Op igen!

Herhjemme har vi altid sagt “op igen”, når Lillemanden er faldet over sine egne ben eller er væltet på cyklen. Det har resulteret i, at han kan få ret mange knubs uden at fælde den mindste tåre. Han rejser sig op, børster knæene af, og så er han videre.

Forleden dag fik han dog grædt, hylet og skreget for et helt år på bare få timer. Helt berettet vel at mærke, og jeg havde nok gjort det samme.

Opkaldet kom få timer efter, at jeg havde afleveret ham i SFO’en. Det har, som jeg skrev lidt om for nylig, været en lidt turbulent start for ham, så da jeg havde en pædagog fra SFO’en i den anden ende, tænkte jeg straks: “Åh nej, hvad har han nu lavet?”

Det, han havde lavet, var dog mere alvorligt end som så. Pædagoen forklarede mig nemlig med lidt vævende vendinger, at der var sket et lille uheld med en limpistol i kreaværkstedet, så nu var det sådan, at han altså havde brændt sig på noget lim på hånden.

Efter hvad der føltes som en meget lang og meget lidt uddybende forklaring, spurgte jeg, om de ringede, fordi jeg skulle komme og hente ham. Og hun svarede, at det nok ville være fint, for han havde vist brug for sin mor. Det lød med andre ord ikke akut, men jeg hoppede alligevel straks på cyklen til SFO’en.

Da jeg ankom, fandt jeg en lille dreng med begge hænder i en stor balje vand, med tårer ned af begge kinder, røde øjne og snotnæse. Ikke nok med, at han havde brændt sig på en limpistol. Han havde brændt sig så meget, at det meste af huden på hans ene finger var brændt væk. På flere af de andre fingre på begge hænder havde han store brandvabler, fordi han i panik havde trukket den brændende lim væk med den anden hånd og derfor havde fået brændende lim på flere fingre på begge hænder.

Det endte med tre timer med fingrene i vand i SFO’en (alt imens han blev madet med madpakken og diverse snacks og skiftevis hylede, skreg af smerte og fortalte om det hus, han havde været i gang med at lave med limpistolen), efterfulgt af en gåtur hjem med begge hænder i vand i en frysepose (mor var efterhånden også sulten), to timer yderligere med hænderne i vand herhjemme og så ellers en tur på skadestuen for at få vurderet skaderne, da det endelig var holdt op med at brænde på hans hænder.

En turbulent dag, som man siger, men som vi heldigvis kom igennem med masser af mod, trøstende ord og forsigtige kram samt en kompetent (omend travl) sygeplejerske på skadestuen.

Også en uheldig dag, som SFO’en tydeligvis på ingen måde er særligt stolt over, og som har gjort, at de vil tage op til diskussion, om de overhovedet skal bruge limpistoler på værkstedet, hvilket de ellers har gjort i flere år uden andre helt så alvorlige ulykker.

En dag, som mange har reageret på på vores vegne, og som nogle mener bør udløse en fyreseddel til de ansvarlige, en vred og anklagende mor, en skrivelse til lokalavisen, en klage eller noget andet, som kan placere skylden.

Selvom der vist nok faldt en joke om, at hvis vi var i USA, var skolen blevet sagsøgt, så har jeg faktisk slet ikke behov for andet end at drage omsorg om mit barn i en tid, hvor han har ondt. Jeg har ikke behov for at pege fingre og placere skyld. For hvad gør jeg så den dag, hvor han skærer sig i fingeren i hjemkundskab eller stikker sig i armen med en saks?

Lillemanden har allerede selv lagt hele episoden bag sig, og den har, om noget, endelig gjort ham en lille smule tryg ved de voksne i SFO’en, som ellers har været fremmede for ham, men som den dag for alvor drog omsorg om ham og krammede ham og kyssede ham i håret, indtil hans mor kom og overtog den rolle.

Dagen efter hele limpistolsepisoden var han da også mere tændt end nogensinde for at komme i SFO. Og han havde endelig en rigtig god dag.

Så “op igen”, som man siger. For selvom sårene langt fra er helet i bogstaveligste forstand, så er vi heldigvis videre.