Det forgangne års absolutte favoritter - som stadig holder

Virtuel MUS-samtale, et tak og de mest læste i 2017

For en lille måned siden fyldte bloggen et halvt år.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det var med spænding og sommerfugle i maven, at jeg i sin tid kastede mig ud i et helt nyt blogeventyr efter så mange år på en anden virtuel adresse. For hvad nu, hvis jeg kørte surt i det hele 5 sekunder efter, jeg havde gjort alle de indledende øvelser? Og hvad nu, hvis der ikke var en eneste, der gad at læse med?

Inden da havde tanken strejfet mig, om jeg bare skulle lægge blogger-karrieren på hylden, sige farvel til de mange, lange aftner foran computeren, vinke til de mange gode mennesker, jeg har mødt gennem mediet, trække stikket for altid.

Mit valg blev dog, som du ved, et helt andet. Og det valg har jeg ikke fortrudt et sekund siden.

Nej, jeg blogger ikke, når jeg ikke har lyst, og blogging er ikke en sur pligt, som den ellers var begyndt at blive. Jeg blogger af hjertet, og heldigvis er Urban Notes blevet taget rigtigt godt imod af både gamle læsere, der har valgt at følge med, og alle de nye, som stille og roligt er kommet til.

Indtil nu er det blevet til mere end 150 indlæg på blot 6 måneders tid, hvilket må vidne om, at jeg bestemt stadig har lysten og drivkraften til at blogge. Og mere end 40.000 besøg på bloggen må derudover fortælle noget om, at der stadig sidder nogle derude, som har lyst til at følge med.

Forleden sad jeg og kiggede lidt på, hvad det så er, der rent faktisk er blevet læst mest på bloggen, hvilket var en oplagt halvårsstatus, en slags MUS-samtale med mig selv og et skridt i planlægningsarbejdet for bloggen over det kommende år.

Er du også den nysgerrige type, eller er du nytilkommen læser, så kan du tage en lille rejse tilbage i tiden nedenfor, hvor jeg har listet de fem mest læste indlæg i 2017.

conni lagergreen schmidt urbannotes.dk blog

De fem mest læste indlæg på bloggen i 2017:

1) Tivoli Food Hall: Madmekka for alle typer smagsløg
Indlægget er af nyere dato men har virkeligt taget kegler i løbet af de par måneder, det har huseret på bloggen. Jeg bliver selv helt lækkersulten af at genlæse det!

2) Det er okay også nogle gange at være ked
Spørger du mig, så kan vi næsten ikke tale for meget om følelser med vores børn. Jeg tror nemlig på, at det at tale om følelser på godt og ondt giver mere robuste børn, der vokser op og bliver robuste voksne. Gik du glip af indlægget om følelser (og en ret sej pude, der er et godt udgangspunkt for snakken om både det gode og det svære), så er der stadig rig mulighed.

3) Jagten på den pæne hud fortsætter – nu i behandling
Udfordringerne med min hud er noget, jeg har skrevet en del om på bloggen allerede, og jeg er jo ikke den eneste, som døjer med uren hud i voksenalderen. Det er bare ikke alle, der kan lide at tale om voksenakne og uren hud. Her på bloggen er uren hud (selv som voksen) dog heller ikke tabu i 2018.

4) Opskrift: Grov gode vafler uden æg
Det er lidt hyggeligt, at et af mine ældre indlæg stadig lever i bedste velgående på den nye blog. Men det ER også en god opskrift, når man har hang til vafler men ikke har et æg i nærheden – eller man ikke spiser æg. Jeg bruger stadig lystigt opskriften på vafler uden æg, når vaffeltrangen melder sig!

5) Når hjerte rimer på smerte – og utroligt sure citroner
Til det indlæg vil jeg egentligt bare sige tak! Tak, fordi der er så utroligt mange, der har delt deres egne erfaringer med børn, der ikke 100 pct. passer ind i folkeskolekassen, og tak til jer, der har delt tips og gode råd, viden og erfaring og sågar har sendt forslag til en ny skole til Lillemanden. Bare tak!

I det hele taget er det her indlæg nok en ret oplagt mulighed for at takke alle jer, der har valgt at læse med, som skriver kommentarer og mails, følger på Instagram og/eller Facebook. I er skide rare! Tak 🙂

Håber, vi ses igennem 2018 også <3

 

Tak, fordi du læste med! Det betyder mere, end du tror 🙂 Vil du have nys om kommende indlæg, så kan du følge bloggen (og dine andre favoritblogs) ved at logge ind her. Desuden er du mere end velkommen til at kigge med på Instagram og/eller Facebook.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes, indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Det forgangne års absolutte favoritter - som stadig holder