Hvorfor er det så tabu, når kvinder ikke vil have børn?

Havde du spurgt mig for rundt regnet 5 år siden, om jeg da ikke snart skulle have børn, havde jeg kigget meget undrende på dig og sagt: Øh nej! Det har jeg så ikke tænkt mig!

Så skete det, at jeg blev gravid – ved et uheld, som man kalder det, og med min kæreste, der senere blev min mand.

Vi havde kendt hinanden i en del år allerede dengang, men vi var enige om, at vi havde gang i alt for meget til, at barn eller børn skulle være en del af det puslespil. I starten var det måske mest mig, der ikke var interesseret i at blive mor, men senere var vi enige om, at det ikke skulle være.

Men ja, som du måske allerede ved, så er vi jo nu forældre. Det valgte vi at blive, fordi jeg nu engang blev gravid. Det var lidt af et chok for mine omgivelser, fordi de kendte min holdning til den slags, men det var nok også en lettelse for mange, fordi jeg nu alligevel viste mig at være “helt normal”.

Forstå mig ret. Jeg ville ALDRIG gøre noget om, og jeg er vild med at være mor, men hvis det havde handlet om til- eller fravalg, så havde det til enhver tid, dengang, været et fravalg. Da så Lillemanden lå i maven, ja så var jeg jo panisk angst for, at der skulle ske noget med ham, som enhver anden gravid vist er. Instinktet fandtes altså også i mig – tro det eller ej.

Fem år senere læser jeg så, at en 35-årig, og det endda selvom hun har været gift i SYV år, har valgt ikke at få børn. Jeg undrer mig over, at det overhovedet kan blive en nyhedshistorie, og så undrer jeg mig i øvrigt også over, at det ikke også er hendes mand, der bliver interviewet, for han har da lige så meget fravalgt/ikke tilvalgt at få børn. (Se evt. artiklen her.) Men det er nok bare stadig sådan, at kvinder skal ville være mødre og blive “mor”, mens det er ok og helt socialt acceptabelt, hvis mænd ikke ønsker at være fædre.

Flere af de ting, der bliver beskrevet i artiklen, har jeg dog også oplevet. Eksempelvis ER det mest i det jyske, man stiller spørgsmålstegn ved, at man ikke har et barn hængende på armen, når man runder de snart 30 år. Og herudover ER det ikke sikkert, at ens børn vil besøge en på plejehjemmet hver dag – også selvom man har fået en hel børneflok.

Heldigvis for mig, ikke så meget for Betina i artiklen, er jeg jo kommet i “normalitetskassen” og er blevet mor og oven i købet i den alder, som er gennemsnitlig for min kommune. Pfew!

Nu er spørgsmålet, jeg så møder, hvornår nummer to er på vej. For et barn kan jo ikke være enebarn, og hvad nu hvis Lillemandens forældre dør, hvem skal han så støtte sig til? Sådan en begravelse er jo hårdt arbejde! Men jo, Lillemanden får lov til at være enebarn. At være enebarn er der endnu ikke nogen, der er døde af, og i øvrigt håber jeg, at han, når jeg engang stiller træskoene, har både en dejlig partner i sit liv, nogle søde venner og (måske, hvis han vil) også et barn – eller måske to?

BTW … Lillemanden ved i øvrigt endnu ikke, at han ikke var noget ønskebarn. Men det ved hele vores omverden, og Lillemanden skal også nok få det at vide, når tid er. Det er ikke nogen hemmelighed. Mens det heller ikke er nogen hemmelighed, at han er verdens dejligste unge!