[ Opskrift ] Mættende majstortillas til en blandet dag

Syv ting, du vil opleve (og smage) i Los Angeles

Oprindeligt skulle der lidt overtalelse til, at manden syntes, Los Angeles var en god idé. Han havde en del fordomme omkring LA i det hele taget og havde derfor ikke den store trang til at besøge byen.

Han mente bl.a., Los Angeles var en kriminel by, og at vi derfor ikke kunne bevæge os rundt i byen om aftenen.

Han havde også en forudindtaget holdning om folk i LA, og at de alle var fitness-typer, der gik rundt i træningstøj dagen lang.

Desuden mente han ikke, at byen havde det store at byde på.

Heldigvis virkede det som en ret tilfreds mand, jeg tog med mig videre, da vi forlod Los Angeles efter en uge i byen.

Vi ankom den 26. december og rejste videre til Mexico den 3. januar, og det var et lige tilpas antal dage til at opleve, nyde, slappe lidt af og se en stor del af det, som er værd at se og opleve i Los Angeles.

I øvrigt endte manden med delvist at have ret – og så alligevel ikke.

Los ángeles rejseguide urbannotes.dk

Jeg oplevede for det første ikke at være synderligt utryg, når mørket var faldet på i Los Angeles. Ikke mere end jeg ville være i så mange andre byer af den størrelse, som LA har. Ja, der er mange hjemløse, som der er i alle amerikanske storbyer. Ja, der er folk, der hænger på gaderne og ser ‘skumle’ ud, og ja, der er steder, hvor man ikke møder en sjæl, og hvor man måske lige bliver lidt overrasket, hvis en fremmed person kommer bagfra i høj fart.

Selvom LA i december/januar slukker for solen og bliver helt mørk allerede ved 17-tiden, så oplevede jeg altså ikke, at jeg gik og klamrede mig til min taske eller på anden måde følte mig utryg. Tværtimod var faktisk stort set alle, vi mødte, utroligt imødekommende og søde.

Men … Manden fik også ret! Folk i LA går i gennemsnit faktisk rundt i træningstøj på gaden. Særligt i Santa Monica var antallet af mennesker, der handlede ind og gik på Starbucks efter deres frappé med ekstra flødeskum på toppen med træningstøj på, forbløffende. Jeg er ikke sikker på, vi så nogen, som ikke havde Nike på fra top til tå i den bydel, faktisk.

Jeg skal skynde mig at sige, at der intet er galt med at gå i træningstøj. Men det er en sjov tendens, at man render rundt i løbetights og sports-BH, hvis man ikke er på vej til eller fra træning. Det er dog sikkert en smagssag 😉

Til slut så har Los Angeles faktisk utroligt meget at byde på! Og særligt de syv nedenstående ting, vil jeg anbefale, at man prioriterer, hvis man ender i byen – og det uanset, om man rejser med eller uden børn og i tre eller syv dage.

rejseguide sundhed melrose urbannotes.dk

Syv ting, du vil opleve (og smage) i Los Angeles
#1: Melrose
Hvis du kun har én dag i Los Angeles, så vil jeg anbefale, at du bruger den i uhyggeligt fine og rare Melrose.

Melrose (som bl.a. spillede hovedrollen i en af mine yndlingsserier i 90’erne) er simpelthen den fineste bydel, jeg kan komme på.

Der er stille og roligt og lidt intellektuelt på den fede måde, og så er alle vægge i Melrose stort set et kunstværk. Er du altså til street art, så er Melrose et fantastisk galleri at gå på oplevelse i.

Desuden er bydelen fyldt med gode butikker og lækre restauranter af den slags, som ikke tilhører en stor kæde, som man finder på ethvert gadehjørne, hvilket er forholdsvist sjældent i en amerikansk storby, hvor Starbuck ligger på hvert tredje gadehjørne.

#2 E.A.K Ramen
Jeg er vild med ramen! Faktisk kan jeg ikke komme i tanker om mange andre spiser, som jeg nyder mere end en (god) ramen. Men det er sjældent, jeg er blevet udfordret på smagen af en ramen udenfor Australien, hvor ramen-kulturen er stor og utroligt varieret!

Men på den bitte lille japanske restaurant E.A.K Ramen dyrker man den såkaldte eikei ramen, som er en fusion af Tonkutsu i vest og Shoyu i øst. Og det er bare virkeligt vellykket!

Jeg fik således den vegetariske Go Green! ramen, der var helt mælkehvid, fordi den var lavet på soyamælk, og som desuden indeholdte det bedste krydrede æg, jeg længe har smagt, samt masser af kål, babymajs og friske tomater. Det lyder sært, men det var gudespise!

Drengene kan ikke helt følge min ramen-mani, så de fik risretter, som de også var vældigt tilfredse med!

E.A.K Ramen har, har jeg netop opdaget, også for nyligt åbnet restaurant i New York, hvis du står og skal den vej inden for nærmeste fremtid.

Se evt. mere om E.A.K Ramen i Los Angeles her.

#3 Liquid Juice Bar
Man kan ikke være i Los Angeles uden at ride lidt med på super food bølgen. Og er man til den flydende slags, så er Liquid Juice et rigtigt godt bud på et sted, hvor man kan få ALLE typer friskpresset juice.

Man kan naturligvis selv finde på. Men man kan også vælge en af de grønne, pink, gule, orange, røde eller helt sjette juice fra menukortet. Der er virkeligt noget for enhver smag fra de søde til de sure og de meget sunde med ting i, man ikke helt kan udtale.

