Smugkig på årets beauty-julekalender fra Yves Rocher

Sådan pakker vi til to måneders rejse

I skrivende stund er jeg netop blevet færdig med at tjekke vores visum til Australien. Der var en fejl i mit, så det er røget retur til Kilroy, som har hjulpet os med visum-delen, fordi jeg tidligere har klokket i det og derfor ikke har orket overhovedet at give mig i kast med det igen.

Når man dog sidder med sådan et visum på skærmen, rykker rejsens start pludseligt utroligt tæt på. Der er da også kun cirka syv uger til, at vi pakker vores gode tøj (og alt det andet) og drager mod lufthavnen og dermed New Zealand samt Australien i rundt regnet to måneder.

Og apropos pakke, så har manden allerede luftet idéen om, om ikke vi skulle til at begynde at finde ting og sager frem, som vi skal have med på rejsen. Jeg synes, det er lige tidligt nok at have badetøj, solcreme og sandaler liggende i bunker, så jeg har manet til tålmodighed lidt endnu.

Men det varer ikke længe, inden vi står og skal pakke de kufferter, som skal rejse rundt med os i to måneder, og som dermed skal indeholde vores liv i det, som svarer til en sjettedel af et år.

Det kræver lidt planlægning at pakke til den slags, for man ved aldrig, hvad man kan risikere af vind og vejr undervejs eller, hvad der opstår af uforudsete ting og sager, som man måske kan tage forbehold for.

Jeg er flere gange blevet spurgt, hvordan vi dog pakker til hele to måneder på farten, og ja … sandheden er, at det gør vi slet ikke.

le fix core project t-shirt double a wood wood t-shirt samsoe samsoe baeltetaske leopard pakkeliste urbannotes.dk

// Et par gode t-shirts med enkle detaljer og en praktisk taske er noget af det, der helt sikkert kommer med i kufferten.. Her er det t-shirt fra Le Fix Core Project (modtaget i gave),  Double A Uma t-shirt fra Wood Wood samt bæltetaske/skuldertaske i leopard fra Samsøe Samsøe.

I forbindelse med rundrejser af flere uger, som vi har haft en del af over årene, pakker vi generelt altid kun til cirka en uge, så vi kan vaske en gang ugentligt og dermed kan mikse på kryds og tværs.

Det stiller naturligvis også krav til, at det, vi pakker, kan matches på forskellige måder, så vi ikke skal rende rundt i de samme sæt tøj igen og igen og igen. Og så kræver det, at man sørger for at holde øje med beholdningen af (særligt undertøj) i kufferten, så man kan nå at få vasket og tørret tøjet, inden man løber tør.

Vi har på forhånd sørget for at leje os ind på hoteller, hostels og campingpladser, hvor der er mulighed for at vaske tøj, så en af os (sandsynligvis mig) kan bruge en aften i ny og næ på at få bunken med sure underbukser og svedige sokker bragt ned igen. At sidde ved siden af en vaskemaskine i en times tid er dog en glimrende mulighed for i ro og mag at få tjekket Instagram, få læst lidt i en bog, få svaret på et par mails eller få gnasket et nyindkøbt dameblad, så det er en helt okay tjans, hvis du spørger mig.

Hvis jeg dog skal være mere specifik med, hvad vi forventer at lægge i kufferten (som nærmere er to store kufferter og tre kabinekufferter i alt) til rejsen, så har jeg lavet en liste nedenfor. Som bonus kan selvsamme liste tjene som tjekliste til bagagen, når vi når så langt – hvilket dog ikke lige bliver i den allernærmeste fremtid, hvis jeg får lov til at bestemme.

duolac mælkesyrebakterier livol vitaminpiller Flying Tiger plaster rejse pakkeliste urbannotes.dk.

// Vitaminpiller, mælkesyrebakterier og en pakke plaster må vi hellere have med, når vi er afsted så lang tid. Jeg har fundet nogle smarte små pakker med Livol Multi Total vitaminpiller, der er rejsevenlige, i supermarkedet, og så rejser vi iøvrigt aldrig uden mælkesyrebakterier, som vi også tager i det daglige. Her er det Duolac Daglig Vitalitet + Duolac Daglig Børn (modtaget i gave). Plastre er fra Flying Tiger.

Pakkelisten pr. person:
– Et par sneakers
– Et par sandaler
– Revsko
– 10 par underbukser (fordi lige netop underbukser ikke bare lige kan bruges en dag eller to ekstra, hvis man ikke lige får vasket efter planen)
– 5 par strømper (fordi vi forhåbentligt skal gå meget i sandaler)
– 1 varm trøje
– 1 jakke
– 7 t-shirts/skjorter
– 5 par bukser/shorts (7 par til Lillemanden)
– 2 undertrøjer (fordi et ekstra lag inderst nogle gange kan være rart)
– 2 gange badetøj (vi pakker som regel til både strand og pool)
– 1 sæt nattøj
– Solbriller + kasket og bøllehat til Lillemanden
– 1 taske (rygsæk eller bæltetaske)

Desuden medbringer vi:
– En pose Neutral vaskekapsler (fordi Australien stadig primært sælger vaskepulver med duft + at kapslerne er nemme at have liggende i kufferten)
– Rejseadaptere (stik Down Under ligner ikke de danske)
– Vitaminpiller og mælkesyrebakterier (fordi jeg ikke kan finde ud af at være foruden og vil holde maverne i god form)
– En pakke plaster (til, når uheldet er ude på de små knæ)
– iPad (så Lillemanden kan læse i Maneno og måske spille i ny og næ)
– Computer (så jeg kan arbejde)
– Håndklæder (tynde, så de ikke vejer og fylder for meget)
– UNO (fordi vi elsker et slag kort om aftenen)
– Rejsekop (fordi man sparer lidt på kaffen, når man selv har kop med, og så er det bedre for miljøet)
– Vandflaske (fordi vandet fra hanen dernede sagtens kan drikkes de fleste steder – også på farten)
– Snorkeludstyr (dykkerbriller og snorkel)
– Mobiltelefoner (som også fungerer som kamera det meste af tiden)
– Kamera
– Nakkestøtte (fordi en så lang flytur er helvede med et hoved, der konstant vælter rundt, når man vil sove …)

+ naturligvis pas, billetter, visum og rejsepapirer, men det giver vist næsten sig selv. Samtidigt er det altid det, jeg tjekker otte gange, inden vi forlader hjemmet. For tænk nu, hvis det var hoppet op ad tasken inden for de seneste fem minutter, hvor jeg sidst tjekkede 😉

Alt andet kan jo desuden købes på turen, hvis man skulle have glemt et eller andet, konstant løber tør for rene strømper, eller der opstår et behov for noget specifikt.

Du bemærker måske, at der overhovedet ikke er nogen toiletsager på listen. Det er der ganske enkelt ikke, fordi jeg påtænker at lave et seperat indlæg om, hvad vi kommer til at pakke i toilettasken, inden så længe. På den måde kan jeg også tippe om nogle gode produkter til rejsen.

Skulle der dog være andet, som, du tænker, åbenlyst mangler på listen, så “poke” mig lige, ikk’? Man kan lige så godt undgå at stå der midt i New Zealand eller Australien og tænke “Dough! Jeg har glemt nattøj!” (hvilket faktisk er det, jeg, statistisk set, oftest har glemt (sammen med en hårbørste), når jeg har stået på destinationen – og jeg havde også, inden jeg skrev dette sidste afsnit af indlægget, faktisk glemt at skrive netop nattøj på pakkelisten ovenfor …)

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Smugkig på årets beauty-julekalender fra Yves Rocher