Den vigtige omega-3 og et (plantebaseret) alternativ til fiskeolie

Sure og søde vinterferieplaner

Denne uge suser afsted. Lige siden mandag morgen har min telefon da også bimlet og bamlet med både kalenderaftaler og opkald, og derfor har jeg stort set heller ikke fanget, hvilken dag det har været undervejs, og at det jo faktisk er vinterferie i næste uge.

Mellem efterlysninger af forsvundne Squichies, som sendes ud til 700 forældre på skolen, via Forældreintra (NEJ! Blev der sagt!), info om fastelavnsfestligheder og læseplaner, dumpede der dog i dag en besked ind om vinterferien i SFO’en. Der gik det pludseligt op for mig, at det jo faktisk er uge 7 og dermed vinterferie i næste uge.

Jeg kan ikke helt holde fri fra arbejde, så meget af vinterferien kommer til at blive tilbragt på kontoret.

Men jeg skyder alligevel vinterferien igang med manér med et ‘møde’ i cocktailklubben fredag aften i selskab med en lille håndfuld rare og cocktailglade damer.

Forhåbentligt bliver aftenen dog ikke alt for våd, for morgenen efter er jeg kommet til at love barnet, at vi skal i biografen for at se ‘Coco’, spise popcorn og drikke store sodavand. Vi kan ikke gå i biografen uden masser af popcorn og sodavand uanset tid på døgnet, og sådan er det bare!

Vi har set en del omkring ‘Coco’, da vi var i USA, hvor merchandise til filmen allerede var på hylderne i både Disneyland og i Disney Store, og nu hvor den får premiere i de danske biografer i morgen, så har vi en undskyldning for et par timers hygge i mørket – bare os to.

lässig pusletaske rejsetaske urbannotes.dk vinterferie lego world cartoon networks

// Tasken (som er modtaget i gave) er fra Lässig. Den har, til trods for, at den er en pusletaske, allerede været med mig på tur adskillige gange, fordi den er så pokkers praktisk. Den kan bl.a. bæres på ryggen som rygsæk, hvilket er genialt. Desuden er den ret pæn, enkelt og rummelig. Helt perfekt ‘upcycling’ af pusletasken, som ellers kun er anvendelig i en kort periode. Tasken forhandles bl.a. her.

Den egentlige vinterferie skyder vi i gang med en knap så sjov begivenhed. Svigerforældrene skal langt om længe begge lægges i jorden, hvilket sker på mandag.

De døde begge to i november. Men eftersom vi rejste på ferie, så blev vi enige med resten af familien om, at det ikke skulle forsøges hastet igennem før jul. Så nu er det på mandag, de begge for alvor får hvile.

Nu havde vi ellers lige sluppet mange af de triste tanker omkring deres sygdomsforløb og efterfølgende død, men tristessen slipper vi nok ikke for, når vi igen står der på kirkegården, selvom det jo – sammen med det faktum, at der netop er blevet underskrevet en købsaftale på deres hus – bliver en tiltrængt (og forhåbentligt smuk) afslutning på det hele.

Heldigvis har vi dog også vinterferieplaner i den lidt mere hyggelige og mindre triste ende.

Vinterferie er jo, som enhver LEGO-fan ved (og dem har jeg to af derhjemme), lig med LEGO World i Bella Center, og det vil mine drenge for alt i verden ikke gå glip af!

Det plejer nu også at være utroligt hyggeligt, og de to har for vane at kunne sidde og bygge i timevis. Det kan jeg ikke helt, men så er det godt, at der også er en del andre aktiviteter derude.

Blandt andet kommer Cartoon Network igen i år, så der vil være områder og sjov med blandt andet Ben 10, Power Puff pigerne og The Amazing World of Gumball – sidstnævnte glæder jeg mig særligt til, idet det er noget af det sjoveste børne-TV, der findes!

Cartoon Network har inviteret os alle tre forbi LEGO World, så vi vil blandt andet være at finde i nærheden af deres aktiviteter. Hvis I også skal derud, så er jeg hende, der går rundt med et legebarn på 7 år og et andet legebarn på 38 år, der begge har jublende julelys i øjnene 😉

Hvis I endnu har tilgode at besøge LEGO World, så kan jeg afsløre, at det er et eventyrligt sted for LEGO-fans i alle aldre, og at der er et væld af sjove aktiviteter, konkurrencer, LEGO kloder en masse, gaver til børnene og meget meget mere. Det er faktisk virkeligt et besøg værd.

Og nå ja, så er vinterferien jo også tiden, hvor jeg for engang skyld skal sætte fod i Jylland. Min mor fyldte 70 år i januar, så hun fejrer sig selv i et forsamlingshus, som man nu gør i Jylland.

Jeg kan, trods mine jyske aner, ikke helt huske, hvornår jeg sidst har været på de kanter (altså bortset fra Aarhus, som jeg har besøgt nogle gange sidste år i forbindelse med job). Men Lillemanden og jeg hopper på toget frygteligt tidligt i næste weekend med hver et par rene underbukser og en tandbørste i rejsetasken, så vi kan nå tværs over landet, inden den står på fællessang og sønderjysk kagebord i det jyske.

Lidt sødt, lidt surt … Men forhåbentligt masser af hygge til os i vinterferien – og lidt arbejdsro på kontoret.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Den vigtige omega-3 og et (plantebaseret) alternativ til fiskeolie