Når en ulykke ikke kommer alene

Man kan vist næsten ikke undgå, at noget går galt, når man rejser.

Nogen oplever et tyveri, andre mister en kuffert undervejs i strabadserne eller flækker måske en tand på en eksotisk ret. Sådan er det, og det er vi altid forberedte på, når vi rejser ud i verden.

Indtil videre er alt dog gået nogenlunde glat.

Ja, jeg har tabt min Eau Thermale sprayvand ud af tasken et sted i Sydney, hvilket var smadder ærgerligt, for vand på flaske er virkeligt essentielt at have med sig på farten, når omgivelserne er gloende hede. Og nej vejret var ikke til at sejle ud for at se hvaler i Kaikoura, hvilket var en streg i regningen, fordi hvalerne var grunden til, at vi overhovedet skulle til Kaikoura. Men sådan er det, og rejsen er gået videre uden de store problemer.

Indtil fornyligt altså. Tingene begyndte nemlig at gå lidt for galt til min smag, da vi for nyligt forlod Brisbane for at komme til Hamilton Island.

Efter i alt ti solrige og varme dage i Brisbane, blot afbrudt af en skøn tur på et par dage til Moreton Island, hvor vi bl.a. fodrede vilde delfiner, skulle vi efter planen rejse videre nordpå via Hamilton Island.

Mens vi dog har haft det trygt og godt i skønne og utroligt hyggelige Brisbane, har der bygget sig noget af et uvejr op i det nordøstlige Australien ved en by, der hedder Townsville. Det har i mellemtiden betydet massive oversvømmelser og mere regn, end regionen har oplevet i 20 år. At det blev historien et par dage senere, vidste vi dog intet om, da vi satte os på et fly til Hamilton Island fra Brisbane.

Vores flyvetur har dog lige ramt begyndelsen af uvejret. Det betyder i første omgang, at vi må flyve over Hamilton Island pga uvejr og cirkle deroppe over øen i halvanden time i håb om at se et glimt af landingsbanen. Det kan vi ikke. Så vi ender med at flyve videre, lande i Rockhampton for at få brændstof på, flyve over Hamilton Island igen i små halvanden time for til sidst at vende slukørede tilbage til Brisbane med et fly fyldt med noget trætte og desillusionerede passagerer og stewardesser, der får forlænget deres arbejdsdag ganske betragteligt.

Det ender altså i sidste ende med at tage mere end 24 timer at komme fra Brisbane til Hamilton Island, selvom det burde have været en ganske kort og ukompliceret tur.

Efter en hotelovernatning (hvis altså man kan kalde at sove fra midnat til kl 3.15 om natten for en overnatning) bliver vi nemlig kørt i lufthavnen igen for at flyve fra Brisbane til Sydney og fra Sydney til Hamilton Island, hvor vi langt om længe kan lande trods masser af regn, blæst, skyer og virkelig dårlig sigtbarhed.

Da vi (endelig) står i lufthavnen på Hamilton Island, kommer den største af vores kufferter dog ikke på bagagebåndet. Vi så den ellers blive læsset på flyveren i Brisbane fra vores vinduesplads. Vi venter og venter, men båndet stopper til sidst, og personalet går væk. Mere end halvdelen af vores bagage er ikke kommet med os til øen.

Eftersom vi har rejst i efterhånden lang tid, er der ikke længere rigtigt styr på, hvad der ligger hvor og i hvilken taske. Så da vi bliver kørt gennem silende regn og storm på øen, krydser vi fingre for, at der ikke ligger noget i den store kuffert, som vi skal bruge det næste døgns tid.

Det viser sig dog, at de fleste af vores toiletsager, alt solcreme og stort set alt vores rene og tørre tøj ligger i kufferten, der ikke er kommet med os til øen. Heldigvis ligger vores tandbørster i den kuffert, vi har, sammen med min makeup, som sådan cirka er det eneste, der ikke er synderligt brugbart midt i monsunvejret, fordi selv den mest vandfaste mascara bukker under i sådan et vejr og lander i mundvigen på en!

Vi satser i første omgang på at kunne tørre noget af det våde og fugtige tøj fra turen i vores lejlighed på Hamilton Island. Men det regner selvfølgelig så meget og er så vådt udenfor og fugtigt indenfor, at intet tørrer, og alt i vores bagage føles vådt og klistret.

En hel dag på Hamilton Island regner væk. Så udenfor vores vindue har vi den smukkeste udsigt, som helt sikkert ville være endnu mere fantastisk, hvis blot man kunne se horisonten, og himlen havde været bare lidt blå.

Det, der skulle have været knap tre smukke dage med snorkling, strand og dyreliv på Hamilton Island, blev altså i sidste ende kun lidt over 24 timer på øen med monsunregn, blæse- og gråvejr samt masser af indeliv. Suk!

