En lille hotelperle i Sydvestfrankrig

Ting, jeg selv husker fra folkeskolen

I disse dage har vi ét samtaleemne i familien: Nemlig SFO-start på mandag!

Mandage er jo normalt ikke noget, man ligefrem ser frem til, fordi weekenden så er slut, og mandage faktisk ofte bare er rigtig travle. Men lige den kommende mandag giver rigtig mange sommerfugle i maven lige nu.

Det er dagen, hvor store børnehavebørn bliver til små SFO-børn, hvilket bare på alle måder er rigtig spændende for os alle tre.

Vi har valgt, at Lillemanden skal starte i folkeskole. Det har vi begge selv gjort. Godt nok på små skoler i små byer, mens Lillemanden kommer til at gå på en kæmpe skole midt i storbyen.

Min største bekymring lige nu er da også, om jeg vil være i stand til at finde min lille Houdini, når han skal hentes. Der er nemlig rigtig mange steder, sådan en lille mand kan gemme sig og være dybt optaget af sysler, så han slet ikke ænser, at der er en mor, der kalder.

Hele SFO-starten og den snarlige skolestart har dog vakt minder, der går sådan cirka 30 år tilbage, hvor jeg selv gik i skole. Og det er gået op for mig, at jeg faktisk ikke rigtigt husker noget fra undervisningen eller andre decideret vigtige ting, som mine lærere sikkert havde håbet, at jeg ville tage med mig fra mine trods alt ti år i deres hænder.

Istedet udgør en hel masse uvæsentlige og ret fjollede ting minderne om folkeskoletiden for mig.

folkeskole-skolebarn-urbannotes-dk

De syv ting, der først popper op i mine tanker, når jeg tænker på min skoletid er:

1) YKK – de tre bogstaver står på langt de fleste lynlåse, og det gjorde de også dengang i 80’erne. Vi grublede i lang tid over, hvad initialerne stod for og blev enige om, at de måtte være en forkortelse for Yrsas Knalde-Klub.

2) 0’erne – vi sad på stole, der passede til vores højde. Jeg røg selv ret hurtigt fra en 0’er stol og længere op, fordi jeg skød i vejret. Der var dog to af pigerne, der blev ved med at sidde på 0’er stole – også selvom vi andre sad på 5’ere og 6’ere.

3) Tom Cruise – temasangen fra Ducktales blev meget hurtigt lavet om til: Vi kan li’ Tom Cruise, han er med i Cocktail -uhuhuh!

4) Jehovas Vidner – der var en pige, som gik i parallelklassen, som var Jehovas Vidner. Vi vidste ikke rigtigt, hvad det dækkede over, men hun var den absolut eneste, der aldrig deltog i julehygge og til konfirmationsforberedelse, fordi hun var den eneste, der ikke havde den samme religion/kultur som os andre. Konfirmation var ellers bare noget, man gjorde. Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved, om man skulle eller ej.

5) Skolemælk – vi var mange, der drak letmælk hver evig eneste dag til vores madpakke. Der var kun én i klassen, der fik kakaomælksbrikker, og vi var så misundelige, at vi drillede hende lidt.

6) Svedig spegepølse – vores madpakker lå, året rundt, på bunden af skoletasken klar til at blive hevet frem, når der var frokost. Der var kun mad den ene gang i løbet af skoledagen (som var noget kortere end i dag), så selvom den næsten selvlysende lyserøde spegepølse var helt svedig og ekstra salt, så spiste vi den med glubende appetit.

7) JEVA – jeg husker tydligt min første skoledag og den helt firkantede lyserøde JEVA skoletaske, som jeg var meget stolt af. I øvrigt havde jeg også lyserødt tøj på. Jeg gik nemlig utroligt meget i lyserødt – dengang!

Hvad jeg dog også husker er, at min første skoletid var utroligt spændende!

Jeg havde ikke gået i børnehaven, så alt var helt nyt. Men det var en god tid, en spændende tid og en tid, hvor man fik nye venner og lærte en masse.

Jeg håber, at Lillemandens minder om skoletiden også vil være gode (og potentielt ret fjollede), når han kigger tilbage på dem om 30 år.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

En lille hotelperle i Sydvestfrankrig