kaos, der regerer i de kreative fag.

Nu deltager han i idræt sammen med sine klassekammerater, men han beretter også ganske ofte om, at de blot leger ståtrold eller har fri leg.

Og når man så tænker på, at børn mellem 5 og 17 år helst skal røre sig minimum en time om dagen, så kunne jeg meget hurtigt se, at jeg selv var nødt til at sætte barnet i gang.

I foråret begyndte vi derfor at løbe.

Jeg har ellers altid selv hadet at løbe. Jeg har inderligt hadet de gymnastiktimer i folkeskolen, hvor vi skulle løbetræne rundt på stierne omkring skolen, og med årene har jeg kun hadet det endnu mere. Jeg har ganske enkelt ikke kunnet se formålet med det, og jeg har aldrig fundet motivationen.

Men efter fejlslagent at have meldt os til mor-barn-yoga (holdet blev aflyst pga for få tilmeldinger) og en hel masse søgen efter motionscentre i København, som tilbød træning for børn, så endte jeg altså med at foreslå barnet, at vi kunne begynde at løbetræne sammen.

Og det går sgu egentligt meget godt! Faktisk så godt, at jeg efterhånden er blevet lidt bidt af at løbe.

Det troede jeg ellers aldrig skulle ske. Ja, faktisk havde jeg for få måneder siden slået en stor, høj og hysterisk latter op, hvis nogen havde foreslået, at jeg nogensinde skulle synes, det var fedt at løbe!

Men det gør jeg altså. Og efterhånden står jeg ret ofte ud af sengen med lysten til at hoppe i løbetøjet for bare lige at få sved på panden og pulsen lidt op. Og så gør jeg det (hvis altså hverdagslogistikken tillader det.)

Det gode ved løb er nemlig, at man nærmest kan gøre det hvor som helst og når som helst, og man behøver ikke engang at afsætte mere end måske 10-15 minutter til at løbe et par kilometer rundt i kvarteret.

Og nå ja, så vil jeg også forslå, at man minimum investerer i et par gode løbesko (jeg har for nyligt investeret i de her løbesko fra New Balance og er mega glad for dem!!) og en god sports BH (den her sports BH med kraftig støtte fra Nike er min ultimative favorit for tiden!) med ekstra støtte. Men det behøver man måske ikke at investere i lige med det samme, når man endnu ikke helt ved, om man får smag for sagerne (men bare rolig, det gør du …)

I det hele taget er løb jo ret uforpligtende over for alt og alle. Man behøver jo ikke at holde øje med, hvor hurtigt eller langsomt, man løber, eller skele til, om man nu har løbet en, to eller syv kilometer. Når man er træt, så begynder man at gå, stopper helt eller vrider lige de sidste kræfter ud af ens krop. Og så går der stille og roligt længere og længere tid, inden benene råber: “Stop så, moster!”

Men hvordan kom vi så i gang med at løbe? Det spørgsmål er jeg blevet stillet en del gange, når jeg har fortalt, at jeg er gået fra ultimativ løbehader til (næsten) løbeelsker. Og det skal jeg gerne forsøge at forklare.

Kort fortalt, så startede vi faktisk bare med mest at gå.

Vi trak i løbetøj (jeg havde et par yogatights, Lillemanden havde et par bukser fra gymnastik, og vi havde begge et par halvgamle sneakers), og så gik vi ellers en rask tur kombineret med lidt løb. Måske løb vi 100 m, og så gik vi 200 m, til vi igen kunne trække vejret uden at være ved at gå til, og så løb vi 100 m igen.

Stille og roligt blev der byttet rundt på forholdet mellem at gå og at løbe, så vi ganske enkelt løb mere, end vi gik.

Og nu løber vi efterhånden hele ruten på typisk 2,5 – 3 km, hvilket helt sikkert er en destination, som de fleste tager som opvarming til “den rigtige løbetur”, men ved du hvad? Jeg er stolt af overhovedet at løbe, og så betyder det faktisk ikke så meget, om vi kan løbe 2 eller 25 km. Bare vi løber.

Og det gør vi! Vi løber typisk 2-3 gange om ugen sammen, og så sniger jeg mig ofte til en løbetur alene i løbet af ugen også, så jeg kan løbe lige en smule længere og hurtigere, end jeg kan sammen med Lillemanden. Men han får sved på panden, og det er faktisk det vigtigste for mig.

Vi løb sågar adskillige gange, da vi var på ferie i Portugal. Bare fordi det er så nemt lige at hoppe i løbetøjet, tage en tur rundt i byen, og så i bad og afsted ud i byen for at finde en god morgenmad.

Men derudover er der også en del andre ting, jeg har lært om at løbe de seneste måneder, og det er bl.a.:

1) Man skal løbe let, og man skal løbe i sit eget tempo. Minder ens eget tempo om lunt på stedet, jamen så er det sådan, det er. Hallo! Bare at være ude at løbe er sejt!
2) Man er stærkere, end man tror, og man kan, hvad man vil.
3) Man skal ikke blive bange for at blive lidt for forpustet. Bliver det for meget, skal tempoet bare endnu længere ned.
4) Træk vejret ned i maven. Det giver ekstra energi og stærkere ben.
5) Man skal sætte sig et mål, og så skal man blive ved, til man når det mål. Så længe målet er realistisk (og det er 5 km på første løbedag nok ikke!), så kan man altid presse sig selv til at gennemføre.

Derudover skal man ikke overanstrenge sig fra dag ét, eller dag to eller tre.

Vi gjorde det, at vi satte os for at løbe (og gå) et par gange om ugen de første uger, så vi havde nogle hviledage i mellem.

Fx løb vi onsdag eftermiddag før maden, og så løb vi igen lørdag morgen. På den måde kunne vores (helt vanvittigt) ømme ben komme sig mellem løbeturene.

Nu kan vi sagtens tage to morgener med løb efter hinanden. Men nu higer benene også efter at komme ud at løbe, så endorfinerne igen kan strømme gennem kroppen, når det hele er overstået.

Og husk så derudover altid at strække ud i hele kroppen efter løbeturen. Så vænner stængerne sig ret hurtigt til, at de fremadrettet skal bruges på en ny måde – nemlig til at løbe.

Hav in mente, at det ovenstående bare har været vores måde at komme i gang med at løbe på. Måden, som har virket for os. Måske kan du løbe 5 km, første gang du spænder løbeskoene, og så er det jo bare sejt. Men prøv dig frem, er nok mit bedste tip.

Og så husk, at man skal træne 14 gange, førend det bliver sjovt. Det læste jeg på et tidspunkt i en undersøgelse, og jeg synes faktisk, den har passet meget godt på vores nye tilværelse som løbere.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.