Gló: En vegansk islænding flytter ind

Sidste skoledag og et farvel til et hårdt år

I dag endte jeg min morgen med at give Lillemandens 0. klasseslærer et kram og et “tak for kampen” med på vejen.

Hele klassen og deres forældre var inviteret til et farvel til det allerførste skoleår og til klasseteamet over en omgang morgenmad i anledningen af, at det ringede ind til skolens sommerferie.

Flere af de utroligt søde forældre til de utroligt søde børn i Lillemandens klasse hev i den anledning fat i mig og skulle lige spørge, om vi nu også sås til august, når kalenderen står på 1. klasse i skolen. Og jeg kunne afsløre, at det gør vi heldigvis.

Sagen er den, at det faktisk har været et utroligt hårdt år! For Lillemanden, for os og for personalet på skolen.

Vi gik ellers ind til skolestart med glæde og med en forventningsfuld dreng, der så utroligt meget frem til endelig at skulle i skole og til at sige farvel til børnehavelivet, der havde budt på en hvirvelvind af udskiftning i personale og en hel del nedture.

Men allerede fra den spæde start i skolelivet viste det sig, at det der med at være i selskab med 25 børn i klassen og flere hundrede børn i SFO’en blev for meget for en sensitiv dreng, der har brug for åndehuller og ro for, at han ikke skal koge over.

Den slags kan man ikke få i en folkeskole med mindre, man selv kan finde ud af at trække sig, hvilket man ikke kan, når man samtidigt gerne vil have det hele med, hører og ser alt og gerne vil være venner med både alle børn og alle voksne på en og samme gang.

De mange nye ansigter har været genstand frustration, fordi han så gerne vil kunne aflæse folk, og man kan se, at det der med at vide, hvordan folk omkring ham føler og har det, faktisk fylder rigtigt meget.

Larm, mængden af mennesker og det at bruge alt for meget energi på at være alle steder på en gang, har ganske enkelt fået ham til at reagere voldsomt – så voldsomt, at jeg til sidst gruede helt for at hente ham i SFO’en, fordi jeg vidste, at nu skulle jeg endnu engang trækkes til side og have at vide, at mit barn havde bidt, slået, kradset, sparket, smidt med stole, revet i gardiner eller flået mapper i stykker.

skolestart-urbannotes-dk-svaer-skolestart

// Trøje Mads Nørgaard Kids (her), t-shirt: Fred’s world by Green Cotton (her), shorts: The new She and Him (her), kasket: Lego Wear (her), strømper: Kids by Kisse, sko: New Balance [ Indeholder reklamelinks ]

Af samme grund har vi været til flere møder med skolen i løbet af det første skoleår, end jeg næsten kan tælle.

Vi har drøftet, hvordan vi kunne hjælpe ham, hvad der kunne være galt med ham, om han skulle på specialskole og sammen gisnet om, hvorfor alle de metoder, som skolen ellers har haft succes med, slog fejl ift. til lige netop vores barn.

En psykolog har vi også holdt møder med, og hun har testet, udfyldt skemaer og målt og vejet Lillemanden i et forsøg på at finde en kasse, som hun kunne proppe ham i – men uden held. Drengen har altså ikke ADHD, aspergers eller er autist. Tværtimod er han over gennemsnittet intelligent, lyttende og har klaret alle tests over forventning.

Pædagoger, psykologer og lærere har altså mere eller mindre famlet i blinde i et helt år uden at vide, hvad de skulle eller kunne gøre, og jeg har samtidigt grædt så utroligt mange tårer og haft så mange bekymringer, at vi nok skal tilbage til min teenagetid for at finde lignende rutsjebaneture rent følelsesmæssigt.

Det værste har næsten været, at frustrationerne fra skolen også stille og roligt begyndte at sive ud i vores øvrige liv: I hverdagen og i besøg hos venner og familie, hvor jeg begyndte at have svært ved at kende mit barn, som jo ellers er det menneske, jeg de seneste næsten syv år har været allertættest på.

For knap en måned siden var vi til det sidste møde på skolen i dette skoleår.

Her var den skjulte agenda, at vi skulle have serveret skolens og psykologens vurdering ift., om Lillemanden skulle starte sit rigtige skoleliv og dermed 1. klasse på en specialskole.

Det var ærlig talt et møde, som jeg gruede rigtigt meget for, fordi jeg ikke mener, at mit barn egner sig til specialskole, og fordi jeg vidste, at jeg ville knuse hans lille hjerte, hvis jeg fortalte ham, at han skulle sige farvel til alle de venner, som han har fået i løbet af det seneste år, og som allerede nu betyder rigtigt meget for ham.

Mødet var dog i stedet overraskende positivt. Skolen kunne pludseligt mærke en ændring ift. temperament og ift. at fungere i hverdagen. De mente heller ikke, at han ville have gavn af specialskole.

Istedet var de i gang med at indrette tilbud på skolen til næste skoleår, fordi Lillemanden langt fra er det eneste ellers normaltfungerende barn, som har vanskeligheder i de store rammer.

Af samme årsag kneb jeg derfor endnu en sidste tåre her til morgen, hvor jeg gik fra klassen med lidt mere ro i maven og med et håb og en tro på, at næste skoleår nok skal blive bedre end det, vi netop har været igennem, fordi jeg også selv kan mærke, at mit barn er vokset med opgaven og nu faktisk godt kan magte det hele med min og andres hjælpende hænder og støttende ord.

Samtidigt kneb jeg yderligere en lille tåre af ren og skær lettelse over, at vi nu går på sommerferie og har seks ugers pause til at lade bare en smule op igen. Det har alle vist brug for … Også 0. klasseslæreren, som krammede lidt ekstra hårdt retur og sendte mig ud af døren med et roligt smil og et: “Ja, mange tak for kampen. Jeg skal nok holde øje fra sidelinjen.”

2 kommentarer

  • Jette Gad

    Der kommer lige et kæmpe kram i jeres retning. Jeg holdt nærmest vejret hele vejen igennem indlægget og kunne sådan mærke følelserne – det var ren genkendelse for mig. Vi oplevede vores søns første skoleår på nærmest samme måde og har netop igår sagt tak for i år til hans klasselærer, der er vores faste holdepunkt i hverdagen. Han har afsluttet 2.klasse og jeg ville bare lige fortælle at det kun er gået fremad siden første år – der er stadig masser af udfordringer men intet så svært som første år. Hold ud – er sikker på at i gør det helt rigtige og er de sejeste forældre til den sejeste Lillemand ❤️ Vi har i øvrigt været glade for bogen “Højt begavede børn i skolen – udfordring og inklusion i praksis” hvis det kan hjælpe lidt… hav en dejlig sommerferie. Lad den være “Erholsam” som vi siger på tysk (i mangel af et godt dansk ord)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Conni Lagergreen Schmidt

      Tak for kram! Dem kan man ALDRIG få for mange af 🙂
      Det er dejligt at høre, at det kan gå fremad. Det har det nu heldigvis også gjort de sidste måneder. Men det har trukket tænder ud, og man har været lige ved at give op.
      Men det er dejligt, at en helt almindelige folkeskole har haft ressourcerne til at rumme hele forløbet, og at de nu sætter yderligere ind overfor alle de børn, der har det på samme måde. Vi ser frem mod næste skoleår med håb forude.

      Tak for tip ift. bog, i øvrigt! Den vil jeg se, om jeg kan finde derude, så jeg kan læse den i min “erholsamme” ferie 😉 Jeg har faktisk også selv haft glæde af at læse denne undervejs i forløbet.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gló: En vegansk islænding flytter ind