Inden vi dog forlod Hamilton Island, havde vi en smule stilstand i regnen, og vi fik mulighed for at møde en hel stribe af øens smukke og nysgerrige papegøjer. Tænk engang, hvad vi kunne have set og mødt, hvis bare vejret havde været bedre!

Fra Hamilton Island tog vi båden (ikke mere fly til os!) fra øen til Airlie Beach. Her blev vi endelig genforenede med vores mistede bagage. Desværre også med regnen og blæsten.

På båden fra Hamilton til Airlie kommer vi til at tale om, hvor Lillemandens lille taske med hans telefon og pung er henne. Den taske, han ikke har haft med sig på vores få, små gåture på øen pga. regnen. Den taske, som vi sidst har set på gulvet under sædet foran ham, da vi sad på flyet mellem Sydney og Hamilton Island, hvor den noget turbulente landing i uvejret fik alt til at rutsje rundt i flyet.

Jeg har godt nok lige været i kontakt med Virgin Australia minimum 15 gange på telefonen pga. den forsinkede bagage, men jeg ringer til dem igen fra vores motel i Airlie Beach (godt, jeg skiftede mobilselskab før afrejse fra Danmark, så opkald ikke koster 50 kr i sekundet …)

Lillemandens taske med pung, telefon og børnetyggegummi er fundet på flyet og ligger på Hamilton Island, hvor vi kan hente den. Da jeg dog forklarer den søde dame fra Virgin Australia over telefonen, at vi ikke kommer til øen igen, og at det drejer sig om en 8-årig drengs ejendele, finder hun en kollega, som tilfældigvis bor i Airlie Beach, og som skal sejle hjem fra arbejde senere på dagen. Han siger, at han kan tage tasken med sig over vandet og mødes med os i færgeterminalen senere på dagen. Pfew!

En taske med telefon og pung rigere og en tusind-tak-for-hjælpen-chokolade fattigere tilbringer vi fire yderst regnfulde dage i Airlie Beach. Alt vores tøj er enten fugtigt, vådt, fyldt med mudder, lugter af våd hund eller det hele kombineret i et. Det regner nemlig. Meget og faktisk hele tiden. Så intet kan tørre.

Nord for os regner det dog endnu mere. Townsville, som er vores næste stop på vej til Magnetic Island, har fået så meget vand, at store dele af området er oversvømmet, huse bliver evakueret, og 144 veje i og omkring Townsville er afspærret pga. vand. Vi ser de mange billeder fra byen på tv.

Eftermiddagen før vi skal videre til Townsville med Greyhound, aflyser Greyhound da også alle køreture mellem Airlie Beach og Cairns i minimum de kommende fem dage – og dermed også vores tur til Townsville og Magnetic Island samt vores bustur videre fra Townsville til Cairns – vores sidste stop på rejsen og dermed også vores afgangsby mod Danmark.

Vi har glædet os til Magnetic Island. Meget endda. Så vi forsøger at finde en alternativ måde, hvorpå vi kan komme nordpå. Samtidigt er vi løbende i kontakt med vores hostel på Magnetic Island og med Greyhound. Der er intet at gøre. Vi kan ikke komme afsted.

Når man har tjekket ud af sit motel, ikke kan gøre brug af hverken bestilt transport eller overnatning den ene vej, så må man begynde at kigge den anden vej.

Efter alt for meget regn, alt for mange gennemblødte skjorter, sandaler og shorts og alt for mange mørke dage (dog afbrudt af en dejlig og næsten regnfri sejltur i The Whitsundays) tager vi en hurtig beslutning.

Vi køber verdens dyreste sidste-øjebliks-flybillet til Brisbane (igen igen …) og lejer os ind i en lejlighed med vaskemaskine og tørretumbler, så vi kunne få vasket og tørret alt det sure og fugtige kluns og, ikke mindst, os selv og vores stækkede entusiasme.

Det har kostet os uforudsete 8-10.000 kr i alt at lave den manøvre. Men det var den eneste udvej, og ærlig talt så var det tiltrængt med en god seng, en dag uden regn og noget tørt og rent tøj (nu uden lugt af våd hund!)

Med det rette antal kufferter, tasker, telefoner og en god del fattigere er vi i skrivende stund på vej mod Cairns med et fly (henover vandmasserne) og ser frem til de sidste fire dage af vores rundrejse i New Zealand og Australien.

De sidste dage inden hjemrejse til Danmark på fredag skal nydes, selvom vi vist alle tre er nået dertil, hvor vi bare gerne snart vil hjem – og hvor jeg håber, at jeg ikke skal tale med flere mennesker fra Virgin Australia, Greyhound eller andre af den slags typer igen lige foreløbigt.