En juice på Liquid Juice koster naturligvis noget mere end en ‘big gulp’ sodavand på Burger King. Men efter sådan en juice behøver man til gengæld heller ikke at spise mere grønt resten af dagen.

Desuden kan man få bowls og andre sunde småretter på juicebaren, hvis den lille sult melder sig.

Se evt. mere om Liquid Juice Bar her.

Los ángeles rejse med børn beverly hills urbannotes.dk

#4 Griffith Observatory
Uanset hvilken lokal, vi talte med (og vi talte med en del på vores mange Uber-ture gennem LA), så spurgte de alle: “Har I nu været ved Griffith Observatory?” Og nej, det havde vi jo ikke før en af de sidste dage, fordi vi havde været i tvivl om, hvordan vi kom derop, og om der var lukket i og omkring helligdagene.

Den næstsidst dag gik vi dog fra vores lille motel i Little Armenia (stort set Hollywood) og hele vejen op ad North Vermont Avenue, op forbi nogle af de lidt dyrere huse i starten af bjerget, videre op, og hopla! Efter at have besteget en lidt sandet bjergvæg og små stejle stier, så endte vi sørme ved det smukke observatorium med udsigt ud over hele Los Angeles.

Det tog os vel godt og vel halvanden time at gå hele vejen op til toppen med et par fotostops på vejen, og Lillemandens ben kunne sagtens bære, så det var en varm tur, men ret nemt til fods alligevel.

Fra Griffith Observatory har man ikke bare udsigt ud over hele den gigantiske storby. Man har også den fineste udsigt til Hollywood-skiltet og kommer ret tæt på.

Vores tur var (qua at vi gik) i dagtimerne. Men jeg har hørt, at det også er et rigtigt fint sted, når solen går ned. Der kan man godt nok ikke se Hollywood-skiltet, som jo ikke er oplyst, men så kan man nyde byens lys.

På vejen ned fra Griffith Observatory tog vi en Uber, da vi havde en date med en Five Guys burger (som det bestemt også kan anbefales at lægge vejen omkring, og som ligger i rigtigt mange storbyer i USA – PLUS at de har fået en vegetarburger på menuen, yay!)

Los angeles sanat monica urbannotes.dk

#5 Drop bilen, kør Uber
Jeg tror, jeg efterhånden har understreget det mange gange. Men Uber er måden at komme rundt i Los Angeles på, hvis man ikke har egen bil. Det er genialt!

Vi troede oprindeligt, vi skulle tage offentlig transport rundt i byen, fordi vi ikke gad at leje bil, bøvle med parkering og lange køer på de mange motorveje. Men så tog vi en Uber, og så var det bare det, vi gjorde, hver gang vi skulle tilbagelægge en større afstand.

Og det har vi alt i alt betalt peanuts for! Så drop bilen, og kør Uber i LA!

Eller tag for den sags skyld bussen, når du kan. En busbillet koster 1,75 dollars pr voksen (børn gratis), og hvis man ikke lige har småmønter nok, så får man bare at vide, at man kan hoppe ind, for maskinen kan ikke give tilbage på sedler, så det ville ikke være så godt … Desuden får alle passagerer et: “Pas på trinnet, og hav en rar dag” med på vejen. Øhm … Det var vist ikke sket i København! 😉 (PS: Jeg vil ikke hænges op på, at alle chauffører er large med prisen på en busbillet. Men det var vores – og sågar med et smil!)

#6 Santa Monica Pier ved morgengry
Når man er i Los Angeles, kan man næsten ikke lade være med også at besøge de ikoniske strande i Santa Monica og Venice. Vi tog (sjovt nok) en Uber til Santa Monica og gik langs stranden til Venice, da de ligger i forlængelse af hinanden.

Venice var vi nu ikke så begejstrede for, da det mere eller mindre var en stor blanding af hash-buler, gadekunstnere og tvivlsomme butikker med underlige t-shirts.

Santa Monica derimod var utroligt smuk, fin og hyggelig.

Vi kørte derud i de tidlige morgentimer og fik Santa Monica Pier stort set for os selv. Eneste selskab var måger og en stribe fiskere, der var tidligt ude.

Så stå tidligt op, og nap Santa Monica Pier ved morgengry og dermed inden, alle de andre turister kommer i hobetal!

Resten af dagen kan du så passende bruge i centrum, hvor der bl.a. er et rigtigt fint center, Santa Monica Place, med en fin food court på toppen samt en masse lokale, der drikker flødeskumskaffe i træningstøj …

#7-grain pancakes
I USA vil man mange steder forsøge at spise hotelgæster af med tørt, hvidt toastbrød og sur kaffe. Men så er det godt, at man kan gå ud og spise de mest fantastiske grove pandekager, man kan tænke sig.

Vi så 7-grain pancakes på flere morgenmadsmenuer i Los Angeles, og på Fratelli Café på Melrose Avenue fik jeg endelig opfyldt drømmen om at smage en af slagsen, og det var en morgenmadsdrøm.

En syndigtsmagende amerikansk pandekage med knas, masser af fibre og gode fedtstoffer fra nødder med jordbær, strøsukker og sirup på toppen. Så kan sådan en dag ikke starte meget bedre, skulle jeg hilse at sige!

Se evt. mere om Fratelli Café her.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

[ Opskrift ] Mættende majstortillas til en blandet dag