VM-feber i børnehøjde og vores favoritter fra #molounited

Tarvelige fødselsdage, juni-planer og maj måneds mest læste

Som barn elskede jeg juni-måned. Jeg talte ned til den som til juleaften, og når vi først rundede årets sjette måned og dermed sommer, var jeg mere end lykkelig. Juni er nemlig min fødselsdagsmåned. Men i barndommen var det også måneden, hvor alt i haven sprang ud, og hvor jeg plukkede stikkelsbær direkte fra busken, hentede rabarber til min mors rabarbergrød – og talte lidt mere ned til min fødselsdag.

I voksenalderen, og måske mere specifikt efter, at jeg er blevet mor, er min egen fødselsdag trådt en del i baggrunden. For det første synes alle pludseligt at have indført, at det nu kun er “børnene, der skal have gaver”, og for det andet ligger vores fødselsdage herhjemme så tæt, at vi fejrer hele baduljen på en gang, så vi ikke skal invitere folk og fæ hele tre gange inden for blot få uger.

Desuden bliver man jo for pokker ældre hver gang, og hvis der er noget, jeg efterhånden har svært ved at forholde mig til, så er det, at jeg for alvor er i slutningen af trediverne nu, og det selvom det slet ikke føles sådan indeni. Heldigvis er man jo ikke ældre, end man gør sig til, og alder er kun et tal. Men alligevel har juni mistet en smule af sin charme på den front – måske særligt, fordi jeg altså stadig utroligt godt kan lide gaver …

urbannotes.dk conni lagergreen schmidt kongens have schulz by crowd silkeskjorte bukser

Men juni bliver også en god måned (trods en lille alderskrise) og utroligt travl måned, hvor jeg bl.a. er blevet overtalt til at holde hele to foredrag om influencer marketing. Det er et emne, som jeg gennem årene har arbejder rigtigt meget med, så jeg ser frem til at dele ud af min viden fra både den ene og den anden side af skrivebordet.

Og apropos arbejde så bliver juni også måneden, hvor jeg skal pakke mit lille verdensfirma ned i flyttekasser og flytte til et nyt kontor. Vi er pt på udkig, og det er altid svært 100 pct. at vide, hvilken hest man skal lægge sine småmønter på. Derfor er vi også flyttet hele tre gange på de blot fire år, som jeg har haft virksomheden. Jeg satser dog på, at vi er blevet klogere for hver gang og dermed finder det perfekte sted (findes det?) denne gang.

Juni er derudover måneden, hvor endnu et turbulent skoleår går på held. Så jeg ser frem til at få en tand mindre logistik i hverdagen og til at kunne stille vækkeuret bare en halv time længere frem, så ingen af os forhåbentligt skal hives ud ad sengen om morgenen i nogle uger. Det er som om, vores kroppe bare ikke er bygget til, at skoledage starter kl. 8 … Selvom Lillemandens indre ur altid vågner kl. 6, når han endelig kan sove længe. Hvad er det med børn og søvn?

Desuden har jeg, helt uden at spørge om lov, planlagt, at juni måneds vejr skal være lige så fantastisk, som det har været i maj. Basta bum! Selvom det har været noget til den varme side selv for mig, som næsten ikke kan få det varmt nok, de seneste dage, så krydser jeg alligevel fingre for, at det her fantastiske vejr bare fortsætter hele sommeren igennem og egentligt gerne også godt ind i efteråret.

Uanset så er jeg sikker på, at maj 2018 vejrmæssigt vil gå over i historien som den mest fantastiske maj måned i historien!

Og apropos maj så har jeg også lige set mit snit til at kigge lidt på, hvad der egentligt blev mest læst her på bloggen i den forgange måned, og jeg har traditionen tro samlet de fem mest læste nedenfor.

#1 Vegetar, pescetar, flexitar og alle de andre kasser

For nyligt skulle jeg forespørge om muligheden for en vegetarisk menu et sted og blev straks mødt af spørgsmålet: “Okay, men det må gerne indeholde kylling og fisk, ikke sandt?” Og nej, det må det (naturligvis!) ikke. For en vegetar spiser ikke hverken kylling eller fisk …

Men spørgsmålet vidner bare om, at godt nok har mange (som i rigtigt mange) læst mit indlæg med de forskellige måder at spise primært plantebaseret på, men alle har trods alt endnu ikke læst det. Så del det evt. lige med folk, du kunne mistænke som værende i tvivl, ikk’!

#2 Sommerferieplaner på (næsten) tomme lommer

Jeg er blevet mødt med en vis skepsis omkring, at vores lille sommerferie kun har kostet lige knap 3.000 kr. for os alle tre. Men den er altså god nok! Lommepenge til måltider, Lillemandens Playmobil og kaffe 2-go er naturligvis ikke inkluderet i det beløb. Men det er fly og hotel altså.

Var du blandt dem, der gik glip af indlægget omkring vores sommerferieplaner på budget, så kan du klikke dig ind på indlægget, som blev maj måneds andet mest læste på bloggen, ovenfor.

#3 Fem gode solcremer til ansigtet

Jeg har set flere historier husere på Facebook omkring, at solcreme oftere giver kræft end solen. En helt forfærdelig trend! Husk nu solcreme i sommervarmen – på jer selv, på ungerne, på mændene, på alle. Ja, vi har også brug for D-vitamin, men det skal vi også nok få trods solcreme. Det går blot lidt langsommere! Og tro så derudover ikke på alt, hvad du læser på Facebook. Husk på, hvordan det nu lige var, at Trump blev valgt som præsident (host #fakenews host). Indlægget om mine bud på fem gode solcremer til ansigtet blev i øvrigt det tredje mest læste på bloggen i maj.

#4 Derfor vil du forelske dig i mist denne sommer

Mist er et af de skønhedsprodukter, som jeg holder allermest af i hverdagen. Derfor ender jeg også ofte med at tale om det samt anbefale en evt. god ny mist, jeg får ind ad brevsprækken. Af samme årsag er det lidt fedt, at mange kan lide at nørde lidt sammen med mig. Mit indlæg om de uundværlige mists var således det fjerde mest læste på bloggen i den forgange måned.

#5 Plantebaseret milkshake hack

Når du er færdig med at være god ved kroppen udefra, så kan du passende også være god ved kroppen indefra og forkæle både maven og sindet med en lækker plantebaseret milkshake med chokolade og banan. Det er så nemt og sundt, at det er til at tude over. Men derfor kan det jo godt smage syndigt og utroligt lækkert alligevel. Gik du glip af opskriften på banan- og chokolademilkshake, så kan du heldigvis nå det endnu.

Fik jeg forresten nævnt, at jeg over de seneste år har indført en ny tradition ift. juni? Det er, at jeg sprænger mit VISA-kort og køber en lækker fødselsdagsgave til mig selv!

Når nu stort set ingen andre gider at give mig gaver på min fødselsdag, så må man være voksen og ansvarlig og købe noget rigtigt luksuriøst til sig selv i stedet. Og det er jo egentligt en af voksenlivets glæder: At man helt selv kan bestemme, hvordan man vil prioritere både sin tid, sine penge og sit liv i det hele taget.

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

VM-feber i børnehøjde og vores favoritter fra #molounited